Et nyt Australien?

australia-anti-immigration-ad

I de seneste uger har vi set hvordan der er ved at ske endnu et ubehageligt skred i opfattelsen af dansk asylpolitik. Danmarks mest populære partier vil kort og godt eksportere flygtninge og asylansøgere til lejre i fattige lande – og hvis gældende international lov på menneskerettighedsområdet forhindrer dette, skal Danmark undsige sig den.

I en udsendelse på DR1 fremhævede Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti Australien som et positivt eksempel på hvordan Danmark kunne gøre. Den australske regering har for få måneder siden indgået en aftale med Cambodia om at landet skal huse asylansøgere og et antal mennesker med flygtningestatus. Til gengæld får Cambodia 40 millioner australske dollars i udviklingshjælp. Det er interessant, at beskyttelsen af forfulgte mennesker nu overlades til Cambodia, der er et af de fattigste lande i Asien og i de seneste 40 år har været hjemsted for krige, folkemord og hungersnød. Situationen er mindre ekstrem nu, men også i dag er Cambodia hjemsted for alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Billedet ovenfor viser den australske immigrationsstyrelses nye plakat; den findes på en lang række sprog og er rettet mod menneskesmuglere og potentielle asylansøgere. Den er del af en regulær skræmmekampagne og jeg forestiller mig den uvilkårligt side om side med turistinformationerne på http://www.australia.com.

Nærområde-begrebet dukker op igen og igen i argumenterne for ikke at ville tage imod flygtninge. Det interessante er at det engang faktisk var Danmark, der var nærområde. Fra 1933 og frem til 1940 kom der tyske flygtninge til Danmark på grund af nazismen; de flygtende tyskere var jøder eller på anden vis modstandere af Hitler. I denne periode blev mange af dem dog sendt tilbage. Og umiddelbart efter 2. verdenskrig kom der igen mange flygtninge fra Tyskland. Denne gang var det tyskere, der flygtede fra krigens ødelæggelser. De blev indkvarteret i lejre, hvor dødeligheden var høj.

Man skulle nu tro, at de populære partier ville have en anden holdning i det tilfælde at Danmark var et nærområde. Men nej, tværtimod gør man den måde, de tyske flygtninge blev behandlet på, til et ideal for en flygtningepolitik i vore dage. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtrykker det således:

De skal ikke ind i Danmark, så de ikke er til at komme af med igen. Efter krigen var der en kvart million tyske flygtninge. De var indkvarteret i nogle udmærkede lejre, hvor de blev behandlet godt. Men alle skulle naturligvis hjem, og det kom de også. Den sidste rejste hjem i 1949. Man burde gøre noget tilsvarende nu

(Visited 85 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar