Nutidskulturens demens?

taage

Historikeren Michael Böss taler om vores samfund som dement og har netop udgivet en bog med titlen Det demente samfund.

Han siger i et interview med Politiken:

Vi lever i en nutidskultur, hvor vi kun fokuserer på øjeblikket, mens vi glemmer fortiden og bekymrer os over fremtiden. Det betyder, at de, der styrer vores samfund, reducerer os mennesker til produktionsfaktorer – mens hjerneforskerne samtidig gør os til nogle kemisk-biologiske maskiner med en række psykiske, fysiske og materielle behov, der skal tilfredsstilles. Derved tages såkaldt åndelige værdier ikke længere alvorligt, altså værdier, der ikke kan fremme den økonomiske vækst. Jeg tror bare ikke, at man kan finde mening i tilværelsen – og det er vel det, det handler om – ved at blive betragtet som en maskine til statens nytte.

Man skal selvfølgelig passe på at lægge for meget i analogier mellem samfundet og det enkelte menneske, men denne analogi er interessant fordi den peger på noget karakteristisk ved demens, nemlig at det demente menneske langsomt begynder at opføre sig uden fornemmelse for tid og sted. Min mor var dement og i de mange år, hun havde denne lidelse, havde hun en opmærksomhedshorisont på ganske få sekunder. Herefter kunne hun spørge om det samme igen. Af og til var der klare øjeblikke, og de var faktisk de værste – en kortvarig forståelse at der var noget, der var forsvundet, at der var noget galt.

Og samtidig er der en periode, hvor den demente ganske vist ikke kan orientere sig i tid og sted, men stadig husker fortiden og har gode minder om den og har det med at blande fortid og nutid sammen. Det er først senere i forløbet, også historien forsvinder. Til sidst forsvinder den demente persons vante adfærdsmønstre, det man kalder for værdighed og dannelse.

Måske er det i virkeligheden der, det danske samfund (måske er det verdenssamfundet?) på nogle måder befinder sig lige nu. Vi kan stadig genopleve historien – prøv at se hvor mange historiske romaner og film, der er, og se hvor mange, der stadig er optaget af 2. verdenskrig. Men vi forbinder ikke for alvor historien til nutiden. De økonomiske kriser vender tilbage igen og igen, og løsningerne er alligevel altid de samme som før. De militære trusler vender tilbage igen og igen, og løsningerne er igen altid de samme. I bedste fald blander vi fortidens militære trusler fra 2. verdenskrig sammen med nutidens militære trusler. Det eneste, der sker, er at de samme problemer vender tilbage. Og af og til er der klare øjeblikke, hvor vi kan se at der er et eller andet galt. Men snart efter er de glemt igen.

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar