Negre, sigøjnere og muhammedanere

Hughes - First Book of Negroes001
Børnebog af den afrikansk-amerikanske forfatter Langston Hughes. Se en nærmere omtale af denne bog på http://wetoowerechildren.blogspot.dk/2010/10/langston-hughes-first-book-of-negroes.html

I Information har der i den forgangne uge været en artikel af fire humanistiske forskere, der har kommenteret sagen om ændringer i filmene baseret på Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-bøger.

Et af de steder, hvor der bliver ændret, er et sted hvor Pippi laver “skæve øjne”, mens hun fortæller om Kina. Et andet er i beskrivelsen af Pippis far, der hidtil er blevet kaldt negerkonge, og nu kaldes sydhavskonge.

Både i forbindelse med nyheden om Pippi-filmene og i forbindelse med kronikken i Information er kommet et hav af reaktioner fra mennesker, der bedyrer at de ikke er racister og at de undrer sig over at man ikke kan bruge dette ord, der for dem er helt naturligt og neutralt.

Men det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at denne reaktion kommer fra “ikke-negre”, der vil have lov til at omtale andre som “negre”, uanset om disse andre mennesker kan lide det eller ej.  Det har ikke været en reaktion fra mennesker med afrikansk baggrund, der helst vil kalde sig selv for “negre”.

Argumentet om at ordet “neger” er uskadeligt og passende er nemlig baseret på at den, der kategoriserer andre som “neger”, selv opfatter ordet som uskadeligt og passende. Og der er samtidig en stiltiende antagelse om at dem, man omtaler, ikke kan høre, hvordan de bliver omtalt.

Jeg tror på at de allerfleste af dem, der nu undrer sig over at de ikke kan bruge ordet “neger”, faktisk heller ikke bruger ordet nedsættende. Men ordet “neger” tilhører en tid med europæiske kolonier i Afrika og apartheid i Sydafrika og USA. Når “ikke-negre” bruger ordet om andre mennesker, hænger de i et eller andet omfang fast i tankegangen fra dengang, og de kommer til at signalere det over for de mennesker, de bruger ordet “neger” om. På denne måde er ordet beslægtet med “sigøjner” og “muhammedaner” – også de er markører af nogle gamle strukturer og opfattelser.  Ordet negro var engang det “korrekte” ord på engelsk, men det var i en tid, hvor et andet meget ubehageligt ord var det, man sædvanligvis brugte – også i borgerrettighedsbevægelserne brugte man ordet “neger”. Billedet ovenfor viser en berømt børnebog fra USA om afrikansk-amerikanske borgeres historie og kamp mod diskrimination og for ligestilling. Forfatteren er Langston Hughes, en kendt forfatter, der selv var afrikansk-amerikaner.

Man har “lov til” at omtale andre mennesker som man vil, så længe man ikke er injurierende, og derfor kommer alle automat-argumenterne om “ytringsfrihed” frem. Men dette er ikke et spørgsmål om hvad man har lovhjemmel til at sige, men et spørgsmål om  hvordan man i vore dage bør omtale andre mennesker.

Jamen, hvilke betegnelser skal vi så bruge? er der nu nogle, der vil indvende. Her kan jeg ikke lade være med at sige to ting.

For det første: Jeg taler ikke for at nogle ord skal forbydes, men lad os dog vænne os til at bruge en betegnelse, som det menneske, vi omtaler, selv ville bruge i vore dage. De romaer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for sigøjnere. De muslimer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for muhammedanere. De handicappede, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for vanføre. Derfor vil jeg heller ikke bruge de ord om disse mennesker. Jeg kan heller ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er tidssvarende.

For det andet: Noget rigtig underligt ved ordet “neger” er at det er et ord der hænger fast i en karakterisation af mennesker ud fra nogle dårligt definerede ydre kendetegn og en gammeldags antropologisk idé om at der findes “racer”. Jeg kender ikke noget andet ord, der på samme måde bliver brugt af nogle mennesker om så mange, meget forskellige mennesker – det være sig en amerikansk præsident, en skolepige fra Nørresundby eller en sanger fra Benin. Alle er på et tidspunkt blevet omtalt som “negre”. Hvis jeg skulle nævne et andet ord, der bruges på samme måde, skulle da det måske være betegnelsen “farvet”, som man før i tiden anvendte om mennesker, der ikke var “negre”, men heller ikke var “hvide”.  Men som regel er det alt andet end de vage ydre kendetegn, der er det relevante, når vi taler om andre mennesker. Jeg kan ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er nødvendigt.

Når nogen laver om i bøger og film, som børn stadig læser og ser, er det netop fordi bøgerne og filmene stadig skal være tidssvarende – de er ikke kun produkter af en bestemt historie.