Noget om Kina

confucius institutes

Mange nordamerikanske og europæiske universiteter har et såkaldt Confucius-institut, som beskæftiger sig med kinesisk sprog og kultur.  Det er ikke overraskende, at Confucius-institutterne er oprettet af og har tætte forbindelser til de kinesiske myndigheder – og bestemmer hvem der skal ansættes. Men det er heller ikke uproblematisk.

Tidligere i år blev nogle sider fra programmet for dette års  konference afholdt af  European Association for Chinese Studies (EACS) fjernet inden deltagerne fik det. Dette skete efter ordre fra den internationale leder af Confucius-netværk, Xu Lin. Det, der var galt, var at der i programmet var henvisninger til bestemte “upassende” organisationer fra Taiwan. Formanden for EACS har protesteret over denne hændelse.

Siden har EACS udarbejdet en rapport, der beskriver hvordan Confucius-instituttet har forsøgt at censurere konferenceprogrammet. Her står der bl.a. en interessant passus om hvad der er “tilladt” ved en sådan konference ifølge Confucius-instituttet:

The conference is regulated by the laws and decrees of both China and the host country, and will not carry out any activities which are deemed to be adverse to the social order.

Der har tidligere været en del kritik af hvordan Confucius-institutternes fremfærd har været, bl.a. i forhold til at ville nedtone menneskerettighedsproblemer i Kina (bl.a. myndighedernes brutale nedkæmpelse af demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989). Her er det særligt interessant at bemærke at ikke bare har danske universiteter også et sådant institut, faktisk figurerer de officielt som en del af Aalborg Universitet.

 

Den indre uven

inner

I disse dage er jeg begyndt at læse en bog om meditation. Jeg skal ikke røbe hvilken bog, der er tale om – jeg er nemlig stadig ikke sikker på om det faktisk er en god bog trods alle de rosende anmeldelser (jeg har endnu til gode at finde en bog om meditation, der ikke pludselig slår over i hurra-sprog, og jeg frygter at denne bog også snart begynder på hurra-udsagnene). Men én værdifuld tanke har jeg fået fra den.

Mange menneskers indre liv (måske gælder dette for alle mennesker?) udspiller sig som en slags indre dialog med samvittigheden. Nogle gange er det en meget negativ og anstrengende dialog; hvis man på et tidspunkt har dårligt selvværd eller er stresset, kan den indre stemme være direkte uudholdelig.

Her er et eksempel på en dialog, jeg “hørte” tidligere i eftermiddags:

– Jeg orker ikke at lave mere i dag.
– Men hvis du ikke får mere fra hånden i dag, gør du dit arbejde dårligt.
– Jeg har faktisk lavet en del allerede i dag.
– Du kan sagtens lave mere, Hans. Du regnede med at du kunne lave meget mere, men igen har du været alt for ineffektiv. Hvad vil andre ikke tænke om akademikere, der opfører sig så slattent?

Det er en interessant øvelse at overveje hvor meget af det, den “indre stemme” siger, man ville kunne holde ud at høre på, hvis det kom fra en anden person. Nogle gange har samvittigheden selvfølgelig ret, men hvis en af mine kolleger havde sagt det, min “indre stemme” sagde til mig her i dag, var jeg blevet vred. Sådan skal man ikke behandle mig! Men her hvor det var “mig selv”, der talte, blev jeg bare flov over at jeg ikke havde lavet alt det, jeg “burde”. Meditation skal hjælpe os med at få fred fra denne indre uven.