Attenfireogtres

1864

Så blev det omsider tid at se det første afsnit af Ole Bornedals 1864. Det ser lovende ud.Jeg kan godt forstå at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om fremstillingen – Bornedal trækker paralleller til vore dages danske krigsbegejstring, og nationalklenodierne D.G. Monrad og Johanne Louise Heiberg fremstår som lettere mentalt ustabile mennesker. Og endnu engang har en instruktør fundet nogle solide børneskuespillere – det er næsten synd, at vi kun skal se dem i dette første afsnit. Det er den første søndags-tv-serie, hele familien ser sammen;  vores datter var den første til at lure symbolikken i at den ene bror får en bog i gave, mens den anden får en bajonet.

Det, som jeg allerede kan se, er at 1864 formår at gøre noget, som al historieundervisningen ikke gjorde for mig. Dengang i folkeskolen fremstod hele fortællingen om Treårskrigen og krigen i 1864 som abstrakte placeringer af landegrænser og navne på slag. Min lærer var ikke så lidt af en nationalist, så meget husker jeg, og al hans tale om hvor dansk Slesvig var, fik mig til at stå mentalt af.

I tv-serien bliver det allerede tidligt klart, at krigene dengang i det 19. århundrede smadrede en masse menneskeskæbner. USA har længe haft en filmtradition for at fremstille den amerikanske borgerkrig, der var med til forme det moderne USAs selvforståelse. Nu er der omsider et bud på en billedfortælling om den krig, der på præcis samme tid var med til at forme en dansk selvforståelse. Den reaktionære nationalisme, som i disse år igen trækkes frem af mange politikere, er ikke så væsensforskellig fra hvad man så for 150 år siden.

(Visited 190 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar