Noget om projektforslag og projektkataloger

projektkatalog

Det har været en lidt træls start på semesteret. På det hold, hvor jeg skulle have projektvejledning, dukkede der færre studerende op end ventet, og der var én vejleder flere end der var grupper. De studerende på holdet valgte så at de ikke ville have mig som vejleder. Det rigtig trælse var at præcis det samme skete i foråret – der var også dengang færre studerende end forventet, og jeg var også dengang den vejleder, ingen studerende ville have.  I begge tilfælde  var det endda den samme vejleder, jeg tabte til, og i begge tilfælde sad jeg tilbage med den trælse kombination af at være den uønskede vejleder og at have brugt tid på at udarbejde projektforslag, ingen ville vælge.

Er projektkataloger og projektforslag egentlig gode ideer? Hvis man ser efter, vil man hurtigt opdage at de fleste uddannelser på AAU og på RUC helt rituelt bruger projektkataloger som udgangspunkt for gruppedannelse og projektvalg. Men er det et godt ritual?

Jeg er kommet meget i tvivl. Det er generelt spildt arbejde at lave projektforslag, som ingen studerende vælger, og man ved som vejleder aldrig, hvad der vil fænge. Men der er også en anden, dybere grund – jeg spekulerer  på om projektforslagene simpelthen er for grydeklare. Vi har som potentielle vejledere typisk ikke bare leveret et initierende problem, men også et bud på en løsningsmetode, når vi præsenterer projektforslag. De vigtige kompetencer inden for problemanalyse og metodevalg kommer måske slet ikke i spil. Og nogle gange har jeg oplevet at projektforslag har været skævt formulerede, så de ikke berørte alle læringsmålene for projekttemaet godt nok. F.eks. har jeg set ganske mange projektforslag for 4. semester, hvor temaet er design, definition og implementation af programmeringssprog, hvor der ikke har været ordentligt fokus på alle disse tre aspekter.

En af mine kolleger, Peter Axel Nielsen, prøver her i efteråret for andet år i træk at lade være med at lave et projektkatalog for det store hold på 3. semester af datalogi og software. Til foråret skal jeg selv være koordinator for 4. semester (dog kun for datalogiholdet). Her vil jeg også prøve at undlade at have et projektkatalog. I stedet vil jeg præsentere de studerende for nogle af de centrale problemstillinger, der dukker op, når man skal lave sit eget programmeringssprog.

En verden uden had

Tilbage i maj måned skrev jeg om den på én gang skræmmende og gribende historie om Rais Bhuyian, der var en indvandrer fra Bangladesh, som i dagene efter terrorangrebene mod USA i september 2001 overlevede et mordforsøg begået af den stærkt højreorienterede Mark Stroman. Stroman havde haft til hensigt at myrde arabere som hævn for terrorangrebene – og fik dræbt to andre mænd, der heller ikke var arabere. Det gribende ved historien er at Rais kæmpede en ihærdig kamp for at få benådet Stroman, der var blevet dømt til døden. Desværre lykkedes det ikke; Mark Stroman blev henrettet den 20. juli 2011.

Siden da har jeg fået læst bogen The True American, skrevet af den amerikanske journalist Anand Ghiridaradas (der har indisk baggrund). Bogen er meget bedre end jeg havde regnet med og jeg vil klart anbefale den; The True American er mere end blot den i sig selv fascinerende historie om hvordan to mænd fra hver sit hjørne af verden med meget forskellig baggrund kom til at stå hinanden nær, selv om den ene oprindelig ville slå den anden ihjel.

I The True American er der nemlig også tydelige ansatser til dels en kritik af det amerikanske sundhedsvæsen, dels en analyse af de sociale forhold i USA, der er med til at skabe og nære hadet. Mark Stroman kom fra en utryg opvækst og kunne ikke blive fastholdt i et arbejde, men røg ud i stofmisbrug og kriminalitet. Og han bar den sociale arv videre til sine tre børn, der alle tre fik samme skæbnen – omend de tog afstand fra deres fars racisme. Kontrasten er Rais Bhuyian, den gudfrygtige og hårdtarbejdende afholdsmand, der bliver udskrevet få dage efter attentatet fordi han ikke kan betale hospitalsregningen. Han bruger de næste mange år på at arbejde hårdt for at afdrage sin gæld og bliver drevet frem af idealer om menneskerettigheder og tilgivelse – men efterhånden som hans karriere i it-branchen tager form, indser han at den outsourcing, hans firma står for, er med til at skabe arbejdsløshed i USA og dermed den sociale nød, der rummer grobunden for racisme.

Det er også interessant at læse om hvordan Mark Stroman også gennemgår en forvandling i løbet af de 10 år, han venter på at blive henrettet. Her er det lige så meget de mange samtaler med den israelske dokumentarist Ilan Ziv (der forlod Israel i protest mod regimets behandling af palæstinenserne og samtidig er barn af en polsk overlevende efter Holocaust), der forandrer ham. Jeg håber at jeg en dag vil få Ilan Zivs film om Mark Stroman at se.

Rais Bhuyian står i dag bag stiftelsen A World Without Hate, der har som sit store mål at være med til at bryde den onde cyklus af had i USA. På denne måde er hans indsats beslægtet med de fine initiativer, Jacob Holdt står bag. Derudover kan jeg se af The True American at Rais har været tilknyttet Amnesty International i USA, og også dét synes jeg selvfølgelig er godt.

Rais Bhuyian har også besøgt Danmark, hvor han appellerede til medicinalfirmaet Lundbeck om ikke at tillade brugen af den medicin, der bruges ved henrettelser i USA. Herunder er en video om Rais’ rejser i Europa.