En planteædende censors bekendelser

Der er noget, jeg egentlig ikke føler den store trang til at skrive om her. Og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det igen. Det er et emne, som jeg ved vækker stærke følelser hos nogle. Men i dag gør jeg en undtagelse. Jeg er veganer, dvs. jeg spiser kun mad der er rent plantebaseret. Jeg er 100% planteæder og har været det i 20 år. Mange andre er lakto-ovo-vegetarer (ofte er det europæere og nordamerikanere, og jeg var det selv før jeg blev veganer); de spiser planter og ingredienser baseret på mælk og æg. Atter andre (ofte er det hinduer) er lakto-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på mælk. Der skulle også findes ovo-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på æg – men jeg har endnu til gode at møde en af slagsen.

I tidens løb har jeg fået mange spørgsmål. Mange af dem er vel i virkeligheden omskrivninger af det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har en lille FAQ i hovedet, og jeg kunne vel godt lægge den på nettet. Men dels ville det virke unødigt flabet, dels vil det næppe forhindre spørgsmålene i at dukke op igen (og igen). Det er tydeligt, at nogle mennesker opfatter det at være vegetar eller veganer som et afsavn.

Inden for de sidste års tid har jeg rundt om i verden opdaget gode veganske spisesteder, hvor man kan gå lige ind fra gaden og vælge veltillavet mad fra et godt menukort. Senest skete det i dag i Aarhus.

I Los Angeles ligger der en billig vegansk diner med sæder beklædt i gult vinyl og et overvejende thai-inspireret menukort, suppleret med alskens desserter. I Stockholm findes der en fin lille kinesisk vegansk restaurant ved navn Lao Wai. I Buenos Aires, kun få hundrede meter fra præsidentpaladset på Plaza del Mayo, ligger der en billig og pæn vegansk café. Der er en helt suverænt god vegansk restaurant i Tallinns gamle bydel, og den har endda et interessant udvalg af interessant øl (det, mange mennesker insisterer på at kalde “specialøl” og som mange andre af os kalder for “mikrobryg”). I en sidegade i Barcelona ligger den meget prisbillige veganske café Cat Bar, der desuden har et helt overvældende udbud af mikrobryg fra hele verden. Via Bergamo i Rom byder på restaurant Ops! med udendørs servering, en helt overvældende buffet og et lille, men fornuftigt udbud af italiensk øl. Og Aarhus kan byde på Mikuna, hvor jeg i dag spiste for første gang efter at have været censor ved en specialeeksamen på Aarhus Universitet. Jeg fik en dejlig mulligatawny og derefter et stykke helt nybagt chokoladekage.

Disse spisesteder viser, at det ikke behøver at være et afsavn at være veganer – maden er lækker og rigelig. Måske har de veganske cafeer også en slags folkeoplysende effekt. Min erfaring er at der er mange ikke-vegetarer, der ikke ved særlig meget om vegetarer og veganere (og meget at det, de mener at vide, er desværre ofte fordomme og halvfordøjede udsagn om ernæring – hvor ofte har jeg ikke hørt velmenende bekymringer om “kalk og protein”?), men de allerfleste vegetarer ved godt, at der er folk, der spiser kød. De fleste af os, der er vegetarer eller veganere, har nemlig engang spist kød. At vi holdt op med det, er et personligt, bevidst valg, der krævede overvejelser og stillingtagen.

Den amerikanske forfatter Carol J. Adams, der selv er vegetar (faktisk tror jeg, hun er veganer) har skrevet en læseværdig bog om den slags underlige møder mellem vegetarer og ikke-vegetarer, Living Among Meat-Eaters, og jeg genkender kun alt for godt de situationer, hun beskriver. Med fare for selv at virke meget fordomsfuld: Det at spise kød er den adfærd, der er normen i mange samfund rundt om i verden, og derfor er det uden personlige omkostninger at vælge at følge denne norm. Man behøver heller ikke at begrunde at man følger normen, og derfor overvejer man det som regel ikke. Derfor er situationen ikke helt symmetrisk – temmelig mange ikke-vegetarer, jeg har talt med, udtrykker først og fremmest, fornemmer jeg, et forsvar for at blive ved med at gøre som de plejer. Det bemærkelsesværdige er, at jeg ikke har kritiseret dem. Jeg har simpelthen svaret på deres spørgsmål om hvorfor jeg får serveret noget andet mad end dem, og jeg har egentlig ikke lyst til at tale mere om det på dét tidspunkt. Nogle gange er det tilsyneladende selve mødet med en anderledes norm, der udløser forsvaret. For jeg har i andre sammenhænge oplevet tilsvarende lidenskabelige forsvar for normerne i helt andre sammenhænge – f.eks. ved mødet med folk med f.eks. anden seksualitet, anden tøjstil eller anden livsanskuelse. Selve dette at vælge anderledes kan nogle gange fremstå som en provokation i nogle menneskers øjne.

Men den slags lærer man efterhånden at tage med et smil og et skuldertræk. Livet er for kort til unødig polemik. I virkeligheden er der efterhånden kun én ting, der for alvor stadig ærgrer mig, og det er udsagnet Men vegetarer plejer at spise fisk! Nogle gange er dem, der siger det, ægte overraskede over at jeg ikke spiser fisk, andre gange er de forargede – hvorfor kan jeg da ikke spise fisk når nu “alle de andre vegetarer gør det”?

Men de, der spiser fisk og derudover kun lakto-ovo-vegetarisk mad, er jo ikke vegetarer. Det, alle vi, der er vegetarer, har til fælles er at vi slet ikke spiser dyr. De fiskespisere, jeg kender, er begavede og sympatiske mennesker, og deres spisevaner er også udtryk for et bevidst valg; det er ikke et valg, jeg er enig i, men fiskespiserne har selvfølgelig lov til at træffe dette valg og de spiser vel også færre animalske produkter end mange andre. Det eneste jeg vil bede fiskespiserne om, er om de ikke nok vil lade være med at kalde sig for vegetarer. Når de gør det, er de nemlig med til at udbrede en misforståelse, der ender med at gøre livet mere besværligt for os, der rent faktisk er vegetarer eller det der er værre.

(Visited 126 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar