1864, fjerde gang

1864-4

Hvis man læser Ole Bornedals filmografi, kan man se at han faktisk mest har beskæftiget sig med spændingsfilm og gysere. De første tre afsnit af 1864 har vist at han har villet andet og mere, men det er først i aftenens afsnit, at det virker som om han helt er på hjemmebane. Bornedal får omsider lov til at vise vold og død, og det gør han overbevisende. Som i de foregående afsnit kan man ikke sætte en finger på billedsiden – 1864 er visuelt set meget gennemført. Det er i fortællingen om slagmarkens og soldaterlivets meningsløshed og omskiftelighed, der hvor der ofte ikke er mange ord eller hvor ordene bliver absurde, at det for alvor lykkes i aftenens afsnit. Der kommer en elementær spænding ind, også selv om vi godt ved hvordan krigen ender.

Det går også op i aften for mig, at det er det nogle gange komprimerede manuskript, der sommetider truer med at få kæden til at hoppe af i fortællingen. Der, hvor man ser det i aftenens afsnit, er på det sted hvor Inge fortæller sin mor at hun er gravid – min hustru forudser straks, at nu giver moderen hende en lussing. Og ja, det får Inge – og straks bagefter forviser moderen hende. Desværre har man ikke hidtil haft en fornemmelse af, hvilket forhold Inge havde til sin mor, så dette kommer hverken som et chok eller som det modsatte. Prøv at sammenligne med trekantsdramaet mellem Laust, Peter og Inge; det har været under opbygning lige siden første afsnit, og netop derfor virker det sted, hvor Peter læser det hemmelige brev fra Inge, så godt. Her tager Bornedal sig faktisk tid.

Jeg kommer til at tænke på at Erling Jepsen for nylig har skrevet et teaterstykke om 1864. Jepsen mestrer både humoren og det virkelig grufulde og kan i sine romaner skildre nogle endog særdeles sammensatte personer – og så er han jo tilmed fra Sønderjylland. Måske kunne Bornedal have haft glæde af ham?

En velkendt dagsorden?

flag

Mange herhjemme kan huske folketingsvalget i 2001. Det blev til en usædvanligt grim valgkamp i skyggen af terrorangrebene i USA den 11. september. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti appellerede til og spillede på en diffus frygt for flygtninge, indvandrere, danske med “anden etnisk baggrund”, terrorisme og islam. I valgkampen blev alle disse begreber blandet sammen igen. Siden da var der endeløse stramninger af udlændingeloven, stramninger af kontanthjælp for flygtninge og lige så endeløse og ørkesløse diskussioner af “danskhed”. En overgang så det ud til at “udlændingekortet” ikke længere kunne spilles. Men nu sker det igen.

Tilbage i august skrev jeg om hvordan Danmarks populære partier nu systematisk arbejder på, at det kommer det til at ske igen ved folketingsvalget i 2015. Denne gang er det det store antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien og IS’ terrorregime i Irak, der bliver brugt af de populære partier som den fortælling, der skal skræmme vælgerne hen til dem. Netop i dag forsøger Danmarks mest populære parti at forhindre at Dansk Flygtningehjælp kan indstille et medlem til Flygtningenævnet, fordi Dansk Flygtningehjælp er “part i sagen”. Jeg kan ikke undgå at bemærk at Dansk Flygtningehjælp har haft sin indstillingsret til Flygtningenævnet i mere end 20 år, og derfor er det interessant at den netop nu bliver et problem. Det var den ikke engang under valgkampen i 2001 eller i de år, hvor de populære partier udgjorde et regeringsflertal.

Formålet med FNs konvention om flygtninges rettigheder fra 1951 var netop at sikre, at alle lande, der tiltrådte konventionen, skulle være sammen om at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Lige nu kan vi se hvordan det modsatte sker – man taler om globale problemer ud fra en rent lokal dagsorden. Som så ofte før i historien handler der om at fjerne flygtninge, men det fjerner unægtelig ikke verdens flygtningeproblemer.

Faren ved at skrive dette indlæg er, at jeg kommer til at skubbe yderligere til de populære partiers bevidste bestræbelser på at skabe endnu et hadefuldt og selvoptaget “udlændingevalg”. For at forhindre det, skal andre politikere lade være med at tro at de kan vinde ved at følge de populære partiers dagsorden. De bliver nødt til at slå på behovet for international solidaritet som den eneste farbare vej for en løsning på verdens problemer.

Der er nok at snakke om. I dag er der kommet endnu en dyster klimarapport fra FN. Rapportens konklusion er at vi skal begrænse udledningen af drivhusgasser til nul (0) inden år 2100, hvis vi skal undgå en stigning af Jordens middeltemperatur på mere end 2 grader end niveauet før industrialiseringen. Ellers vil konsekvenserne for os alle være uoprettelige. Også her er en løsning baseret på international solidaritet den eneste løsning. Planeten Jorden har ingen af de forjættede “nærområder”.

Så lad os spørge politikerne (både dem fra de populære partier og de andre) om hvad de dog vil gøre ved klimaforandringerne – den største trussel mod Danmark og os, der bor her.