Smerten ved at blive afvist

afvisning

En af de hårdeste følelser, man kan opleve som menneske, er at blive afvist. Nogle børn bliver afvist af deres forældre. Nogle børn bliver afvist af dem, de går i skole med. De fleste af os (måske alle?) har prøvet at blive afvist af et menneske, vi gerne ville i kontakt med. Den stærkeste følelse i kærlighed er måske den ulykkelige kærlighed.  Hvorfor husker vi afvisningerne så godt, og hvorfor sidder smerten ved dem ofte i os i lang tid?  Og hvorfor kan afvisning gøre så helt enormt ondt?

Edge.org har et spændende interview med den amerikanske socialpsykolog og hjerneforsker Naomi Eisenberger om netop dét. Hendes forskning viser at det er nogle af de samme centre i menneskets hjerne, der reagerer, når vi bliver føler fysisk smerte, som når vi bliver afvist af andre.

Dette er værd at tænke over, når vi kommer til at afvise andre. Også beslutningstagere bør tænke over at når mennesker bliver marginaliseret eller udstødt i samfundet, er smerten ved denne afvisning beslægtet med en fysisk smerte. Ingen politiker vil i bogstavelig forstand slå på f.eks. de arbejdsløse, men mange vil gerne tale afvisende om dem.

I det hele taget indikerer Eisenbergers forskning, at der er sammenhæng mellem fysiske fornemmelser og følelser – i et forsøg undersøger hun hvordan hjernen reagerer, hvis mennesker holder en varm genstand, og hvordan de reagerer, hvis de får en venlig besked fra deres nærmeste. Det er nok ikke noget tilfælde, at vi bruger ordet “varme” i begge sammenhænge – eller at vi bruger ordet “føle” begge steder!

Den sidste del af interviewet kommer til at handle om noget helt andet, som jeg også har lyst til at nævne her, da det passer med nogle af mine egne oplevelser. Naomi Eisenberger er gift med Matthew Lieberman, der også forsker i psykologi. Det, hun bemærker i sit eget akademiske miljø og i samtaler med sin mænd, er at det akademiske miljø ser ud til at være mere “mandevenligt” i sin atmosfære. Ofte har hun set mandlige forskere, der var usædvanligt kritiske og hårde ved hinanden, og bagefter har givet udtryk for at de syntes at den hårde diskussion var en god oplevelse. Og mandlige forskere, siger Eisenberger, er ofte meget mere tilpasse med selv-promovering end kvinder er. Hendes fornemmelse er at dette at promovere sig selv og sin forskning ikke er så vigtigt for kvindelige forskere og måske også føles utrygt  – i hvert fald har hun det selv på denne måde. Om dette er en grundlæggende forskel, eller om det også spiller ind, hvordan kvindelige forskere bliver behandlet, kan (og bør) man så tænke lidt nærmere over.

(Visited 418 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar