Meditation

mindful-ness

Sidste efterår begyndte jeg at meditere; anledningen var nogle psykologsamtaler jeg havde i forbindelse med min mors fremskredne sygdom. De fleste dage får jeg stadig mediteret, men det har desværre ofte været mere fordi jeg vidste at jeg burde end fordi det var en god stund for mig. Nogle gange faldt jeg simpelthen i søvn. Jeg er for nylig blevet foreslået at jeg i stedet skulle meditere om morgenen, og det ser heldigvis ud til at virke bedre. Om morgenen er jeg den eneste, der er vågen, og der er intet der kan forstyrre, ingen jeg skal fortælle at jeg går et andet sted hen i et stykke tid.

Meditation er ikke så meget et spørgsmål om at holde op med at tænke som om ikke at lade sig besætte af tankerne. Der er ikke meget andet i hverdagen, der er så træls som ikke at kunne falde i søvn, fordi tankerne kører i ring. Hovedet er fyldt med underlige, ukoncentrerede tanker, og ingen af dem kan føre til handling. Også forskellige kontraproduktive former for vrede og bekymring belaster kun sindet. Det er de sindstilstande, jeg gerne vil kunne undgå.

Meditation som teknik er blevet noget miskrediteret af ubehagelige pengemaskine-foretagender som Transcendental Meditation, og jeg har også tidligere tænkt på meditation som en form for selvtilstrækkelighed. Men i virkeligheden (!) skal det ikke være sådan. Her kan den rolige stund, hvor man “samler tankerne” (det er vel egentlig den hjemlige betegnelse for meditation?) netop forhindre at man bliver selvtilstrækkelig i stedet for at engagere sig i omverdenen.

Europa geht durch mich

Manics_Futurology_Art_600

For tiden er et af de albums, jeg lytter meget til, Futurology, det nye album med Manic Street Preachers. Den walisiske trio har været fremme siden britpoppens dage, eller rettere: ligesom Blur og Pulp var de aktive i nogle år før, men blev midt i 1990’erne udnævnt af musikpressen til en del af en “bølge” af britisk rock. Manic Street Preachers var vel det mest pompøse og stadionrockende band i bølgen, tydeligt inspireret af Queen (og til dels af The Clash), og havde dengang også ry for at være de vrede unge mænd fra Wales.

Selv om rock ikke er så hip en musikgenre mere, har rockbands stadig en slags ry for være bedst som unge. Derfor er det ofte som om det bedste et meget rutineret rocknavn kan gøre, er at prøve at lyde som man lød i storhedstiden. Nogle af de albums, der er kommet siden gennembruddet med Everything Must Go tilbage i 1996, har da også enten forsøgt at tage tråden op fra dengang eller (for Journal for Plague Lovers’ vedkommende) at trække en tråd helt tilbage til de første to albums med den forsvundne tekstforfatter og pseudo-guitarist Richey Edwards.

Men på dette nye album prøver de tre walisere ligesom på sidste års album Rewind The Film ingen af delene, og resultatet er igen rigtig vellykket. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, er de to albums  indspillet i forlængelse, og de afsøger hver sin del af Manic Street Preachers’ udtryk samtidig med at de begge lyder umiskendeligt som – Manic Street Preachers. Rewind The Film, der også er et rigtig vellykket album, havde ikke ret meget elektrisk guitar, men til gengæld fik en del af numrene en lille blæser på.  Og sangene bar på en tydelig tvivl – første sang starter med linjen “I don’t want my children to grow up like me”, og sidste sang slutter med spørgsmålet “I ask you now: what is to be done?”.

Futurology er trods navnet også tilbageskuende, men her er blikket rettet mod den new wave-lyd, der omkring 1980 var fremtidens rocklyd, og den tyske krautrock, der inspirerede den. Det var dengang, Simple Minds var hippe – inden stadionrocken tog over. Forsiden af Futurology er da også en meget tydelig hilsen til Simple Minds’ tredje album, Empires and Dance. Hvis Rewind The Film var en  hyldest til Wales, er Futurology en hyldest til Europa – og er indspillet i de ikke helt ukendte Hansa-studier i Berlin.

Tonen er tydeligt mindre resigneret på Futurology.  Første sang er titelnummeret og starter med at proklamere at “We’ll come back someday, we never really went away”. Så er linjen ligesom lagt. Sangen “Europa geht durch mich” med gæstevokal af tyske Nina Hoss bliver en åbenlys hyldest til Europa netop via en hyldest til Empires and Dance, både på tekstsiden og musikalsk.  I vore dages Storbritannien, hvor det reaktionære nationalistparti UKip går sin sejrsgang og ser “Europa” som noget fremmed, er i det i sig selv en provokation at lave en sang om at være en del af Europas mangfoldighed og så endda lade den være delvis på tysk. Et andet nummer, der bruger samme march-agtige struktur, er den sørgeligt aktuelle “Let’s Go To War”, der på én og samme tid handler om magthavernes undskyldninger for at gå i krig og om behovet for at gå i en anden slags krig, nemlig en kamp for social retfærdighed.

Der er ganske meget elektrisk guitar og også en del synth på Futurology. I lydbilledet er bassen dog også kommet meget tydeligere frem, og også på dén måde er Futurology inspireret af de tidlige Simple Minds, hvor det som regel var Derek Forbes’ enkle men velgennemtænkte riffs, der drev numrene frem. Ofte har Nicky Wire mest indtaget rollen som det stortalende medlem af bandet i interviews, men han er jo faktisk også en dygtig bassist, kan man høre.

Førstesinglen “Walk Me To The Bridge” har et hook, der allerede ved første gennemlytning bliver en earworm af de bedre. På den anden side er de musikalske eksperimenter faktisk helt i tråd med hvad vi hørte på Rewind The Film. Dels er der igen instrumentalnumre (faktisk hele to denne gang), dels er der numre hvor James Dean Bradfield træder i baggrunden som sanger og gæstevokalister dukker op. Denne gang er det ud over Nina Hoss de walisiske sangere Georgia Ruth og Green Gartside (ja, det er ham fra Scritti Politti). Georgia Ruth er også harpenist, og her går det op for mig at der faktisk rundt omkring i Manic Street Preachers’ diskografi dukker indtil flere numre op med harpe – altid som en markør for længsel og vemod.

Futurology er strengt taget ikke nyskabende, og det vil formodentlig mest appellere til folk der voksede op med 90’er-rock og britpop, men det er vellykket på disse præmisser og er et godt eksempel på at også et meget rutineret band kan udvikle sig og have noget interessant på hjerte.

Fra gymnasiet til universitetet

For to år siden begyndte dumpeprocenterne at vokse alarmerende i nogle af fagene på vores bacheloruddannelser i datalogi og software. Gad vide om der er tale om en sammenhæng mellem hvordan de studerende klarer sig i disse fag? Gad vide om der er tale om studerende, der har klaret sig dårligt i gymnasiet?

På institutmødet i dag præsenterede jeg de resultater, vi har fundet. Undersøgelsen har jeg foretaget sammen med Mikkel Meyer Andersen fra Institut for matematiske fag. Mikkel stod for det store arbejde med at lave selve dataanalyserne, og han har også datalogi som sit andet fag og kender derfor også noget til den uddannelse, undersøgelsen omhandler.

Karaktergennemsnittet er signifikant lavere hvis man har et matematikgennemsnit fra gymnasiet under 4. Karaktergennemsnittet hos dem, der udebliver fra en eller flere eksaminer i disse fag er signifikant lavere og risikoen for at dumpe i et eller flere af de fire fag er signifikant højere.

Resultaterne affødte en del kommentarer fra mine kolleger. Det skortede især ikke på hurtige løsningsforslag. Nogle foreslog at matematikkurserne på første studieår skulle laves om. Nogle foreslog at der skulle være særlige sommerkurser. Andre spekulerede på om sammenhængen mon var af generel natur eller kun gjaldt for de fire kurser, vi her havde fat i.

Diskussionen afslørede dog også noget andet: Vi, der underviser på universitet, ved simpelthen alt for lidt om matematikpensum på ungdomsuddannelserne.

Det eneste, vi kan se, er at der er en korrelation mellem matematikkaraktererne fra  ungdomsuddannelserne og nogle bestemte fag på universitetet. Men det er også vigtigt i sig selv.

Jeg tør ikke pege på nogen enkel løsning, for først skal vi forstå årsagerne meget bedre. Selv vil jeg foreslå to tiltag.

  • For det første at vi laver yderligere undersøgelser for at se om problemet også forekommer for andre fag end de fire fag, vi har undersøgt.
  • For det andet at vi laver nogle kvalitative interviews, der kan afdække de studerendes motivation for at studere på de datalogiske uddannelser.

 

Store lommepenge

lommepenge

Dagen i dag er gået med et heldagsmøde for alle ansatte på Institut for datalogi. Inden for det seneste år har der været et konstant og voldsomt fokus på universitetets problemfyldte økonomi og hvilke konsekvenser det vil have for os.

Det er lige lovlig interessant at vænne sig til den universitetsøkonomi, der er opstået inden for det seneste årti. En af kongstankerne er huslejeideen: Det enkelte institut lejer lokalerne af universitetet og betaler husleje. Huslejen finansieres af instituttets økonomi, og den kommer fra basismidler og eksterne bevillinger, som enkelte medarbejdere søger. Basismidlerne tildeles via finansloven, men udgør efterhånden kun omtrent halvdelen, og 5% af disse basismidler skal fordeles mellem de danske universiteter efter et konkurrenceprincip. De eksterne forskningsmidler skal man søge fra statslige forskningsråd, EU-bevillinger og private fonde.

Hvad så hvis vi ikke har råd til at have de lokaler, vi har brug for? Svaret er enkelt: Så får vi simpelthen færre kontorer, grupperum og mødelokaler. Dette princip om økonomisk selvstændighed er selvfølgelig kun tilsyneladende.  Universitetets underskud har nemlig ført til at alle universiteter har skullet spare. På nogle institutter er der sket afskedigelser; heldigvis er det ikke sket på Institut for datalogi, men til gengæld har vi stort set ikke kunnet ansætte nye medarbejdere, og med en stærkt stigende studentermasse betyder det at vi får mere at se til hver især.

På dagens møde skulle vi diskutere hvordan vi kunne håndtere en kommende situation med færre (eller måske bare ikke flere) lokaler end nu. Uanset hvad vil det gå ud over både undervisningens kvalitet og vores arbejdsforhold.

Man skal passe på med at drage populistiske analogier,men det økonomiske princip, der ligger bag fordelingen af resurser i den danske universitetsverden, minder i helt forbløffende grad om nogle forældres håndtering af lommepenge til større børn. Børnene får lommepenge, som de delvist skal bruge til at spare op til f.eks. en ny cykel, og derudover skal børnene have et fritidsjob. De børn i familien, der laver mest eller på anden måde gør sig særligt heldigt bemærket, får måske lidt flere lommepenge. Men hvis der omvendt er børn, der bruger for mange lommepenge på f.eks. slik eller biografture, får de aldrig en ny cykel.

I nogle familier giver den slags måske god mening, især hvis familiens midler er små. Basismidlerne svarer til lommepenge og de eksterne bevillinger svarer til fritidsjobbet. Men de danske universiteter er ikke en fattig familie; de eksterne midler er i stort omfang offentlige midler, der udbydes i konkurrence. Dette ville svare til at forældrene i familien også udbød fritidsjob, som familiens egne børn skulle konkurrere med deres klassekammerater om at få. Min begejstring for denne lommepenge-tilgang i den danske universitetsverden er lille; den baserer sig i høj grad på en tese om at tillid er godt, men konkurrence er meget bedre.

