Marek Edelman

edelman

Jeg har omsider fået læst om Marek Edelman, der var polsk jøde . Edelman, der døde i 2009, var en af de overlevende ledere af opstanden i Warszawa-ghettoen, hvor polske jøder gjorde et stort, men i sidste ende forgæves oprør mod den nazistiske besættelsesmagt.

I 1980’erne var Edelman med i den polske arbejderbevægelse Solidaritet. I 2002 protesterede han mod den israelske retssag mod den palæstinensiske aktivist Marwan Barghouti, en retssag der af mange blev fordømt som en skueproces. I et brev til palæstinenserne fordømte Edelman selvmordsbomberne, men udtrykte samtidig solidaritet med palæstinensernes krav, sammenlignede deres situation med situationen i Warszawa-ghettoen i sin tid og opfordrede israelere og palæstinenserne til at finde en ny vej. Han skrev:

Just look around you, Look at Ireland. After 50 years of bloody war, peace has arrived. Formerly deadly enemies have set down at a common table. Look at Poland… Without a shot being fired, the criminal communist system has been defeated. Both You and the State of Israel have to radically change your attitude. You have to want peace in order to save the lives of hundreds and perhaps thousands of people, and to create a better future for your loved ones, for your children. I know from my own experience that the current unfolding of events depends on you, the Military Leaders… You are wise and intelligent enough to understand that without peace there is no future for Palestine, and that peace can be attained only at the cost of both sides agreeing to some concessions.

Det må være de forsoningsprocesser, vi har set andre steder i verden – blandt andet i Nordirland og i Polen – der kan tjene som inspiration i Mellemøsten. Mit forsigtige gæt er at en varig fred i Israel/Palæstina også kan have en afgørende positiv indflydelse på situationen i Irak og Syrien.

På grund af sin kritik af Israel var Marek Edelman ikke populær i Israel, hvor mange officielt trækker en lige linje fra opstanden i Warszawa-ghettoen til oprettelsen af staten Israel 4 år senere. Interessant nok var en af de mest højreorienterede israelske politikere, Moshe Arens, af den opfattelse at Marek Edelman skulle hædres i Israel for sin frihedskamp under 2. verdenskrig.

(I det stik modsatte hjørne har vi den amerikanske skuespiller og tv-vært Joan Rivers, der tidligere i år udtalte at palæstinenserne “fortjener at dø”. Få dage efter denne udtalelse døde Joan Rivers ironisk nok selv.)

Marwan Barghouti sidder stadig fængslet. En opinionsundersøgelse i 2012 viste at 60 procent af palæstinenserne ville foretrække ham som leder; han ville således kunne slå både Fatah, som han i sin tid brød med, og Hamas.

At finde fred

peace

På det seneste har jeg tænkt over dette at finde fred. Som sikkert alle andre mennesker færdes jeg nogle gange i sammenhænge, hvor der er nogle underliggende konflikter eller en stemning, der vel bedst kan beskrives som kompliceret. Ofte kan det være kolleger eller familiemedlemmer, man har svært ved at komme overens med. Det sluger en masse mental energi at bære nag.

Det er blevet vigtigere for mig end jeg har troet at finde fred, og her mener jeg at finde freden i mig selv uden at tabe mig selv. I de fleste sammenhænge, hvor der kan være en konflikt eller en bekymring, er det ikke noget, jeg kan gøre én gang for alle. Det er en stadig proces, og dette at finde fred handler ikke om at man skal give efter eller give op. Jeg tænker heller ikke på dette som en individuel tilgang til konfliktløsning eller som en naiv idé om at man kan “meditere sig til fred i verden”. Men jeg tror at det er en forudsætning for at kunne løse en konflikt, at dem, der ser sig selv om del af konflikten, først skal finde fred med sig selv. Man skal lære sig selv at kende for at man kan lære andre at kende.

Meget ofte var jeg ikke glad for at gå i folkeskole, og jeg har selv båret nag. Tidligere i år skrev jeg at

Jeg er selv blevet inviteret til en lignende fest til september, og jeg har lidt blandede følelser om at skulle deltage, når jeg tænker på de ting, der overgik mig dengang i folkeskolen.

Men som man også vil kunne læse, blev det faktisk en god aften, jeg havde sammen med gamle folkeskolekammerater forleden. Jeg havde bestemt mig til at finde fred og til at se hvem vi hver især er nu, og snart gik det op for mig at det var den eneste meningsfulde og farbare vej frem – at møde mine komplicerede negative følelser og finde ud af hvad de består af, så jeg kan få dem opløst i deres bestanddele og bearbejde dem på dén måde. Jeg indså at det ikke er de gamle skolekammerater, jeg mødes med nu, mine følelser gjaldt. Ligesom jeg er en anden end for 35 år siden, er de nogle andre i dag. Jeg sad dér og betragtede dem tale med hinanden om deres glæder og sorger. Det var med til at hjælpe mig til at forstå.

Jeg håber at jeg med tiden kan finde fred også i de andre sammenhænge, hvor jeg bærer rundt på en konflikt inde i mig.

Bevisets stilling

Et godt bevis skal kunne overbevise andre.
Et godt bevis skal kunne overbevise andre.

Når jeg underviser, skal de studerende lave opgaver, hvor de skal udføre matematiske ræsonnementer. For de allerfleste er det første gang, de selv skal prøve at konstruere og skrive et matematisk bevis, og de allerfleste er meget usikre på hvordan man gør. Er det, vi har skrevet, godt nok? spørger de mig. Faktisk rører de ved noget helt centralt, nemlig hvad et matematisk bevis er og hvilken rolle det har.

Leslie Lamport skriver i sin artikel How To Write A 21st Century Proof om hvordan man kan lave bedre matematiske beviser. Han skelner mellem beviser i det 21. århundrede og beviser i stilen fra det 17. århundrede, hvor sidstnævnte beviser simpelthen er “prosa med  formler”.  Lamports påstand er dels at mange matematiske beviser stadig lever i det 17. århundrede, dels at der er mange ukorrekte beviser i den matematiske litteratur.

Formodentlig har han ret i begge påstande. Der er masser af beviser i artikler og bøger, som er sværere at forstå end de burde være. Typisk har beviserne en uklar struktur. Jeg har selv begået sådanne beviser, og min fornemmelse er at vi skriver rodede beviser fordi vi først og fremmest skriver beviserne til os selv.

Når vi bevæger os uden for den del af matematisk logik, der hedder bevisteori (et område, jeg selv har haft en del kontakt med, men ikke kan påstå at kende godt), er der ikke nogen klare kriterier for hvad et korrekt bevis egentlig er.

Et klart og samtidig uformelt krav er at et matematisk bevis skal overbevise læseren. Netop derfor må beviset ikke være “privat”; amatører udi matematikken har gennem årene forsøgt at løse åbne problemer, og deres “beviser” har altid overbevist dem selv – og oftest kun dem selv.

Derfor siger jeg ofte til de studerende, der spørger mig, at et godt bevis er et, der kan læses og accepteres af en anden. Denne anden  kan enten være en anden studerende eller den studerende selv, der genlæser beviset på et senere tidspunkt.

Men jeg prøver også at gøre det klart for studerende, at et bevis ikke er “magi”. Mange tror at et bevis er udtryk for en særlig og genial indsigt. Sådan er det selvfølgelig af og til, men  i mange områder af teoretisk datalogi, som studerende møder, kan beviserne udformes ud fra en meget præcis opskrift. Dette gælder f.eks. for beviser for uafgørbarhed ved reduktion. Og uanset hvad: De fleste (måske alle) matematiske beviser kan gives en klar struktur. Når man skal kontrollere gyldigheden af et bevis, består arbejdet typisk i at undersøge om dets struktur er fornuftig.

Så måske skal vi gøre særlig meget for at få dette næste-algoritmiske aspekt af matematiske beviser gjort klart for de studerende, vi underviser.

Lamport og mange andre – her specielt Per Martin-Löf og traditionen fra intuitionistisk typeteori – har hver især og sammen arbejdet på at finde en måde at konstruere og strukturere beviser, således at det også kan tjekkes automatisk om et bevis er gyldigt. Vi må kunne lade os inspirere af alle disse gode anstrengelser i vores undervisning, også selv om vi måske ikke bruger Lamports TLA+-system eller bevisassistenter som Coq eller Isabelle.

