På alles læber

120806_skins

Valget i Sverige er overstået, og Socialdemokraterne, Miljöpartiet og Vänsterpartiet ser ud til at skulle indgå et regeringssamarbejde. Men Feministisk Initiativ havnede under spærregrænsen på 4 procent, og der er intet stabilt flertal. Den store udfordring er nu også nået til Sverige: Hvad skal man gøre ved de reaktionære nationalister i Sverigedemokraterna? Alle øvrige partier er enige om ikke at ville have dem som parlamentarisk grundlag.

I Danmark er det som bekendt helt anderledes: Dansk Folkeparti bliver efterhånden set som et ufarligt eller endda positivt bidrag til dansk politik. Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg tværtimod ser de reaktionære nationalister, hvor end de findes, som et stort problem. De repræsenterer og nærer et latent had i dele af befolkningen, og al talen om “de fremmede” og “muslimerne” og “indvandrerne” og “flygtningene” og hvem der nu ellers bliver peget ud, foregår ikke i en politisk debat, hvor det kun er befolkningsflertallet, der følger med. Alle disse grupper ved godt at de bliver peget ud og bliver genstand for negativ opmærksomhed fra fremtrædende politikere.

I Information skriver Dalia Abou Nawfal, der kom til Danmark som barn:

Valgkampsretorikken skader visse grupper i samfundet, langt højere end man skulle tro. Det er en ond og hensynsløs proces i jagten på stemmerne. Pli og etik, virker som en by i Rusland.

Udlændinge- og integrationspolitik er en torn i øjet på mig. Hvert fjerde år skal jeg bruge et år på at finpudse mit image igen. Udfordringen er, at jeg som samfundsborger ikke kan frigøre mig fra politikernes magtspil. Et magtspil, som får flere politikere til at fremstå som inkompetente personer, der kun kan tale deres sag ved at træde på en minoritetsgruppe i samfundet. Saglighed og faglighed bliver sat i bero og en kollektiv verbal og destruktiv afstraffelse sættes i gang.

Jeg har selv haft det ubehageligt, når politikere har talt negativt om en gruppe, jeg opfatter mig som en del af. Det har dog i mit tilfælde kun været akademikerne, der blev peget ud, og mange af os er privilegerede på mange måder – vi klarer os nok endda. Men det er ubehageligt at være medlem af en gruppe, som magthaverne peger ud om som værende særligt problematisk.

Det er i virkeligheden den bedste grund til ikke at samarbejde med de reaktionære nationalister – når man gør det, ender man forbløffende hurtigt med at overtage deres dagsorden og med at overtage deres måde at tale om De Andre og pege dem ud på.  I Politiken kan man læse hvordan Claus Hjort Frederiksen undrer sig over at de andre politiske partier i Sverige ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna, men hans udtalelser viser meget klart at han for længst har tilpasset sig til en politisk debatstil, hvor man taler om De Andre og peger dem ud, og er endt med i praksis at dele holdninger med de partier, han samarbejder med.

(Visited 66 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar