1864, fjerde gang

1864-4

Hvis man læser Ole Bornedals filmografi, kan man se at han faktisk mest har beskæftiget sig med spændingsfilm og gysere. De første tre afsnit af 1864 har vist at han har villet andet og mere, men det er først i aftenens afsnit, at det virker som om han helt er på hjemmebane. Bornedal får omsider lov til at vise vold og død, og det gør han overbevisende. Som i de foregående afsnit kan man ikke sætte en finger på billedsiden – 1864 er visuelt set meget gennemført. Det er i fortællingen om slagmarkens og soldaterlivets meningsløshed og omskiftelighed, der hvor der ofte ikke er mange ord eller hvor ordene bliver absurde, at det for alvor lykkes i aftenens afsnit. Der kommer en elementær spænding ind, også selv om vi godt ved hvordan krigen ender.

Det går også op i aften for mig, at det er det nogle gange komprimerede manuskript, der sommetider truer med at få kæden til at hoppe af i fortællingen. Der, hvor man ser det i aftenens afsnit, er på det sted hvor Inge fortæller sin mor at hun er gravid – min hustru forudser straks, at nu giver moderen hende en lussing. Og ja, det får Inge – og straks bagefter forviser moderen hende. Desværre har man ikke hidtil haft en fornemmelse af, hvilket forhold Inge havde til sin mor, så dette kommer hverken som et chok eller som det modsatte. Prøv at sammenligne med trekantsdramaet mellem Laust, Peter og Inge; det har været under opbygning lige siden første afsnit, og netop derfor virker det sted, hvor Peter læser det hemmelige brev fra Inge, så godt. Her tager Bornedal sig faktisk tid.

Jeg kommer til at tænke på at Erling Jepsen for nylig har skrevet et teaterstykke om 1864. Jepsen mestrer både humoren og det virkelig grufulde og kan i sine romaner skildre nogle endog særdeles sammensatte personer – og så er han jo tilmed fra Sønderjylland. Måske kunne Bornedal have haft glæde af ham?

(Visited 23 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar