22 sekunder

IMG_3723-0.JPG

I aften har jeg været til foredrag med tidligere MF Preben Wilhjelm, og som billedet ovenfor afslører, var der fuldt hus. Tidligere har jeg skrevet om hans lille bog om den udeblevne systemkritik.

Også aftenens foredrag handlede om det, der er galt med den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er skræmmende enkelt, hvorfor systemet er ustabilt, og samtidig skræmmende enkelt at der sker store udsving inden for en kort årrække, som ikke kan skyldes politiske beslutninger. F.eks. gik den danske stat inden for en periode på kun 4 år fra at have et overskud på 80 milliarder til at have et underskud på 70 milliarder – dvs. et udsving på hele 150 milliarder.

Jeg hæfter mig især ved Preben Wilhjelms fokus på den højfrekvente handel; her er tale om et fænomen, der er centralt for den moderne globaliserede kapitalisme, men som samtidig får meget lidt opmærksomhed. Den gennemsnitlige tid, en aktie ejes i USA er 22 sekunder. Saxo Bank handler for 150 milliarder hvert døgn. Hvis man ser bort fra finansieringen af Liberal Alliance og et cykelhold, er disse handler stort set det eneste, Saxo Bank laver. Og fordi den højfrekvente handel i meget stort omfang er automatiseret og styret af software, bliver hele vores samfundsøkonomi grundlæggende afhængig af at der ikke sker softwarefejl.

Noget andet mange (herunder jeg selv) fokuserede på i den spørgerunde, der fulgte, var hvorfor det er så svært at få skabt fokus på de helt åbenlyse problemer der er med det økonomiske system. Det er helt tydeligt at det er blevet meget svært for mainstream-politikere og -økonomer at “tænke ud af boksen” og at det virker som om de får stadigt sværere ved det, jo mere krisen kradser; der er mange spørgsmål der kun sjældent stilles i vore dages politiske debat. Men det er også tydeligt, at der er få, der tør formulere alternativer til den nyliberalistiske tankegang. Preben Wilhjelm foreslog at man kunne forestille sig at EU havde helt andre konvergenskriterier end de nuværende, f.eks. at Gini-koefficienten i EU-medlemslande skal være højst 0,25 (det er den i Danmark og Sverige) eller at arbejdsløsheden ikke måtte overstige 3%. En kvik tilhører kom med et andet interessant forslag, som Wilhjelm også kunne tilslutte sig, nemlig at medlemslande ikke måtte have et overskud på betalingsbalancen på mere end (f.eks.) 3% – skete det, skulle der betales en bod til fællesskabet.