(På dagens møde var der også en helt urelateret diskussion af uddannelserne. Her holdt jeg et oplæg om sammenhængen mellem gymnasie- og universitetskarakterer, men det vil jeg skrive om her en anden gang.)

Forvirring på tærsklen

confused

En af de mest frustrerende bemærkninger man kan høre som underviser er nok at  “Ja, det lyder jo meget ligetil når du forklarer det, men når jeg så skal prøve selv, så kan jeg ikke finde ud af det.”

På det tidspunkt har det det af og til virket på mig, som om alle anstrengelserne var forgæves. Jeg havde jo prøvet at få stoffet til at virke så klart og så lidt gådefuldt som muligt! Mange af os, der underviser, bruger en hel masse tid og kræfter på at forberede os på den undervisning, vi skal levere. Det skal bare være så perfekt som muligt. Men måske var det netop ikke det, jeg skulle have stræbt mod.

I Chronicle of Higher Education er der en spændende artikel der beskriver hvordan en australsk/canadisk fysiker, Derek Muller, har lavet undervisningsvideoer, der bevidst går efter at få tilhørerne til at tænke selv ved at forvirre dem. I videoerne prøver han gennem en iscenesat dialog at få tvivlen frem. Herunder prøver han selv i en sådan dialog med sig selv at forklare, hvorfor dette er en god idé.

Men hvorfor er den fejlfrie præsentation et problem? Derek Muller nævner selv fem problemer ved at levere en fejlfri præsentation:

  1. De  studerende opfatter det som om de faktisk allerede ved det, der bliver formidlet.
  2. De bliver derfor ikke helt så opmærksomme.
  3. De indser ikke at det, de bliver præsenteret for, faktisk er noget nyt og måske i modstrid med det, de allerede tænker.
  4. Derfor lærer de ikke noget.
  5. Og værst af alt: Fordi de ikke opfatter, de egentlig har lært noget overraskende nyt, bliver de hængende i deres hidtidige ufuldstændige eller forkerte opfattelse af emnet.

Selvfølgelig er Mullers hensigt ikke at man skal fejlinformere de studerende. Jeg kan sagtens komme i tanke om forvirrende forelæsninger, jeg ingen glæde havde af. Men hvis formålet er at få den lærende til at bringes til at reflektere over emnet og til at forstå sine egne misforståelser, skal der noget andet til end en flot og fejlfri præsentation. Misforståelserne skal frem i lyset. Ellers kan de ikke blive erstattet af forståelse. Vi lærer kun noget nyt, når vi kommer i tvivl.

Det rigtig interessante er at mange af de begreber, som er helt centrale i et fag, slet ikke er indlysende. De begreber kalder man ofte for tærskelbegreber – det er de begreber som er nødvendige for at kunne få en egentlig indsigt i faget. Mange gange er den centrale indsigt at tingene forholder sig helt anderledes end lægfolk tror.

Et velkendt eksempel fra teorien for beregnelighed (der er central i teoretisk datalogi og matematisk logik) er det begreb, der hedder reduktion. Det bruger vi til at sammenligne sværhedsgraden af beregningsproblemer. Hvis man ikke har forstået dette tærskelbegreb, tror man typisk at hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er lettere at løse end A, for i hverdagssproget betyder “reducere” jo at “gøre mindre”. Men faktisk er det lige omvendt – begrebet betyder noget helt andet og medfører det stik modsatte i matematisk sammenhæng: Hvis problem A reducerer til problem B, betyder det at B er sværere at løse end A. Nogle studerende har ikke forstået dette begreb.

“It seems that, if you just present the correct information, five things happen,” he said. “One, students think they know it. Two, they don’t pay their utmost attention. Three, they don’t recognize that what was presented differs from what they were already thinking. Four, they don’t learn a thing. And five, perhaps most troublingly, they get more confident in the ideas they were thinking before.” – See more at: http://m.chronicle.com/article/Confuse-Students-to-Help-Them/148385/?cid=at&utm_source=at&utm_medium=en#sthash.Bhq0AaiI.dpuf

Hvis man har læst Platons dialoger om og med Sokrates, opdager man lynhurtigt at Sokrates har som metode at få sin samtalepartner til at tvivle på det, han/hun selv lige har oplevet som indlysende. I virkeligheden er det, vi her ser, en moderne genopdagelse af denne sokratiske metode, og en genopdagelse der skal få os til lære tærskelbegreberne.

En konflikt på PTSD

gaza_children_070914

Nu er der fred i Gaza-striben. Eller rettere: den væbnede konflikt i Gaza-striben er glemt,  nu hvor de vestlige mediers øjne er rettet mod den bekymrende situation i Irak.

Vi har en tendens til at tænke på krig som en konflikt mellem voksne mennesker – og måske endda specielt en konflikt mellem voksne mænd. Men i vore dages krige bliver alle ramt, også børn. En af konsekvenserne er posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

En webside fra UNRWA, der er FNs agentur for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, giver en skræmmende statistik. Tilbage i 2013 (dvs. inden den nuværende konflikt) steg indberetningerne af PTSD med mere end 100 procent, og 42 procent af dem, der blev behandlet, var børn under 9. Akihiro Seita, der er leder af UNRWAs sundhedsprogram, er citeret for dette:

On my first visit to Gaza after the war, I was overwhelmed by how much mothers and children suffered from the sheer scale and magnitude of the bombardments. All the mothers I met in UNRWA’s health centres said their children behaved differently during and after the war. Some don’t sleep well, some don’t eat well, and some don’t speak well.

En artikel fra al-Jazeera viser at det bestemt ikke er blevet bedre i forbindelse med den nuværende krig (det kan næppe komme som nogen overraskelse).

Ifølge israelske kilder er det “kun” 10 procent af den israelske befolkning, der har PTSD.  Hvor mange af dem, der er børn, har jeg ikke kunne finde ud af. Men i Gaza-striben er mere end 40 procent af den palæstinensiske befolkning børn under 15.

Hvem sørger for at alle disse mennesker med PTSD bliver behandlet? Der findes israelske traumecentre; hvor godt de dækker, ved jeg ikke, men deres kapacitet er i sagens natur begrænset. UNRWA gør tilsvarende noget for palæstinenserne, men også UNRWA har kun en begrænset kapacitet, og organisationen formoder at der er mange tilfælde, som ikke bliver opdaget.

Den ubehandlede PTSD giver i al fald næring til fortsættelsen af voldsspiralen, for mennesker med PTSD vil ikke kunne tænke klart. Vi ved fra andre sammenhænge (ironisk nok fra amerikanske soldater), at ubehandlet PTSD gør mennesker mere voldeligt anlagte.   Alle må bringes til at forstå, at denne krig smadrer tusinder af børns fremtid og ikke bringer nogen løsninger.

 

Åbne badges – og så hjem

mozilla-badges

I dag overværede jeg første del en lidt indforstået workshop om de såkaldte open badges, der er en idé fostret af Mozilla. Ideen er at man i et læringsforløb kan få ret til på nettet at bære et bestemt “badge”, hvis man har gennemført en bestemt aktivitet i forløbet. På denne måde er open badges inspireret af de mærker, som spejdere bærer på deres uniformer, og ligesom spejderne samler mærker og i nogle sammenhænge konkurrerer om at få flest, kan man samle på open badges. Enhver organisation kan oprette sine egne badges. Om ideen vil appellere til alle typer af lærende, ved jeg ikke.

På denne dag er stemningen den, der kendetegner afslutningen af en konference; der er stadig workshops i gang, men opbrudsstemningen er ved at være fremherskende. Mange er allerede på vej af sted. Min medforfatter tog hjem i går, og tidligt i aften er det min tur.

Jeg har som alle andre, der havde en præsentation med, fået en gave i form af en lille flaske likør, som skal lægges i plasticposerne i håndbagagen sammen med tandpasta mv., når jeg skal igennem sikkerhedskontrollen, og en lille hvid tingest, som jeg troede var parfumeret håndsæbe. Men faktisk tror jeg nu (mit estisk er stadig ikke så godt) at det må være et stykke marcipan. Måske havde det været bedre med et open badge?