Den gamle klasse

IMG_3879.JPG

I dag har jeg været jeg sammen med nogle af dem, jeg gik i folkeskole med fra 1970 til 1979. Vi kom oprindelig fra flere landsbyer i Han Herred, men endte med at gå på de samme skoler.
Det var en god oplevelse at se dem igen. Mange var desværre forhindret i at være med, men for første gang i lang tid var jeg sammen med flere andre, der som jeg er vokset op i Arentsminde.

Der er sket meget for os siden 1979. Forældre er døde, børn er flyttet hjemmefra, flere af de skoler vi gik på er lukket. Umiddelbart er det underligt at tænke på, at vi ikke i alle de år der er gået, har mødt hinanden. Men i aften blev det så.

På toilettet på cafeen var der musik i højttalerne – og det var Kate Bush. På forunderlig vis en hilsen fra sidste lørdags koncert på Hammersmith Apollo.

Studiefremdrift

speedometer

Der er ikke mange på de videregående uddannelser, der er glade for studiefremdriftsreformen. Bare ordet kan sende kuldegysninger gennem mange universitetslærere og -studerende. Politikerne har til gengæld været glade for dette tiltag, der betyder at alle studerende hvert semester skal være tilmeldt mindst 30 ETCS undervisning. En af konsekvenserne bliver, at studerende, der kommer bagud med studierne, skal følge de aktiviteter, de ikke bestod, samtidig med at de følger 30 ETCS nye aktiviteter. Målet er selvfølgelig at få studerende til at komme hurtigt igennem uddannelserne. Ligesom nulforskeren er evighedsstudenten et skræmmebillede, politikerne ynder at bruge i deres måde at tænke om universitetsverdenen på.

Lars Ulriksen, der er professor i naturfagenes didaktik ved RUC, har i denne uge haft en kronik i Information om studiefremdriftsreformen.  Heller ikke han er begejstret, og han har en vigtig pointe.

I vore dage ser vi mere og mere, at et stort antal studerende betjener sig af “strategisk læring”. Dvs. at de først og fremmest bruger tid og kræfter på at lære det, de tror der skal til for at bestå. Resultatet bliver overfladelæring i stedet for dybdelæring. Studiefremdriftsreformen vil derfor meget nemt ende med at fremme strategisk læring og dermed overfladelæring, fordi konsekvenserne ved ikke at bestå bliver mere udtalte end før. Vi risikerer simpelthen at de studerende vil fokusere endnu mere på at bestå end på at forstå.

Vi har at gøre med den samme problemstilling som med måling af forskeres publikationer. Jo mere vi lægger fokus på antallet af publikationer, jo mere strategisk tænker forskere i antallet af publikationer. Vi får ikke nødvendigvis bedre forskning, men vi får flere forskningspublikationer. Konkurrencesamfundet skaber nemlig ikke kvalitet, men kun mennesker, der optimerer deres adfærd efter at klare sig bedst muligt i konkurrencen.

Selvfølgelig er det et problem at studerende bruger lang tid på at gennemføre en uddannelse; det er både et problem for institutionen og for den studerende selv. Alene derfor man gøre noget ved dette. I studiefremdriftsreformen er der indbygget en antagelse om at de studerende kan gennemføre deres uddannelse hurtigere, hvis de bare tager sig mere sammen. Men er denne antagelse virkelig korrekt? Den minder i forbløffende grad om den magelighedshypotese, der er en udbredt forklaring på eksistensen af arbejdsløshed: Arbejdsløsheden skyldes at de arbejdsløse ikke tager sig sammen.

Men hvorfor ikke prøve at finde ud af  hvad er de de egentlige, typiske årsager til studietidsforlængelser, og hvad der er årsagerne til at der er bestemte steder i uddannelserne, der er flaskehalse? Og man kunne så prøve at gøre noget ved disse faktiske årsager.

Glæden ved melankoli

Edvard Munch: Melankoli.
Edvard Munch: Melankoli.

