1864, sidste gang

1864-8

Det sluttede, præcis som man kunne forvente i Ole Bornedals serie. Aftenens afsnit skulle runde tingene af, og det gjorde det. Igen hæfter jeg mig ved den meget gennemførte billedside; interiørerne hos Inges forældre har en helt Vilhelm Hammershøi’sk lyssætning og komposition, og det er næppe tilfældigt.

Set i bakspejlet forstår jeg nu bedre 1864 end jeg havde gjort før, og jeg tror at den vil vinde ved et samlet gensyn en dag. 1864 er på mange måder tænkt som en tragedie – der er selvfølgelig aldrig nogen spænding om hvem der vinder krigen,  men også i de centrale personers historie er der en tragedie, som styrer fortællingen. I virkeligheden er vel dog de bipersoner i historien, som faktisk har levet, der er de mest spændende.

Nogen burde lave en spin-off om Johan, der i virkelighedens verden hed Johan Larssen og faktisk var fra Nordjylland. Han kom fra Sæby, hvor også min familie stammer fra, og slog sig efter krigen ned i Gammel Skagen. Den Store Danske Encyklopædi har et langt opslag om hans liv, der i sig selv er en film værdigt – også uden alle de magiske evner, han blev tillagt i tv-serien.

Wilhelm Dinesen kunne man bestemt også lave en spin-off om – det har Tom Buk-Swienty, der skrev bøgerne som 1864 til dels er bygget på, faktisk allerede gjort. Wilhelm Dinesen kæmpede faktisk 7 år senere igen mod tyskerne, men nu i den franske hær.

Men derudover glæder jeg mig rigtig meget til at skulle se endnu en sæson af Arvingerne, der på mange (gode) måder er en meget mere klassisk tænkt tv-serie end 1864.

Noget om konfidensintervaller

megafon
Fra venstre mod højre (på figuren): Procentvis tilslutning til Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne ifølge meningsmåling.

Forleden skrev jeg om Megafons meningsmåling, der udnævnte Dansk Folkeparti til lige nu at være det parti, der lige nu er størst. Men jeg glemte noget væsentligt: Til ethvert datasæt og enhver tilhørende statistisk hypotese kan man knytte et x%-konfidens-interval, der angiver det interval, hvori den sande værdi for estimaterne med en sandsynlighed på x% vil befinde sig. Den slags en anelse tekniske, men meget vigtige forbehold glemmer medierne ofte – og af og til glemmer vi andre også at spørge om dem.

Det har Niclas Darville (der, så vidt jeg kan se, studerer eller har studeret datalogi på Aarhus Universitet) nu gjort. Han har selv beregnet konfidensintervaller, og resultatet kan man se på hans figur ovenfor; de brune områder viser 95%-konfidensintervallerne. Og her opdager man at vi med 95% sandsynlighed faktisk ikke ved hvilket af partierne Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne der er størst tilslutning til. Som Niclas skriver:

For at kunne sige (med 95% sandsynlighed) at DF er størst, skulle DFs nederste søjle—dén, der viser den garanterede stemmeandel—rage højere end den (maksimalt) mulige stemmeandel for de to andre partier; det er tydeligvis ikke tilfældet.

Min manglende glæde ved den store tilslutning til Dansk Folkeparti er stadig intakt, men det er en anden snak.

Guldbryllup i Køge

guldbryllup

Jeg tog en feriedag for at tage til Køge for at være med til at fejre min moster Anna og onkel Peders guldbryllup. Desværre kunne min hustru ikke få fri. Det er lidt besværligt at komme til Køge med tog, og det lykkedes da også DSB at skabe en forsinkelse, der endte med at jeg kom en halv time for sent til festen.

Da jeg var ung, sagde familiefester mig ikke rigtig noget, men det har afgjort ændret sig. Det var godt at se familien igen og endnu engang fik vi snakket godt. Af en eller anden grund er det altid på Sjælland, jeg ender med at møde mine tre tanter fra Brønderslev. Det er mange år siden, jeg kunne tale med min mor om min barndom, og de eneste, der kan huske mig fra dengang, er den del af min mors familie, der var til festen i dag.

Der var også flere fra den jyske del af familien, der ville tale med mig om Egholm-motorvejen, og  heller ikke de havde noget pænt at sige om den. Min fætter Lars (der oprindelig er fra Køge, men nu er havnet i Østjylland, hvor hans kone stammer fra) sagde endda at hvis der kom en motorvej over Egholm, så var det slut med ham og Nordjylland. Så dét.

På vej hjem lykkedes det DSB at skabe endnu en solid forsinkelse. Og nej, det er ikke et argument for flere motorveje, men derimod for for bedre togtrafik.

Og så vil jeg da gerne benytte lejligheden til at invitere alle, der læser dette, med til mit eget guldbryllup, der efter planen finder sted i november 2057.

Et nyt populært parti

danskfolkeparti-600x350
Under valgkampen op til kommunalvalget i 2013 delte Dansk Folkepartis kandidater på Frederiksberg flæskesvær ud.

På nettet kunne jeg læse at Dansk Folkeparti er det største politiske parti i Danmark ifølge en ny meningsmåling. Jeg kan desværre ikke sige at jeg er overrasket.

Politikerne udnytter den humanitære krise i Mellemøsten med dens enorme flygtningeproblem til at hjælpe mange herhjemme i favnen på den reaktionære nationalisme med dens smålighed og had. Og det lykkes over al forventning. Hvis Dansk Folkeparti i 2015 også er Danmarks største parti, vil de tage sig dyrt betalt for at være kongemagere.

Nogle vil hævde at Dansk Folkeparti dybest set er et ufarligt parti. Men et af de vigtigste fingeraftryk de har sat på den politiske debat herhjemme er at det er blevet helt legitimt at tale menneskerettighederne ned. Danmarks nu næstpopulæreste parti taler for at Danmark i nogle sammenhænge kan vælge at forlade menneskerettighedskonventioner, og den siddende regering har tidligere i år syltet sine tidligere planer om at indarbejde de menneskerettighedsinstrumenter, Danmark har tiltrådt, i gældende dansk lovgivning.

Hvornår vil de partier herhjemme, der påstår at være et alternativ til Dansk Folkepartis holdninger (og Danmarks nu næstpopulæreste parti er ikke et sådant parti) holde op med forsøge at imitere DF? Hvis målet med at lægge sig op ad Dansk Folkeparti er at forhindre dem i at trække flere vælgere til, er det slet ikke lykkedes. Dansk Folkeparti er i al den tid, der har været ført kopi-politik, blot vokset støt. Det eneste andet, der sker, er at kopi-politikken går ud over de samme mennesker som Dansk Folkeparti går efter at ramme.  Og ligegyldigt hvor tit man opdaterer sin kopi, er Dansk Folkeparti altid klar til at føje flere krav til den originale udgave.

Måske er det i virkeligheden både nemmere for alle kopi-partierne og i det hele taget mere realistisk at arbejde på at få Dansk Folkeparti til at gå i regering snarest muligt. Det bliver en hård og grim tid, men det vil det blive alligevel. I Norge er Fremskrittspartiet ikke længere helt hvad det har været, efter det fik ministerposter. I mellemtiden må de af os, der stadig orker det, blive ved med at tale for og leve for et værdigt alternativ til den reaktionære nationalisme.

En aften i Aarhus

2014-11-27 20.07.47
Carsten Bagge Lausten taler.

Jeg var blevet inviteret til Aarhus for at fortælle om Amnesty Internationals arbejde med og holdninger til den enorme humanitære krise i Irak og Syrien. Efter mit oplæg skulle der være en koncert med to lokale rockgrupper. Arrangementet var stablet på benene af Amnesty-gruppen ved Aarhus Universitet.

Den anden oplægsholder var Carsten Bagge Lausten fra Statskundskab på Århus Universitet. Han holdt et langt og grundigt oplæg om religiøs fanatisme; det mindede sine steder måske lige vel rigeligt om en sociologiforelæsning med slides med tekst på punktform og det hele. Ikke et ondt ord om forelæsninger i sociologi som sådan, men de er muligvis ikke altid den bedste optakt til en rockkoncert.

Jeg havde ingen slides og prøvede at fatte mig i korthed; jeg tror at det lykkedes. Mange er underligt fascinerede af IS (eller hvad de nu kalder sig for tiden – det er sjældent et tegn på grundlæggende mental stabilitet at skifte navn tit), men alle parter i de væbnede konflikter i Irak og Syrien begår faktisk voldsomme menneskerettighedskrænkelser. De shiitiske grupper, der kæmper mod IS, begår også kidnapninger, mord og tortur – helt uden at blive stillet til ansvar for det af Iraks myndigheder. Hvis IS skal have hovedansvaret for noget ud over at begå massakrer, der bedst kan beskrives som folkedrab, må det være at have tvunget mere end 800.000 mennesker på flugt.

Efter mit lille indslag var det straks tid til at tage tilbage nordpå, så jeg nåede desværre ikke rigtig at høre noget af musikken.

Arven fra Saul Alinsky

alinsky

For tiden florerer der en “8-punkts-plan for kontrol over samfundet” på nettet, der tilskrives Saul Alinsky. Mange amerikanere (og andre) kaster sig over denne 8-punkts-plan som en slags argument for at Barack Obama er en krypto-socialist og derfor en meget farlig mand. To af punkterne er

1: Healthcare – Control healthcare and you control the people

4: Gun Control – Remove the ability to defend themselves from the Government. That way you are able to create a police state.

Men hvis man ved hvem Saul Alinsky er, og hvornår han levede, bliver det hurtigt klart at der er tale om et falsum. Ordene healthcare og gun control er noget af det værste, USAs højrefløj ved, og disse begreber dukkede ikke op for alvor i den politiske debat før et godt stykke tid efter Alinskys død i 1972.

Saul Alinsky er nok ikke så kendt i Europa; han var en vigtig skikkelse på den amerikanske venstrefløj i det 20. århundrede. Som Alinskys navn antyder, havde han østeuropæisk baggrund – hans forældre var russiske jøder, men de var aldrig selv politisk aktive. Ud over at være sociolog, var Saul Alinsky det man i USA kalder en community organizer, dvs. en politisk aktivist der gjorde meget for at skabe opbakning om sager ved at mobilisere bredt i samfundet til arbejdskampe, sit-down-aktioner og mange andre former for protest.

Sine erfaringer med denne form for udenomsparlamentarisk aktivisme sammenfattede han i bogen Rules for Radicals, der nærmest er en lille håndbog i aktivisme. Det underlige er at Rules for Radicals bliver omtalt ekstra meget af personer, der er fundamentalt uenige med Alinsky. Hele den første side med hits fra Google, hvis man vil vide mere om socialisten Saul Alinsky, kommer fra højreorienterede websteder. Og hvis man prøver at google efter en PDF-udgave af bogen, så findes den skam derude i piratkopi, og første hit på Google skyldes såmand New American Commerce, der hverken kan kaldes venstreorienterede eller aktivister.

Der er ikke så  meget tale om at det amerikanske handelskammer via deres spredning af en piratkopieret bog vil kende til venstrefløjens holdninger og strategier – i USA er venstrefløjen nemlig så godt som uden indflydelse. Derimod er det  interessant at bemærke at selve Alinskys strategiske overvejelser om hvordan man kan mobilisere til aktivisme faktisk bliver udnyttet, men med modsat fortegn af den amerikanske højrefløj.

På nogle måder er især Tea Party-bevægelsen underligt inspirerede af Alinskys tilgang til aktivisme. Dels bruger de som sagt hans indsigt i hvordan man organiserer aktivisme, dels holder de ham frem som en bøhmand, selv om det er over 40 år siden han døde. Dette gør de, fordi de er meget vrede på Barack Obama. Obama var nemlig en overgang i sin ungdom selv community organizer, og påstanden er derfor at han skulle være den “onde” Alinskys arvtager. Det underlige er så at det faktisk er Tea Party-bevægelsen selv, der løber med titlen!

Dette paradoksale fænomen finder vi også i andre sammenhænge og også i Danmark: Nogle af dem, der læser Koranen allermest ihærdigt og taler allermest om den er Søren Krarup og Trykkefrihedsselskabet. Nogle af dem, der går allermest op i indholdet af Enhedslistens partiprogram og taler allermest om det er politikere fra Venstre.

Projektarbejde og projektarbejde

aau

I dag var jeg for tredje år i træk med som gæst ved et arrangement som min fagforening DM (Dansk Magisterforening) holder for studerende. Arrangementet hed Den gode gruppeeksamen, men emnet var helt specifikt gruppebaseret projekteksamen.

Med til arrangementet var der ganske mange studerende fra TEK-NAT, SAMF og HUM (der var desværre ingen fra SUND og der var heller ikke nogen fra datalogi, hvor DM desværre ikke står så stærkt. Derudover var der foruden mig to oplægsholdere, begge studerende. Den ene var fra Sprog og International Virksomhedsskommunikation alias SIV, den anden fra industriel medicin.

Det er interessant at tale om projekteksamen til studerende, der for størstepartens vedkommende har et meget begrænset kendskab til denne eksamensform. For to år siden var der ingen studerende, der havde deltaget i en gruppebaseret projekteksamen, og der var en meget mærkbar blanding af frygt og skepsis over denne underlige “nye” eksamensform. I år var der ikke noget af denne reaktion at spore, og stemningen var positiv. Mit vigtigste budskab var egentlig et måske ret kedeligt ét: at man som studerende skal tale med sin vejleder om de forventninger, hun/han har til projekteksamen.

Det var også særdeles interessant at høre om hvordan studerende fra andre uddannelser oplever projektarbejde og projekteksamen. De to hører nemlig tydeligt sammen; det blev nogle gange (men ikke altid) pointeret. Især hæftede jeg mig ved oplevelsen hos den studerende fra SIV. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at hun konsekvent omtalte sin vejleder som læreren og meget ofte kaldte projektet for opgaven. Og jeg lagde også mærke til at det tilsyneladende er et krav til projekteksamen på SIV, at de studerendes fremlæggelse ikke må inddrage indhold fra projektrapporten. Det var ikke kun mig, dette kom bag på. Måske er dette krav den ritualiserede strategi for at undgå kedelige, rent refererende fremlæggelser. Men det er alligevel underligt og bastant, og det kommer reelt til at føre til at projektarbejdet skal fortsætte med samme intensitet efter projektrapporten er afleveret. Hvor meget fokus mon der er på selve projektprocessen og at tale om den på SIV?

Efter arrangementet var der et par studerende, der roste mig for mit oplæg og endda sagde at de da godt kunne have tænkt sig at have mig som lærer. Det var jeg særdeles beæret over at høre. men jeg måtte tilføje at jeg da håbede at de mente “vejleder”.

Legenden om den lille hvide plet

storvildt
Sidste side i tegneserien af Frank Frazetta og Larry Ivie.

Jeg kan huske en tegneserie, jeg læste som barn. En egn et sted i Afrika har gennem lang tid været hærget af et glubsk rovdyr. En hvid jæger lover at nedlægge det tilsyneladende usårlige rovdyr mod til gengæld at få dyrets pels. Det er ikke nemt, men til sidst rammer han det i en lille hvid plet på dyrets ene skulder. Det gør det af med rovdyret – der med ét forvandles til et menneske. Det døende menneske takker storvildtjægeren for omsider at være fri af forbandelsen. Og så forvandles storvildtjægeren til selvsamme rovdyr; nu er det ham, der skal føre forbandelsen videre. På denne uventede måde fik han samtidig dyrets pels.

Denne historie er i virkeligheden en forbløffende præcis lignelse om hvordan hjælpen til Det Globale Syd (alias Den tredje verden) ofte bliver ført ud i livet og hvorfor den ikke lykkes.