Og så var det vores tur

I dag var det omsider tid til at holde foredraget baseret på den artikel, vi havde fået optaget til ICWL 2014. Som regel er det ofte sådan, at konferencen først føles “rigtig”, når man selv har været på. Sådan var det også i dag.

Hvis nogen derude har lyst, kan I se vores slides ovenfor.

Artiklen (og dermed også foredraget) handler om hvordan jeg har arbejdet med at udvikle min kursusundervisning væk fra traditionelle forelæsninger og over til brug af podcasts – det, man kalder flipped classroom (og som jeg tidligere har skrevet lidt om her) – og om hvordan vi har undersøgt om denne nye undervisningsform faktisk gav bedre læring. Vores konklusion er at ja, det var faktisk tilfældet. Flipped classroom er ikke løsningen på alle problemer, men denne metode er et nyt og væsentligt bidrag til hvordan man kan tænke om universitetsundervisning.

Der er tale om en noget anden slags forskning end den, jeg ellers taler om, og jeg spekulerede på om jeg ville få sagt det væsentlige og få det sagt på en nogenlunde klar facon. Det synes jeg, jeg gjorde. Jeg var også temmelig spændt på om vi ville få nogen respons på vores arbejde; det var heldigvis tilfældet. Diskussionslysten var god, og spørgsmålene fra salen var interessante. En kollega fra Slovakiet roste endda mit foredrag bagefter og fortalte, at han havde sendt Dorinas og min artikel videre til sine kolleger; på hans universitet har de haft nogle problemer lignende dem, som vi har prøvet at tage fat i. Dét var en fjer i hatten for os.

I aften er der festmiddag inde i den gamle by i Tallinn på en restaurant, der hedder Olde Hansa. Jeg håber ikke at dette er en slags hentydning til min alder.

En fredag i Tallinn

2014-08-15 11.14.38 2014-08-15 17.38.37 2014-08-15 17.41.34 2014-08-15 17.48.16 2014-08-15 17.53.15 2014-08-15 18.07.35 2014-08-15 18.27.36 2014-08-15 18.37.03 2014-08-15 20.00.05 2014-08-15 20.13.07

Og så åbnede selve konference ICWL 2014 med en måske lidt vel lang velkomsttale fra universitetets vicerektor.

Det første foredrag var et indbudt foredrag af en kinesisk forsker, der fortalte endnu en udgave af den historie om big data, der nu er blevet så trendy. Denne gang handlede den om hvordan dataanalyse kan bruges i forbindelse med webbaseret læring. Foredragene der kom efter var af lidt blandet kvalitet; ICWL-konferencerne tiltrækker en del mennesker fra Østasien, især Kina, Japan og Taiwan, og en af de asiatiske deltagere holdt et foredrag med nogle ikke særlig vellykkede slides. Faktisk var de helt ulæselige.

Til frokosten talte jeg med de to deltagere fra Aalborg Universitet i København, som er her; det er lidt svært at forklare omverdenen hvorfor Aalborg Universitet også findes i København, og det var det også for de to AAU-københavnere, der oprindelig kommer fra henholdsvis Serbien og Grækenland. De underviser på medialogi, og vi endte med at tale om den undersøgelse af sammenhængen mellem gymnasiekarakterer og universitetskarakterer, jeg laver sammen med Mikkel Meyer Andersen (Mikkel underviser i parentes bemærket Aalborgs medialogistuderende i matematik). Alle var enige om at det kunne være godt at lave en sådan undersøgelse også for medialogi.

Eftermiddagens foredrag så efter programmet at dømme ikke så interessante ud, og jeg havde sovet lidt uregelmæssigt. Så hvorfor tage en lur i auditoriet, hvis man kan gøre det samme på sit hotelværelse?

Eftermiddagen sluttede med en lang vandring gennem Tallinns gamle bykerne fra middelalderen. Tallinns gamle by er en af byens største attraktioner, ja måske den største. Bydelen fremtræder et sted mellem det autentiske og det lidt kitschede. Udsigten ud over byen er fascinerende.

Vores guider var lokale ansatte fra universitetet, og det var ikke så lidt de kunne fortælle om byens og landets historie. Forholdet til russerne, der i flere omgang har været besættelsesmagt, mildt sagt sad solidt på magten i lidt over 50 år og prøvede at russificere landet i årene inden Gorbatjov blev præsident, blev også berørt. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at der lige over for parlamentet ligger en stor russisk-ortodoks kirke. Ude i det sociale boligbyggeri i forstæderne er det knap 75 procent af befolkningen, der er russere. Vores estiske guide kunne fortælle at der stadig var omkring 12 procent af russerne i Estland, der var statsløse, dvs. hverken russiske eller estiske statsborgere. Jeg fik på fornemmelsen, at hun ikke rigtig syntes at det var noget større problem.

Der var reception på rådhuset, og igen dukkede den velklædte vicerektor op for at holde en lidt for lang tale. Bagefter var der en lille buffet i et rum med nogle temmelig bloddryppende malerier.

Dagen sluttede med et besøg på en overraskende god og lige så overraskende billig vegansk restaurant sammen med min medforfatter. I morgen er det vores tur til at præsentere vores arbejde.

En eftermiddag hos Skype

2014-08-14 14.03.362014-08-14 14.03.31 2014-08-14 14.09.15 2014-08-14 14.25.15 2014-08-14 15.15.38

I forbindelse med ICWL-konferencen kunne nogle af os komme på besøg hos Skype, der har hovedkvarter i Tallinn. I Danmark tænker mange af os på Skype som noget, Janus Friis stod bag. Men Janus Friis udviklede Skype på omtrent samme måde som Christian d. 4 byggede Rundetårn i København. Reelt var det fire estiske softwareudviklere, der først udviklede KaZaA, som de solgte til Friis og hans partner Niklas Zennström, og siden for Friis og Zeenström udviklede Skype.

Filip, den medarbejder, der skulle modtage os, var blevet forsinket, så den første vi mødte var en kvinde med en baby. Hun var egentlig på barsel, men hun var dukket op, fordi der var et vigtigt møde som involverede hende. Ved at stå og sludre med hende fik vi faktisk ganske meget af det at vide, som vi bagefter fik fortalt i den rigtige rundvisning.

På ganske mange måder mindede Skype mig om Microsoft, som jeg for år tilbage besøgte – og noget tilfælde er det ikke, for det er Microsoft, der nu ejer Skype.  Jeg kunne ikke lade være med at bemærke at der var flere opholdsstuer med bøger, computerspil og lignende og betalt frokost og drikkevarer – ligesom hos Microsoft.  Filip var ikke sen til at gøre os opmærksomme på at man ikke bare måtte tage sine børn med, hvis det var nødvendigt, man måtte også gerne have sit kæledyr med.

Alt dette forekom rigtig positivt, men jeg kunne ikke lade være med også at bemærke at Skype samtidig er eksponent for den idé om det grænseløse arbejde, som er så hyppig nu om dage blandt vidensarbejdere både i private og offentlige virksomheder. Der var gode muligheder for også at være der om aftenen, hvis det var det man havde brug for, sagde Fillip. Og man kunne arbejde hjemme, hvis man nu havde fået influenza. Jeg bemærkede også at Skype som mange andre virksomheder bruger storrumskontorer.

Besøget sluttede med at Filip gav en præsentation, der beskrev historien bag firmaet og de nuværende aktiviteter, herunder hvordan man udvikler software. Her fik man billedet af et firma, der bruger agile udviklingsmetoder (specielt det allestedsnærværende scrum) og mange forskellige programmeringssprog, omend Microsofts ejerskab nu fører til at Skype vil koncentrere sig om at bruge Microsofts egne sprog, især C# og F#.