Tilbage til Rom

foto

I dag er jeg tilbage i Rom; i morgen skal jeg deltage i et heldagsmøde i forskernetværket BETTY og på mandag er jeg med til workshoppen BEAT. Den første udgave af BEAT var også i Rom i januar 2013 (og jeg var formand for programkomiteen) men dengang sneede jeg inde i München på vej herned. Endnu et godt argument for at holde den slags i de varme måneder af året; hernede er der 30 grader.

Jeg har genset nogle af de steder, jeg så med familien på vores sommerferie hernede i sidste måned, og især gjorde det et stort indtryk på mig at gense Pantheons store kuppel. Der blev også tid til penne all’arrabbiata og en stor portion italiensk is lige i nærheden; denne del af Rom med de snævre gader og små restauranter er måske meget turistpræget, men stadig et besøg værd.

Bagefter tog jeg tilbage til hotellet for at mødes med to af mine kolleger, som besøgte mig i Aalborg for en lille måneds tid siden. Endnu engang opdagede jeg noget velkendt: Dels at det godt at gense mine kolleger fra udlandet, dels at man forbløffende hurtigt kan glemme hvad man havde skrevet. Det tog mig mere end en time at blive i stand til at forklare hvad der egentlig var hovedtankerne i de grundige forstadier til et manuskript, jeg havde skrevet på dengang.

Jeg er i det hele taget glad for at møde mine kolleger fra rundt om i Europa, der har beslægtede forskningsinteresser. Ellers kan jeg tit føle mig isoleret midt i den selvindeholdte begejstring, der findes for bestemte andre emner i gruppen på mit institut. Hvis der sprang en bombe på mit kontor, ville der ikke længere være nogen i Aalborg, der interesserede sig for behavioural types (“adfærdstyper” lyder for meget som psykologi).

På tirsdag begynder CONCUR-konferencen, som er årsagen til at BETTY og BEAT er at finde i Rom i år. Men der begynder jo også et nyt semester i den nye uge, og jeg har hverken tid eller råd til at være væk fra Aalborg så længe. Så på tirsdag rejser jeg hjem igen til nye udfordringer – det bliver også spændende at komme i gang med at undervise igen.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar