Et uigenkaldeligt farvel

Aralsea_tmo_2014231_lrg
“Aralsea tmo 2014231 lrg” by NASA – http://earthobservatory.nasa.gov/IOTD/view.php?id=84437. Licensed under Public domain via Wikimedia Commons – http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Aralsea_tmo_2014231_lrg.jpg#mediaviewer/File:Aralsea_tmo_2014231_lrg.jpg

Da jeg var dreng, holdt jeg af at sidde med familiens atlas og drømme mig til fjerne steder på kloden. Noget, der fascinerede mig, var de store søer i Centralasien. En af dem var Aral-søen på grænsen mellem Kazakhstan og Uzbekistan. Aral-søen var en af verdens største søer med et overfladeareal større end Danmark, og på den sejlede fiskekuttere og fragtskibe. Den eneste rigtig store sø, jeg har set, er Lake Michigan i USA – den er 58,000 km2 stor, og ved dens bred tror man meget let at man står ved havet. Aral-søen var i min barndom endnu større med et areal på 68,000 km2.

Men de russiske kunstvandingsprojekter i Sovjetunionens dage ledte vandet fra floderne Amu Darya og Syr Darya (også dem husker jeg fra min barndoms atlas) væk fra Aral-søen, og søen begyndte langsomt at tørre ud. Alt sammen fordi man ville producere bomuld. Jeg nåede aldrig at se Aral-søen, og jeg vil aldrig komme til det. Det nærmeste jeg er kommet på det er vel egentlig at snakke med den herboende forfatter og journalist Dina Yafasova, der oprindelig kommer fra Uzbekistan. Dina har set søen og har skrevet artikler om den i sit hjemland.

Nu kan jeg læse at det østlige bassin her i efteråret 2014 er forsvundet helt. Hver gang jeg tænker på Aral-søen og dens skæbne, bliver jeg trist til mode. Den er det mest synlige eksempel på hvad mennesker kan gøre mod miljøet over få årtier og på at det, der er væk, er uigenkaldeligt væk og aldrig kommer tilbage. Sammen med søen er der forsvundet op mod 800 dyrearter, og de mange mennesker, der levede af fiskeri på søen, mistede hele deres livsgrundlag.