Rigtige mænd?

2014-08-22 16.45.22

Et af de mest frastødende billeder, jeg har set længe, er billedet af den amerikanske fotograf James Foley, lige inden han bliver myrdet af en fanatisk terrorist i Irak. Det billede, IS gerne vil fremmane i medierne, er at de kæmper for store religiøse idealer. Rapporterne fra Irak viser i al deres gru at IS ikke gør andet end at svælge i mord og voldtægt.

En artikel i New Statesman peger på en noget anden historie end religiøs fromhed bag hele jihad-fænomenet. I virkeligheden er mange af dem, der deltager i dette vanvid, først og fremmest drevet af et ønske om at fremstå seje og barske. Mohammed Atta, der fløj et fly fra American Airlines ind i World Trade Center i 2001, var f.eks. glad for vodka. Vidner har fortalt hvordan en af bagmændene bag terrorangrebet i Madrid i 2004 havde en spansk kæreste, som gerne sad bag på hans motorcykel i sit letpåklædte outfit. Og hovedmanden bag terrorangrebene i USA i 2001 frekventerede stripklubber.

Hele snakken om jihad og hvad Allah m.fl. har påbudt er i høj grad en overbygning, der skal få de pågældende menneskers gerninger til at fremstå som ædle. På én og samme tid kan de se sig selv om fromme troende og så handle stik modsat (islam har faktisk ligesom mange andre religioner et forbud mod at slå ihjel), og det er en form for splitting som man kender fra mange andre sammenhænge.

Tænk på vores alle sammens Hells Angels, der i deres “Sjakal Manifest” (sådan staver de det selv) fra 2008 udtrykkeligt fordømmer kriminalitet og gør det så eftertrykkeligt, at de får ros af Søren Pind! Ligesom Hells Angels og tilsvarende bander rekrutterer IS og andre deres nye medlemmer blandt dem, der ofte allerede er på vej ud i kriminalitet. På denne måde får rekrutterne på én og samme tid mulighed for at se sig selv som rehabiliterede mennesker, der har “fundet Gud” og de “traditionelle værdier” og for at fortsætte deres tvivlsomme adfærd.

Selvfølgelig rekrutterer forskellige ekstreme grupper ofte fra forskellige grupper i samfundet (omend der findes mindst ét eksempel på en dansker, der har været både islamistisk fanatiker og rocker). Men Hells Angels, IS og andre grupperinger giver hver især den samme mulighed for at nogle mænd kan udleve en bestemt, ubehagelig og dybt konservativ manderolle. Religion og æresbegreber osv. er først og fremmest overbygninger, der skal legitimere denne manderolle over for andre, men så sandelig også over for én selv.

(Visited 54 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar