1864, tredje gang

1864-3

Dette var tredje afsnit af 1864, og nu kom handlingen for alvor videre. Bornedal maler stadig med den brede pensel, men denne gang passer det for det meste til indholdet. Specielt voldtægtsscenen var dybt skræmmende og gennemført fortalt. Det er også interessant at opleve netop kongen og H.C. Andersen som de mindst nationalistiske personer i denne fremstilling. Bornedal kan nu stadig ikke helt slippe de karikerede figurer, og også denne gang får vi en lidt overflødig karikatur serveret i form af en naivt jovial jyde (Ole Bornedal er fra Nørresundby og burde vide bedre). Men måske ender netop denne soldat med at være en tragisk skikkelse.

I al fald: jeg vil godt udnævne aftenens afsnit til det hidtil mest vellykkede, og det lover på den måde godt for serien. Hvis den korte trailer til allersidst i aftenens episode står til troende, kommer klimakserne helt som de skal  i næste afsnit.

Det sidste menneske

The last Jew in Vinnitsa, 1941

Mange af de voldsomste fotos er dem, der viser en uigenkaldelig og uoprettelig situation lige inden den er blevet uoprettelig. Dette billede er forfærdeligt og når man først har set det, glemmer man det ikke igen. Billedet er taget af en tysk soldat i Ukraine i Vinnitsa-distriktet i Ukraine i 1941 og viser slutningen på en af nazisternes massakrer på østeuropæiske jøder, begået af de såkaldte Einsatzkommandoer. Den sidste overlevende beboer vil om et øjeblik blive dræbt. Ligene af de andre beboere hans landsby ligger i massegraven nederst på billedet. Bag på billedet står Den sidste jøde i Vinnitsa, 1941. Hvad den ukrainske mand hed, vil vi formodentlig aldrig få at vide. Hans ansigtsudtryk rummer både frygt og afsky.

Parallellerne til vor tids billeder af terrorister, der henretter journalister og nødhjælpsarbejdere i Irak, er tydelige. Jeg vil være meget forsigtig med at drage yderligere paralleller mellem vore dages internationale konflikter og 2. verdenskrig. Det, der er fælles, er dehumaniseringen og den absurd gennemførte stolthed over at dræbe et menneske, man ikke kender, som er så stor, at mordet skal foregå foran et kamera. Det sidste menneske i landsbyen ville kunne vidne om de ufattelige krigsforbrydelser, men det er ikke derfor, han skal slås ihjel.

I The Guardian skriver journalisten Glenn Patterson om dette billede, han ikke har kunnet glemme, og hvordan det var at se det igen. Fra den anden side af historieskrivningen kan man læse en beretning (oversat til engelsk) af den tyske officer Erwin Bingel om massakrerne i Ukraine.