I forgårs aftes blev jeg nødt til at hente min datter på 13, der havde mistet nøglerne til sin cykel og nu stod i øsende regnvejr og ikke kunne komme hjem. Da jeg kom frem, ringede jeg efter en taxi til os og til vore cykler. Taxien kom, men den kunne ikke tage cykler med (!). Vi måtte prøve igen, og utålmodigheden og regnvejret og mismodet gik os begge på. Omsider kom der en taxi, der kunne have cykler med bagpå, og vi blev kørt hjem. Og hvad sagde chaufføren så som afskedsreplik, inden han kørte igen?

Hav en fortsat god aften.

Taxichaufføren kunne se og høre at vi begge var ærgerlige over det, der var sket; det havde bestemt ikke været en god aften. Men alligevel skulle vi opretholde illusionen om det.

Siden jeg skrev om kritikken af rådene om selvhjælp er jeg blevet opmærksom på Against Happiness, en bog fra 2008 af Eric G. Wilson, der er professor i engelsk litteratur på Wake Forest University i USA. I Los Angeles Times har han skrevet en lille klumme, der udkom samme år som Against Happiness, og tilsyneladende har samme budskab: Man behøver ikke altid at være glad. Nogle gange kan der faktisk komme noget godt ud af at være nedstemt.

Wilson reagerer mod selve ideen om positiv psykologi, om det krav om glæde, der findes i amerikansk kultur, og bemærker blandt andet at nogle store kunstværker er et produkt af triste følelser.

Melankolien drager os. I skrivende stund lytter jeg til det nye album med den amerikanske country-rock-sanger Ryan Adams; det er godt nok en melankolsk sag.  Automatic for the People er det album med R.E.M., jeg er gladest for – og det er det suverænt mest melankolske, de har lavet. Og jeg husker hvordan The Cure for få år siden leverede en flere timer lang koncert på Roskilde-festivalen bestående af dybt melankolske numre; publikum var ellevilde. Året efter skabte det lige så sortklædte firserband Metallica en tilsvarende folkefest på samme festival, og også her var alle sangene mismodige, fortvivlede og/eller vrede. Hele blues-genren handler om hvor hårdt livet kan være. Egentlig er det vel paradoksalt at nogen har lyst til at høre al denne nedstemte musik.

Jeg er bestemt ikke talsmand for en holdning om at depression er godt eller ikke skal behandles (det er Eric G. Wilson heller ikke), men behovet for melankoli er det oplagte modsvar til det store krav om glæde. Det er ikke så meget ønsket om at være ked af det, men et ønske om at andre vil tage melankolien alvorligt og om at det er tilladt at være ked af tingenes tilstand.

Nedslag i datalogiens idéhistorie

I går aftes holdt jeg et foredrag i Ungdommens Naturvidenskabelige Forening om ACMs A.M. Turing Award, også kendt som Turing-prisen. Ud over arrangørgruppen kom der desværre kun én tilhører. Det er træls at have brugt en hel del tid på at forberede et foredrag, som næsten ingen mennesker gider høre. I håbet om at der er mere end én derude, der har lyst til se hvad jeg har lavet, får I her mine slides at se.

Hvad skal man gøre ved IS?

AP_iraq_us_bomb_2_sk_140808_16x9_992

Et af de ækleste fænomener for tiden er de bevæbnede fanatikere i Islamisk Stat – IS, ISIS, ISIL eller hvad vi nu kalder dem. Under påskud af at oprette gudsriget på jord myrder og voldtager de sig vej gennem Irak og Syrien. Det er også særdeles bekymrende at borgere fra USA, Storbritannien og såmænd også Danmark lader sig hverve til denne gruppering.

I dag er der et USA-ledet angreb i gang mod IS i Syrien. Det, der bekymrer mig, er om dette vil bringe nogen ændringer til det bedre for den civilbefolkning, der så længe har måttet lide under først Assad-regimet og siden også under diverse religiøse fanatikeres grusomme vilkårlighed.

I The Guardian er der en interessant analyse af denne situation af Chelsea Manning, som tidligere var kendt som Bradley Manning og var udstationeret ved USAs hær i Irak. Manning stod i 2010 bag den store lækage af hemmeligtstemplede amerikanske dokumenter til Wikileaks og fik i 2013 en dom på 35 års fængsel for dette.

