Til minde om Klyderne

https://www.youtube.com/watch?v=YWGduMMGv4w

I dag kan jeg læse at Jess Ingerslev er død. Han blev 67 – og først nu, hvor jeg har læst hans nekrolog, går det op for mig at han faktisk var født i Aalborg. Her er et lille klip fra det oprindelige Kaptajn Klydes Flimmercirkus –  det starter med en nytårstale og ender med en meget u-vegetarisk (for ikke at sige u-vegansk) sang. Flimmercirkusset startede som en del af DRs Ungdomsredaktion og til sidst blev det så populært at der kom et selvstændigt show ud af dem. Senere blev det endda til en spillefilm, Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage.. Tom McEwan, der nu er den eneste tilbageværende Klyde, og Jess Ingerslev fortsatte samarbejdet i det smålegendariske børneprogram Nu er det ikke sjovt længere (kendt for sangen “Fy fy, skamme skamme”).

Men det var med Kaptajn Klydes Flimmercirkus, det begyndte. Det er interessant at tænke på at Erhard Jacobsen blev forarget over at Jesper Klein vaskede et Dannebrog i en vaskemaskine – ud kom et rødt flag og et kors! (Jesper Klein bemærkede at de to ting såmænd kunne bruges til at lave en drage, men det hørte Erhard J. vist ikke.) Jeg kan også huske hvordan der blev lavet et afsnit på engelsk til en international tv-festival – men indledt med velkomsten “Godaften, I udenlandske røvhuller” på dansk (næsten profetisk!). Også dét vakte en del forargelse hos Erhard Jacobsen og ligesindede.

Uden egentlig at ville det, blev Kaptajn Klyde del af samme stime musikalsk komik som de meget mere tandløse Eddie Skoller og Linie 3, og til sidst havde de overlevet sig selv. Der var grænser for hvor meget, trio-formatet kunne bære; jeg har en anelse om at Klyde-filmen ikke var så stor en succes. Men når man ser de gamle klip fra 1980, aner man slægtskabet med et andet legendarisk foretagende fra DRs B&U-afdeling, nemlig Poul og Nulle. Og man bemærker også at denne form for humor hører en anden tid til. Vore dages stand-up-komik er langt mere tempofyldt og bevidst om egne virkemidler, men også på godt og ondt noget mere kynisk og selvcentreret.

(Visited 548 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar