1864 for anden gang

jlh

Bornedal maler med den brede pensel i andet afsnit, nogle gange lige lovlig bredt. Man bør huske at han ikke er bange for at sætte tingene på spidsen og især i Charlot og Charlotte, som var Bornedals gennembrud og som jeg satte meget højt, brugte han karikaturen meget bevidst som virkemiddel. I en historisk sammenhæng kan den slags dog blive mere problematisk. Første afsnit var efter min mening bedre, måske fordi der i dette afsnit ikke sker så meget nyt, men jeg tror at der kommer mere liv over fortællingen når krigen begynder (hvor paradoksalt det end måtte lyde). Måske kunne første og andet afsnit være redigeret sammen til en 90 minutter lang pilot. Det ville formodentlig have virket meget stærkere.

Og så tror jeg, det er første gang en dansk tv-serie (eller måske endda en dansk film) forsøger at fortælle om romaerne, der jo også er del af Danmarkshistorien. Det er i sig selv prisværdigt, men klicheen lurer unægtelig lige om hjørnet med den smukke sorthårede pige og de glade spillemænd.

Billedsiden af 1864 er uangribelig – Bornedal får igen virkelig manet sommerstemninger frem – og der er nogle gode skuespillerpræstationer her. Nicholas Bro fylder i bogstaveligste forstand rollen som D.G. Monrad godt ud, og det er interessant at caste Sidste Babett-Knudsen som den diva, man vel længe har mistænkt hende for egentlig at være. Det er også altid en fornøjelse af se Zlatko Buric; jeg havde ikke forventet at se ham her.

Pop om pop

141014-iggy-pop-free-music-in-a-capitalist-society-piracy-u2
Foto: Spin.

James Newell Osterberg alias Iggy Pop er efterhånden blevet 67 år gammel; som navnet antyder har hans familie nordisk baggrund (to af hans bedsteforældre var fra Danmark).  Mange af os tænker på ham som en vildmand i bar overkrop – og nogle af os også som ven og samarbejdspartner med David Bowie i sin tid.  I år gav han årets John Peel Lecture på BBC – foredraget begynder ca. 37 minutter inde. Det er ikke alle, der er klar over at Iggy Pop faktisk er en belæst og egentlig også viis herre på sin egen ukomplicerede amerikanske facon, og alene hans malmfulde stemme er værd at lytte til.

Foredraget kan også læses her. Meget af det handler om Iggy Pops oplevelser med musikbranchen (eller musikindustrien) gennem et langt liv der strækker sig fra de små øvelokaler frem til Internettet,  og livserfaringen og spilleglæden gennemstråler alt hvad han siger. Et af de mange gode citater fra ham er dette:

If I wanna make music, at this point in my life I’d rather do what I want, and do it for free, which I do, or cheap, if I can afford to. I can. And fund through alternative means, like a film budget, or a fashion website, both of which I’ve done. Those seem to be turning out better for me than the official rock n roll company albums I struggle through. Sorry. If I wanna make money, well how about selling car insurance? At least I’m honest. It’s an ad and that’s all it is. Every free media platform I’ve ever known has been a front for advertising or propaganda or both. And it always colors the content. In other words, you hear crap on the commercial radio. The licensing of music by films, corps, and TV has become a flood, because these people know they’re not a hell of a lot of fun so they throw in some music that is. I’m all for that, because that’s the way the door opened for me. I got heard on tv before radio would take a chance. But then I was ok. Good. And others too. I notice there are a lot of people, younger and younger, getting their exposure that way. But it’s a personal choice. I think it’s an aesthetic one, not an ethical one.