At opleve og at eje

forventning
Figur fra http://www.theatlantic.com/business/archive/2014/10/buy-experiences/381132/?single_page=true

I år fejrede min hustru og jeg rund fødselsdag, og vi fik bogstaveligt talt inviteret gæster fra nær og fjern. I sommers var vi til Northside-festival i Aarhus, hvor en koncert med Arcade Fire var et højdepunkt. Senere i år var vi i London, og jeg var til en uforglemmelig koncert med Kate Bush. Jeg glædede mig længe til alle disse tre oplevelser.

Har jeg købt eller fået nogle nye ting i år, som har gjort lige så stort indtryk? Det tror jeg ikke. Selvfølgelig har jeg ejendele, der betyder noget særligt for mig. Nogle ejendele er meget nyttige for mig – min cykel, min bærbare computer, min fluorescerende cykeljakke, min tekande… Men andre ejendele har simpelthen affektionsværdi, for de er minder fra min barndom og min ungdom. Oplevelserne betyder mest.

Den amerikanske psykolog Thomas Gilovich har længe interesseret sig for netop dét. En ny undersøgelse af Gilovich, sammen med Matthew Killingsworth og Amit Kumar, publiceret i en artikel med den interessante titel “Waiting for Merlot”, bekræfter min anelse: Det skaber mere glæde at se frem til en oplevelse end at se frem til at skulle erhverve sig noget.

Der er ikke den samme grad af misundelse forbundet med oplevelser som med materielle goder – og selv en mindre god oplevelse kan vi skabe om til en god oplevelse. Som Amit Kumar siger i en omtale af undersøgelsen, vil vi ofte kunne få gode minder ud af en regnfuld uge med familien i sommerhuset, fordi vi brugte tiden på at være sammen inden døre. Selv om ugen var træls, mens den stod på, kan minderne ende med at være gode endda. Men vi er ikke tilsvarende glade for en sløv computer, bare fordi vi ender med at bruge mere tid sammen med den, fordi den er så sløv.

Ultimate Painting

Jeg har lige opdaget et kommende album med den britiske duo Ultimate Painting; ovenfor kan I lytte til det (det udkommer den 28. oktober i år). For 20-25 år siden lyttede jeg en overgang en del til denne slags musik, som Michael Hann fra The Guardian benævner traditionalistisk indie. Den blev spillet af amerikanske navne som Galaxie 500, Luna og The Feelies og en hel masse britiske navne. De prøvede alle at lyde som Lou Reed lød, indtil han hellere ville lyde på en anden måde. Det var rockmusik, der hverken var rigtig psykedelisk,  rigtig havde lyst til at rocke igennem eller orkede at hæve stemmen. Men til sidst forekom genren mig en tand for blodfattig og selvoptaget, og jeg kastede mig over en masse andre slags musik. I dag kan man høre udtrykket for det, det er, og nyde det i mindre doser. På den måde og givet genrens tydelige begrænsninger gør Ultimate Painting det nemlig godt med enkle og iørefaldende numre – og de har også en Tumblr-side.