Manning er meget kritisk over for bombardementer som strategi og har i stedet disse fire bud på hvad man i stedet bør gøre, baseret på egne erfaringer fra Irak, hvor spiren til IS var de sekteriske bombeattentater:

  1. Gå aktivt imod den fortælling, der bliver lanceret i IS’ rekrutteringsmateriale; IS’s rekrutteringsvideoer er helt kynisk rettet mod desillusionerede unge mænd, der gerne vil udleve drømme om at have magt.
  2. Sæt midlertidige grænser i regionen, så IS ikke frit kan ekspandere.
  3. Et stop for udbetaling af løsepenge for gidsler taget af IS.
  4. Lad det lykkes for IS at få magt på et begrænset område; resultatet vil blive en failed state, og i det lange løb vil det føre til at IS bliver miskrediteret.

Om en sådan alternativ strategi virker, ved jeg ikke. Punkt 2 vil kræve en militær indsats på landjorden, og punkt 3 og 4 lyder særlig kyniske. Det er i det hele taget en meget svær linje at skulle slå ind på i lyset af de humanitære katastrofer, der har ramt yazidierne, og i lyset af IS’s afskyelige mord på journalister og nødhjælpsarbejdere. Men strategien med at bombe IS minder alt for meget om den gamle strategi om at bombe Taleban i Afghanistan, og det er nu tydeligt at Taleban simpelthen har fået øget legitimitet af den.  Også jeg frygter at bombardementerne i Syrien simpelthen vil øge hadet mod Vesten – det, befolkningen oplever, er nemlig først og fremmest en optrapning af krigshandlingerne.

Hjælp til at klare sig uden selvhjælp

fff2eqowudajsz_3
Foto: Information.

Information bringer et interview med Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet i anledning af hans nye bog Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. Et nøglecitat i interviewet er dette:

»De fleste svar ligger uden for dig selv, i den verden, vi er en del af. Jeg mener faktisk, at al den her mærken efter har taget ekstremt meget overhånd, og at vi nu træffer beslutninger primært ved at mærke efter, hvor vi også burde konsultere vores fornuft.«

– Skal vi så glemme os selv lidt mere?

»Ja, det ville være sundt. Og så interessere os for de væsentlige ting, der findes; andre mennesker, kulturen, naturen.«

En grundtanke i stoicismen er, at opfyldelsen af pligter er noget af det fineste, man kan foretage sig. Og fokus på vores moralske forpligtelser over for andre mennesker tjener som et godt alternativ til den indadskuende selvopdagelse, mener Svend Brinkmann.

Der er masser af veje til manglende selvindsigt, og det er tydeligt at vore dages forbrugersamfund er en mester i at foreslå sådanne veje. Lige så tydeligt er det, at der er opstået en selvhjælpsindustri. Begge disse observationer hos Brinkmann er rigtig skarpe; det, der har bekymret mig ved introspektive tankegange har da også netop været truslen fra individualismen, nemlig selvoptagethed og det at man reducerer alle problemer til rent personlige problemer, som hver enkelt skal løse ved at “tage sig sammen”. Jeg er også bekymret ved ideen om at vende tilbage til fortiden hele tiden. Nogle gange tror jeg nemlig, der ikke er mere nyt eller interessant at sige. Med en måske lidt plat metafor: Hvis man hele tiden graver have, får man aldrig jordbær.

Jeg har tidligere skrevet om to tilgange til introspektion, der har interesseret mig. Den ene er stoicismen, den anden er meditation. Begge disse tilgange tiltaler mig, og jeg er efterhånden overbevist om at de ikke er så fjernt fra hinanden og vel i virkeligheden kan supplere hinanden. Det, buddhistiske tilgange til meditation kan give os, er en metode til at kunne se sig selv. Det, stoicismen til gengæld kan give os, er en etik for samværet med andre og for hvornår man skal holde op med at “grave”.

 

Indtryk fra “Before the Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og “Joanni” fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet på scenen. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er den mon hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.

Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.