Glæden ved melankoli

Edvard Munch: Melankoli.
Edvard Munch: Melankoli.

I forgårs aftes blev jeg nødt til at hente min datter på 13, der havde mistet nøglerne til sin cykel og nu stod i øsende regnvejr og ikke kunne komme hjem. Da jeg kom frem, ringede jeg efter en taxi til os og til vore cykler. Taxien kom, men den kunne ikke tage cykler med (!). Vi måtte prøve igen, og utålmodigheden og regnvejret og mismodet gik os begge på. Omsider kom der en taxi, der kunne have cykler med bagpå, og vi blev kørt hjem. Og hvad sagde chaufføren så som afskedsreplik, inden han kørte igen?

Hav en fortsat god aften.

Taxichaufføren kunne se og høre at vi begge var ærgerlige over det, der var sket; det havde bestemt ikke været en god aften. Men alligevel skulle vi opretholde illusionen om det.

Siden jeg skrev om kritikken af rådene om selvhjælp er jeg blevet opmærksom på Against Happiness, en bog fra 2008 af Eric G. Wilson, der er professor i engelsk litteratur på Wake Forest University i USA. I Los Angeles Times har han skrevet en lille klumme, der udkom samme år som Against Happiness, og tilsyneladende har samme budskab: Man behøver ikke altid at være glad. Nogle gange kan der faktisk komme noget godt ud af at være nedstemt.

Wilson reagerer mod selve ideen om positiv psykologi, om det krav om glæde, der findes i amerikansk kultur, og bemærker blandt andet at nogle store kunstværker er et produkt af triste følelser.

Melankolien drager os. I skrivende stund lytter jeg til det nye album med den amerikanske country-rock-sanger Ryan Adams; det er godt nok en melankolsk sag.  Automatic for the People er det album med R.E.M., jeg er gladest for – og det er det suverænt mest melankolske, de har lavet. Og jeg husker hvordan The Cure for få år siden leverede en flere timer lang koncert på Roskilde-festivalen bestående af dybt melankolske numre; publikum var ellevilde. Året efter skabte det lige så sortklædte firserband Metallica en tilsvarende folkefest på samme festival, og også her var alle sangene mismodige, fortvivlede og/eller vrede. Hele blues-genren handler om hvor hårdt livet kan være. Egentlig er det vel paradoksalt at nogen har lyst til at høre al denne nedstemte musik.

Jeg er bestemt ikke talsmand for en holdning om at depression er godt eller ikke skal behandles (det er Eric G. Wilson heller ikke), men behovet for melankoli er det oplagte modsvar til det store krav om glæde. Det er ikke så meget ønsket om at være ked af det, men et ønske om at andre vil tage melankolien alvorligt og om at det er tilladt at være ked af tingenes tilstand.

(Visited 450 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar