Hundredeogtretten?

IMG_4049-2.JPG

I dag er jeg med min kone og vores datter på 13 på besøg hos min svigerfar, der bor i Dalby udenfor Kerteminde.

Vi steg på bussen i Odense for at komme til Kerteminde. Jeg købte billetter og pointerede at vores datter er 13 (hun er høj af sin alder), fik byttepenge og satte mig.

Men hov! Alle tre billetter kostede jo det samme. Måske har de ikke børnebilletter hernede mere? Jeg kiggede på billetterne og taksttabellen bag chaufføren. Også i Odense er aldersgrænsen for børnebilletter 15 år. Jeg henvendte mig til chaufføren.

– Undskyld, du har givet min datter en voksenbillet. Hun skulle have en børnebillet. Jeg sagde jo at hun var 13.
– Nej, du sagde “113”. Jeg kan ikke lave din billet om nu.
– Hvorfor i alverden skulle jeg dog have sagt det tal? Det giver jo ingen mening.
– Du sagde “113”.
– Hør nu her, du har lavet en fejl!
– Det hjælper ikke at du hidser dig op.
– Jeg hidser mig ikke op. Hvorfor vil du dog ikke indrømme at du har lavet en fejl?
– Hvis det er på den måde, synes jeg at du skal forlade bussen. Det vil jeg faktisk helst have at du gør.

Jeg blev selvfølgelig siddende i bussen med familien, skummede langsomt af og tænkte over dels hvorfor jeg blev så vred, dels hvorfor nogle mennesker (mænd – i dette tilfælde vel to mænd) har så svært ved at tabe ansigt og havner i en blindgyde af smålighed.