Fanget i hadet

Her er en kort dokumentar om det had, der næres mod afrikanske migranter på den israelske højrefløj og langt ind i den siddende regering. Videoen er produceret af David Sheen, der er en canadisk journalist bosat i Israel siden 1999, og Mark Blumenthal, en amerikansk journalist, hvis far var rådgiver for Bill Clinton. Som man kan se til sidst, har Blumenthal skrevet en bog om dette emne.

Det bliver tydeligt at der er et klima af had, som er det samme nationalistiske had som nærer konflikten med palæstinenserne, og at der er tale om en omfattende reaktionær nationalisme som er beslægtet med den, vi finder i Europa hos partier som Front National i Frankrig og Jobbik i Ungarn. Og nej, jeg tror bestemt ikke at tonen er mindre uforsonlig hos Hamas; de er også reaktionære nationalister, der hævder at have Gud på deres side.

Det tragiske er at midt i det hele, fanget i alt dette had, sidder alle de andre israelere og palæstinensere – og en undrende og bange tredjepart af afrikanere.

Maskinen, der ikke er en brødrister

computer-toaster

Hvad er forskellen på en computer og en brødrister? Brødristeren kan riste brød. Måske kan brødristeren indstilles til hvor længe den skal varme, men det er så også dét. En computer er ikke god til at tilberede ristet brød, men den er til gengæld universelt programmerbar.

Jeg er vokset op med at computeren først og fremmest var et instrument, jeg kunne programmere selv. Derfor er det underligt for mig at opleve at de fleste almindelige computerbrugere slet ikke er klar over at deres computere kan programmeres. Mange almindelige brugere tænker stadig på deres computer som en slags “fjernsyn med skrivemaskine” (selv om fjernsynet er på vej i baggrunden, og skrivemaskiner for længst er en saga blott). Der er alt for mange beretninger om alle de kvaler, brugere har med at få deres computere til at gøre det, de gerne vil have dem til. Og programmering er jo netop dét: At instruere computeren i at gøre det, vi gerne vil have den til at gøre.

Jeg programmerer stort set ikke mere – og jeg er derfor nok lidt rusten i mælet efterhånden. Men alligevel. Hvorfor skal alle mennesker ikke lære at computere er programmerbare, når nu det er netop dét, der er denne meget udbredte maskines særkende? For knap to år siden skrev jeg om hvordan man i Estland ville lære alle skolebørn at programmere. Dengang skrev jeg også om hvordan man i Storbritannien besluttede at revidere skolernes pensum, så man i stedet for at undervise i “informationsteknologi” begyndte at undervise i datalogi.  Seneste nyt er fra Hong Kong:  Også her er der et initiativ i gang, der skal lære skolebørn at programmere.

I Danmark er der stadig ikke lignende initiativer. Her skal skoleelever fortsat gøres til brugere af eksisterende software. Det må være på tide at erstatte “IT” med datalogi.

Det er bestemt ikke meningen, at alle skal blive softwareudviklere eller programmører, men noget tilsvarende er vel heller ikke formålet med noget skolefag. Det er ikke meningen at faget dansk skal gøre alle skoleelever til forfattere eller journalister. Jeg vil derimod (som jeg skrev for to år siden) tænke på dette som en ny form for hjemkundskab.

Nu må det snart være på tide, at de af os, der interesserer os for undervisning og for videnskaben datalogi, tager dette emne alvorligt, når nu politikerne ikke gør det. Det er interessant at der her er tale om de selvsamme politikere, der ellers ynder at postulere stor handlekraft og indsigt mht. folkeskolens indhold.

Der er i den forbindelse et andet, relateret spørgsmål, der efterhånden undrer mig en del: Hvorfor er vore computere ikke åbenlyst programmerbare? Det er besværligt for brugere at skabe deres egne applikationer. Dette kunne være en lejlighed til at tænke over hvad et godt programmeringssprog til skoleelever mon kunne være. Der er allerede bud – nogle af dem er veligennemtænkte, f.eks. MITs Scratch-sprog og tilhørende programmeringsomgivelse. Men hvad er mon det rette i danske skoler? Jeg ved det ikke, men nogen burde finde ud af det. (Og nej, svaret er ikke C++.)

