Studiefremdrift

speedometer

Der er ikke mange på de videregående uddannelser, der er glade for studiefremdriftsreformen. Bare ordet kan sende kuldegysninger gennem mange universitetslærere og -studerende. Politikerne har til gengæld været glade for dette tiltag, der betyder at alle studerende hvert semester skal være tilmeldt mindst 30 ETCS undervisning. En af konsekvenserne bliver, at studerende, der kommer bagud med studierne, skal følge de aktiviteter, de ikke bestod, samtidig med at de følger 30 ETCS nye aktiviteter. Målet er selvfølgelig at få studerende til at komme hurtigt igennem uddannelserne. Ligesom nulforskeren er evighedsstudenten et skræmmebillede, politikerne ynder at bruge i deres måde at tænke om universitetsverdenen på.

Lars Ulriksen, der er professor i naturfagenes didaktik ved RUC, har i denne uge haft en kronik i Information om studiefremdriftsreformen.  Heller ikke han er begejstret, og han har en vigtig pointe.

I vore dage ser vi mere og mere, at et stort antal studerende betjener sig af “strategisk læring”. Dvs. at de først og fremmest bruger tid og kræfter på at lære det, de tror der skal til for at bestå. Resultatet bliver overfladelæring i stedet for dybdelæring. Studiefremdriftsreformen vil derfor meget nemt ende med at fremme strategisk læring og dermed overfladelæring, fordi konsekvenserne ved ikke at bestå bliver mere udtalte end før. Vi risikerer simpelthen at de studerende vil fokusere endnu mere på at bestå end på at forstå.

Vi har at gøre med den samme problemstilling som med måling af forskeres publikationer. Jo mere vi lægger fokus på antallet af publikationer, jo mere strategisk tænker forskere i antallet af publikationer. Vi får ikke nødvendigvis bedre forskning, men vi får flere forskningspublikationer. Konkurrencesamfundet skaber nemlig ikke kvalitet, men kun mennesker, der optimerer deres adfærd efter at klare sig bedst muligt i konkurrencen.

Selvfølgelig er det et problem at studerende bruger lang tid på at gennemføre en uddannelse; det er både et problem for institutionen og for den studerende selv. Alene derfor man gøre noget ved dette. I studiefremdriftsreformen er der indbygget en antagelse om at de studerende kan gennemføre deres uddannelse hurtigere, hvis de bare tager sig mere sammen. Men er denne antagelse virkelig korrekt? Den minder i forbløffende grad om den magelighedshypotese, der er en udbredt forklaring på eksistensen af arbejdsløshed: Arbejdsløsheden skyldes at de arbejdsløse ikke tager sig sammen.

Men hvorfor ikke prøve at finde ud af  hvad er de de egentlige, typiske årsager til studietidsforlængelser, og hvad der er årsagerne til at der er bestemte steder i uddannelserne, der er flaskehalse? Og man kunne så prøve at gøre noget ved disse faktiske årsager.

(Visited 67 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar