En bufferzone?

verdenskort

I dag kan jeg se, at pengene til dansk hjælp til det store antal syriske flygtninge bliver taget fra udviklingsprojekter. Ifølge tal fra Politiken er denne praksis ikke ny; der er tale om en tendens. I 2008 brugte man 250 millioner kroner af udviklingsbistanden brugt på asyludgifter. I 2013 var det 900 millioner af 16,5 milliarder, og i 2014 bliver det langt mere.

De samme politikere, som laver denne disposition, har sagt ja til at Danmark skal deltage i militære operationer over Irak – og de militære operationer er næppe uden omkostninger eller kortvarige.  (Om den militære intervention er et rigtigt skridt i denne situation er et andet problem. Selv er jeg meget skeptisk.)

Hele håndteringen af den humanitære katastrofe i Syrien og Irak viser for mig at se, at der er noget alvorligt galt med den måde, man i dansk politik tænker på internationale forhold på. Mit indtryk er at man tænker på udviklingsbistanden som en buffer-post snarere end som en udgift, der er vigtig i sig selv. Om udgifterne til de militære operationer kommer fra en anden budgetpost, der bliver omdefineret til at være en buffer-post, ved jeg ikke. I al fald er hele denne måde at tænke på kortsigtet.

For tankegangen er del af en tendens til at se internationale problemer som isolerede størrelser, selv om de er relaterede. På den ene side vil den danske regering gerne føre en “aktivistisk” udenrigspolitik sammen med USA, dvs. deltage i militære operationer ledet af USA. På den anden side vil samme regering gerne tænke på sig selv som et land, der lever op til nogle humanitære mål. Men der en sammenhæng mellem militære operationer og situationer, der skaber flygtninge.  En militær operation vil nemlig meget let skabe i hvert fald midlertidige, nye problemer for befolkningen i de områder, der er berørt.  Og lidt længere ude i sammenhængskæden er der også en sammenhæng til bistandsprojekter, for mange af de situationer, der i vore dage skaber flygtninge, kan føres tilbage til konflikter udløst af økonomiske/sociale uligheder og et demokratisk underskud – som er nogle af forhold, bistandsprojekterne prøver at adressere.

2014 har været et år præget af usædvanligt mange humanitære katastrofer, og det bliver nok ikke det sidste år af slagsen. Samtidig er der nogle langsigtede problemer, der skal håndteres. Det må være på tide at danske regeringer tager begge forhold alvorligt.