Er krig en ansvarlig økonomisk politik?

Grafik: Dagbladet Politiken
Grafik: Dagbladet Politiken

Når talen falder på krigshandlingerne i Gaza, hører vi igen og igen for tiden kyniske argumenter på formen “Den anden part begår grusomheder, og derfor er vi nødt til at svare igen”. Men her er et kedeligt argument for at krigen skal stoppe: Det er ikke en ansvarlig økonomisk politik at føre krig.

Det vigtigste formål med en krig er at ødelægge fjendens muligheder for at føre krig, og det betyder at man må ødelægge alt, hvad fjenden kan bruge: Infrastruktur (derfor bomber man veje og broer), resursetilgang (derfor bomber man vandværker og elmaster), arbejdskraft (derfor slår man mennesker ihjel – det er en hyppig sidegevinst ved de andre krigshandlinger) osv. osv.

Men som tallene ovenfor viser, er de økonomiske omkostninger enorme for begge parter ved at føre krig. Figuren ovenfor er hentet fra Politiken og er baseret på tal fra den israelske avis Haaretz.

Man taler kun sjældent om krig i et økonomisk perspektiv. Hvis en krig slutter endegyldigt, kan parterne begynde forfra og måske opbygge en ny samfundsøkonomi – det så vi med 2. verdenskrig og med Vietnamkrigen. Hvis det skal lade sig gøre, kræver det at den sejrende part deltager i at genopbygge den tabende parts samfundsøkonomi. Men mange af de væbnede konflikter, vi ser netop nu, synes at være kroniske – hvordan kan vi få en endegyldig afslutning på f.eks. krigen i Centralafrika,  krigen i Irak eller de uerklærede væbnede konflikter i Colombia og Honduras?

Der er nogle, der tjener på at holde væbnede konflikter i gang, nemlig de våbeneksporterende lande. De er samtidig selv lande, der ikke selv er berørt af krigenes ødelæggelser af infrastruktur, resurser og arbejdskraft. Så for dem kan krig tilsyneladende betale sig. Herunder er en oversigt, der viser hvor meget USA tjener på våbeneksport til Israel.

penge

Jeg indrømmer det: Jeg har det underligt med at føre dette argument i marken. Det er jo ikke af økonomiske årsager, der er så mange, der er bekymrede og vrede over det, der lige nu sker i Gaza. Alene de seneste bombeangreb mod FN-skoler burde være rigeligt. Mange af vore reaktioner handler om følelser og er måske endda baseret i en etisk stillingtagen om at man ikke må tage et andet menneskes liv.

Men måske er det de økonomiske argumenter, der skal til for at få krige bragt til ophørt, snarere end de etiske. Våbeneksportørerne handler nemlig ud fra et rent økonomisk argument – de gør det, de gør, først og fremmest fordi det kan betale sig. Derfor er det måske netop kun økonomiske argumenter, de kan forstå.

Vi kender dette fra andre sammenhænge. Det var ikke kun en erkendelse af at dødsstraf er grusom og fornedrende, der fik nogle delstater i USA til at afskaffe den – det var i høj grad også fordi man i USA begyndte at indse dødsstraf er en økonomisk belastning for retssystemet.

 

Egholm-festivalen 2014

2014-08-02 16.37.59 2014-08-02 20.21.03

2014-08-02 17.36.38
Henrik Mørch (Egholms Venner)
2014-08-02 17.32.01
Per Clausen (MF og byrådsmedlem)
2014-08-02 16.39.34
Anders Wested (http://www.denbedstevej.dk og Trafikalt Folkeparti)

2014-08-02 17.36.27 2014-08-02 17.05.05 2014-08-02 16.39.23

2014-08-02 20.22.52
Extra Store Grønlandske Rejer

En samling indtryk fra Egholm-festivalen 2014, der sluttede i går.

Skal humanister lære kvantitative metoder?

gottschall

Jeg har stor respekt for mine humanistiske kolleger og synes at humanistisk forskning slet ikke får den respekt, den fortjener. Samtidig kan jeg ikke lade være med at gruble over indholdet af et interview med den amerikanske litteraturforsker Jonathan Gottschall.