Der er en lang artikel i webmagasinet New Republic om hvad der ofte er galt med udviklingsprojekter rundt om i Det Globale Syd. Ét er at man går efter den ene idé, der kan redde alle – man vil så at sige ramme rovdyrets hvide plet, Der er mange eksempler på projekter, der målrettet efter at udbrede én idé i stor skala, selv om den ikke er en universel løsning. Et eksempel er “karruselbrønden”, en børnekarrusel forbundet med en vandpumpe – ved at børn leger med karrusellen bliver der pumpet vand op til landsbyen. Et andet er ideen om at forære alle børn lærebøger til deres skolegang. Disse ideer virker fornuftige, men virkede ikke.

Et andet er at man også vil tjene penge på udviklingshjælpen – man vil have pelsen af det rovdyr, man slår ihjel. I nogle lande, f.eks. Australien og Canada, har man ikke særlige udviklingsministerier, men ser udviklingshjælp som del af ministeriet for udenrigshandel. Men hvis man ikke passer på, skaber man let en fejlslagen økonomisk udvikling i det land, man vil hjælpe.

Artiklen har ikke nogen lette svar på hvad man skal gøre i stedet – ud over at man skal tilpasse sin løsning efter den konkrete situation. Præcis som der ikke findes én lille hvid plet, man bare skal gå efter at ramme.

Nej til informationsteknologi!

knowmore

I dag var jeg med i et PhD-bedømmelsesudvalg, og hvis ikke man allerede vidste det, blev det meget hurtigt klart at dagens PhD-kandidat var særdeles kompetent inden for sit område af datalogi. Han skal nok klare sig godt.

Men hvad er det egentlig at være “IT-kyndig”? En ny undersøgelse fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (det tidligere DPU) foretaget af  bl.a. Jeppe Bundsgaard og som bliver grundigt omtalt i en artikel i Information konkluderer at der er mange skoleelever, der kan bruge deres computere og mobiltelefoner til at lave film o.lign. Men deraf kan man bestemt ikke slutte, at de unge mennesker er IT-kyndige.

På Fjordsgade Skole i Aarhus kender IT-vejleder Emil Pallesen alt til problemstillingen. Han mener ligesom Jeppe Bundsgaard, at billedet snyder, for det er ikke eleverne, som er intuitive; det er maskinerne. Han møder mange elever, for hvem brug af tablets og smartphones er en naturlig del af hverdagen, men som ikke har noget grundlæggende kendskab til, hvordan computere fungerer og er opbygget, og for hvem eksempelvis kendskabet til tekstbehandling og regneark er begrænset.

I virkeligheden er det her, problemet ligger. “IT-kendskab” er ikke det samme som at være bruger af informationsteknologi.

Det får mig til at tænke to lidt kætterske tanker:

For det første, at man i undervisning nogle gange skal vise at det hele ikke er så intuitivt endda. Hele beregnings-universet kræver mange gange noget, der går ud over intuitionen eller måske endda er i strid med den. Et af de steder, hvor man kan se det, er i studiet af algoritmer og programmer. Det er ikke alle problemer, man kan programmere sig uden om.

For det andet skal vi passe på med at bruge ordet informationsteknologi i flæng, for i nogle sammenhænge er det meget misvisende. Jeg omtaler aldrig mig selv som en, der arbejder med informationsteknologi og i arbejdet med studieordningerne for datalogi- og softwareuddannelserne undgik vi at bruge ordet. Måske er ordet/forkortelsen IT blot vores seneste dårlige bud på en betegnelse for det, der for 40 år siden blev kaldt for EDB.

Det, Emil Pallesen og Jeppe Bundsgaard efterlyser, er da også noget andet end informationsteknologi, nemlig kompetencer i at forstå teknologien og at forholde sig kritisk til den. Måske er det ikke datalogi (i hvert fald ikke kun datalogi), men det er helt klart noget andet end ideen om kun at skabe brugere af en bestemt teknologi.

1864, syvende gang

1864-7

Det suverænt mest voldsomme afsnit og også det hidtil mest vellykkede i al sin uophørlige skildring af krigens gru. Hvad mere er der at sige?