Kate Bush

BeforeTheDawn3

De fleste mennesker tænker på Kate Bush som sangerinde. Og det er hun selvfølgelig også – hun er en usædvanligt dygtig vokalist med en stor og ekspressiv vokal. Men hun er meget mere end dét – hun har på mange måder været en pionér i britisk musik. Hun var den første kvinde, der blev nummer 1 på den britiske hitliste med en sang, hun selv havde skrevet – og hun var kun 19 år gammel. Kate Bush var en af de første kvinder, der selv producerede sine albumudgivelser, og også her startede hun i en helt ung alder. Teknologisk set har hun på samme måde været banebrydende – den trådløse bøjlemikrofon, der i dag er standard ved mange store koncerter, var hun den første til at bruge. På The Dreaming (ja, faktisk allerede på Never For Ever) bruger hun digital sampling. Kate Bush er tilmed en meget engelsk sangskriver; man er aldrig i tvivl om at hun er fra England, ikke USA. (I hendes musik sniger der sig nu også ofte en irsk folketone ind; hendes mors familie er fra Irland.)

Glemmes må det ikke at Kate Bush bestemt også har udseendet med sig i endog helt usædvanlig grad. Jeg ved af erfaring, at der har været temmelig mange mænd rundt omkring, der har været mere eller mindre hemmeligt forelsket i hende. I begyndelsen af hendes karriere var dette desværre også lidt af et problem, for mange mænd i medierne havde tilsyneladende svært ved at tage en så smuk og gennemført original kvinde helt alvorligt.

Allerede i 1979, i en alder af kun 21, trak Kate Bush sig tilbage fra koncert-livet efter en række legendariske koncerter på Hammersmith Odeon. Hun optrådte siden da af og til med en sang på tv eller til støttekoncerter for Amnesty International (endnu et positivt træk ved hende), men efter 1993 blev der helt stille og mange af os troede at vi havde set det sidste til hende i enhver musikalsk henseende. Men så kom Aerial i 2005, og i 2011 hele to albums: nyfortolkningerne af ældre numre på Director’s Cut og det helt nye 50 Words for Snow.

Og i marts i år skete det: Kate Bush annoncerede en lang række af koncerter på Eventim Apollo (som Hammersmith Odeon hedder nu). Billetterne var revet væk på et kvarter, men jeg var blandt de heldige. Nu skal jeg så opleve hende live i morgen, lørdag. Billetten har ikke været billig (slet ikke!), men foromtalen af hendes show Before the Dawn har været helt overvældende positiv. Jeg glæder mig!