Gottschall beskriver hvordan han sammen med bl.a. psykologer prøver at undersøge på et empirisk grundlag hvorfor fortællinger er så vigtige for os mennesker. Vi elsker at følge med i film og tv og at læse bøger. Vore drømme er fortællinger. Vi tænker tit på vore liv som fortællinger.

I sit arbejde bruger Gottschall statistiske metoder til at undersøge spørgsmål om fortællingers art og rolle. Lad os tage et eksempel fra Gottschalls arbejde: Nogle litteraturhistorikere har hævdet at der i “vestlige” folkeeventyr er tale om at kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd på grund af en særlig  patriarkalsk tradition i denne del af verden.

Hvis man vil undersøge om kvinder er underrepræsenteret i forhold til mænd i folkeeventyr fra forskellige dele af verden, skal man tage et stort tekstkorpus af folkeeventyr og lave en analyse af det. Hvor mange kvinder optræder der? Hvor mange gange optræder stedordene “han” og “hun”? Osv. På denne måde fandt Gottschall ud af at kvinder er underrepræsenteret i folkeeventyr, men at det er tilfældet overalt i verden. (Hvorfor det er sådan og om det er ønskværdigt, er andre spørgsmål, der så bør stilles.)

Gottschall siger:

If I were to build my own English department from scratch, what would that department be like?

A lot of it would be very similar to how it is now. You would still read the great authors, and the new authors, and you would still have literary criticism, literary theory. But you would also have courses in human psychology. You would have courses that would address this big question: Why do we even have literature at all? Why do we have stories at all? Why do we care so much about fiction? These are the kind of things that are so big and basic, and so obvious that most people in literary studies don’t even think about them. Or if they do think about them, it’s in a vague sort of way.

I would have courses that were cross-listed with the math department: basic classes on statistics, basic classes on research methods for the social sciences. A lot of the questions that literary scholars are addressing are very basic psychology questions that can be addressed in a lab.

Hvorfor ikke? Uddannelserne inden for naturvidenskab (herunder datalogi og matematik) og ingeniørfagene bør have en tværfaglig dimension, hvor man stifter bekendtskab med fagets videnskabsteori og videnskabshistorie og reflekterer over fagets rolle i en større kontekst.  Men på samme måde kunne de humanistiske uddannelser også have en kvantitativ dimension. Det har de samfundsvidenskabelige uddannelser allerede. Måske ville en sådan dimension også kunne gøre noget ved den forståelseskløft, der ofte tales om mellem forskellige fagområder.

Nogle gange hører jeg velmenende humanister forsvare humaniora med at der er en særlig humanistisk tradition, som ikke må mistes. Jeg kan også godt forstå angsten hos nogle humanister for at al den store litteratur og åndslivets frembringelser bliver “forklaret ihjel af tal”. Men som Gottschall beskriver, er der ikke en modsætning mellem at fortsætte med at anvende de sædvanlige humanistiske metoder og også at anvende kvantitative metoder til at undersøge humanistiske teorier, hvor det er muligt og at lade metoderne supplere hinanden.

For det første: En sædvanlig tekstanalyse har også til formål at forstå komponenterne i et værk. Det har ikke “forklaret litteraturen ihjel”.

For det andet: I naturvidenskab og ingeniørfagene er tværfagligheden med til at give et mere fuldstændigt billede af den sammenhæng, fagene opstår og anvendes i. Og selv om vi bruger kvantitative metoder til at forstå naturens verden, er det stadig en berigende oplevelse at gå en tur i skoven, at kigge op på stjernehimlen og at læse digte om naturen.

Kommentarer via Facebook

facebook_wordpress

I dag skete det – jeg besluttede mig til at anvende muligheden for at skrive kommentarer til mine blogindlæg via Facebook. Igennem længere tid har jeg ærgret mig over at der næsten aldrig kommer kommentarer her på bloggen, selv om der er en del registrerede brugere. Af og til kommer der kommentarer, når jeg annoncerer indlæg på Facebook, men helst ville jeg have kommentarerne til at ligge sammen med indlæggene. Bloggens eget kommentarsystem er tilsyneladende ikke tiltrækkende nok.

Der er derfor nu en kommentarboks under hvert indlæg, som linker direkte til Facebook. Boksen er p.t. kun synlig, hvis man betragter det enkelte indlæg isoleret. For at gøre det, skal man simpelthen vælge indlægget ved at klikke på dets titel.

Klar til optagelse?

kot
Medarbejdere fra Københavns Universitet ved at sende breve ud til kommende studerende. Foto: Mie Brinkmann.

I disse dage får mange at vide om de er optaget på en videregående uddannelse. Jeg mindes endnu den studerende, der for nogle år siden søgte om 4. gangs-dispensation ved Studienævn for datalogi og i sin ansøgning skrev,  at han var en meget seriøs studerende (det skriver studerende, der søger om et yderligere eksamensforsøg, typisk!) men at der desværre var nogle ting, han altid havde haft svært ved, nemlig det der med matematik og programmering og algoritmer. Det var bestemt ikke kun mig, der undrede mig over at han så havde valgt en datalogisk uddannelse! Det var ærgerligt for den studerende, men også for universitetet, at han var endt i den situation, han var i. Om han nogen sinde ville blive glad for uddannelsen, hvis han blev færdig med den, og om han nogen sinde ville kunne finde et arbejde inden for det fag, han uddannede sig til, ved jeg ikke. Desperat var han i al fald – han havde studeret så længe, at han ikke ville kunne holde til at give op.

I denne uge har jeg haft besøg af tre kolleger fra andre europæiske lande. Og her opdager jeg det igen: vi, der er universitetslærere, ender meget ofte ender med at tale om kløften mellem hvad vi gerne ville have af kvaliteter hos de studerende og hvilke kvaliteter de nye studerende rent faktisk har. Vi ville alle gerne mindste denne kløft og dermed mindske frafaldet og de dårlige oplevelser hos studerende og hos undervisere og administration.

Én nødvendig strategi er at vi ved, hvad det er de studerende har med i bagagen. En anden lige så nødvendig strategi er at vi sikrer at de studerende rent faktisk har forudsætningerne for at kunne gennemføre deres studium. (Det hele bliver ikke lettere af de restriktive regler om SU, som formodentlig øger angsten for at vælge forkert eller droppe ud for at prøve noget mere velvalgt; i nogle tilfælde kan en planlagt studietidsforlængelse  være det eneste fornuftige redskab for studerende med problemer.)

Måske kunne vi finde andre former for optag. En artikel i Information sammenligner med Sverige, hvor der er tre former for optag: Optag via karaktergennemsnit, optag via ordninger som de enkelte uddannelser selv fastsætter og optag via det såkaldte högskoleprovet – en optagelsesprøve, som alle kan tilmelde sig. Denne idé ligner lidt GRE-testen (Graduate Record Examination), som anvendes i USA.

Faren er at et system med optagelsesprøver kan skabe en underskov af efteruddannelser, som efter ungdomsuddannelserne mod gode ord og (især) penge vil gøre dem, der gerne vil optages på en uddannelse, i stand til at bestå en sådan prøve. I Sverige findes der da også firmaer, der specialiserer sig i netop dette, og der er websteder med gamle udgaver af högskoleprovet.

Nogle er fortalere for optagelsessamtaler, og jeg tror også at de er en bedre idé end en generel optagelsesprøve; det er svært at se en tilsvarende “industri” vokse frem for samtaler, som den man ser for optagelsesprøver. Det, der bekymrer mig mest er egentlig at optagelsesprøver kræver en masse resurser i form af tid og fagligt kvalificerede medarbejdere.

Ud over at vi skal undersøge de rent faglige kvalifikationer er det suverænt vigtigste for mig, at vi kan få de studerende til at reflektere over hvorfor de vil studere det fag, de har valgt, så nogle datalogistuderende ikke bruger flere forgæves år på at prøve at leve med “det der med matematik og algoritmer”. Hvis en studerende holder af det fag, han eller hun har valgt at studere, og kan lære hvad faget indeholder, er vi allerede nået et stykke af vejen. Måske kunne selve en struktureret forventning om at et engagement på dette område også gøre sit. Tænk hvis man bad hver enkelt ansøger om at skrive en begrundet ansøgning – hvorfor vil jeg studere netop dette fag?