Hvad mere er der egentlig at sige?

Aftenens vinder Mathias Bundgaard (billedet er taget ved en tidligere dyst mellem Aalborg og Aarhus)

I aften deltog jeg i poetry slam på Studenterhuset. Det var åbningen af en ny sæson. Det var hyggeligt at være sammen med de andre; Mads Bjergen Pedersen var den eneste i aften, der havde været med til poetry slam i Aalborg i længere tid end mig; Mads og jeg mødte hinanden første gang tilbage i 2009. Mathias Bundgaard, der er fra Aarhus og er tidligere Danmarksmester (og i det hele taget er en meget dygtig og afvæbnende performer), vandt. Jeg blev nummer 2, Mads nummer 3. Niveauet var godt, også hos de to debutanter.

Jeg har været usikker på om jeg fortsat vil deltage i poetry slam, og det er jeg stadig, selv om en andenplads da får mig til at tænke over det igen. I en verden hvor de to eneste bevægelser, der for alvor kan engagere Europas ungdom ser ud til at være fanklubben for One Direction og ISIS, er det svært at forholde sig satirisk til realiteterne. Måske er det bare en slags skriveblokering, måske har jeg reelt sagt alt det, jeg har på hjerte inden for dette format. Aftenens tekster er alle tre tekster, jeg har fremført tidligere.

Af og til synes jeg, poetry slam-scenen er ved at vokse fra mig, og måske er det også omvendt. I min alder er det svært at skrive en troværdig tekst om at længes efter at flytte hjemmefra, få en uddannelse og finde en kæreste – og min familie ville nok også tage det ilde op, hvis jeg ytrede den slags. Min kvababbelser er nogle gange nogle andre, end et ungt publikum har. Samtidig er der nogle fabelagtige performere derude, som har en masse, jeg ikke har.

Jeg har forskellige sproglige udtryk i de forskellige sammenhænge, jeg færdes i. Denne blog er blevet ét af dem. Om poetry slam stadig skal være et andet, ved jeg ikke. Det vil tiden vise.