Det gode og det onde?

howtosetsyriafree

John Gray har et langt essay i The Guardian, og det kan nu også læses på dansk i Information.

Hans udgangspunkt er dilemmaet om borgerkrigen i Syrien. Bashar Assad er en grusom diktator, der myrder og lemlæster dem, han opfatter som sine modstandere. Islamisk Stat/Daesh er en grusom væbnet gruppe, der myrder og lemlæster dem, de opfatter som deres modstandere. Og de to parter hader hinanden. Hvis man bekæmper den ene part, kommer man til at fremstå som allieret med den anden. Hvem er værst? Hvis man vil det gode, står man i et ægte dilemma.

Grays påstand er at Vestens ledere – med George W. Bush og Tony Blair som prominente repræsentanter – agerer som om de kan fjerne ondskaben. I 2. verdenskrig var situationen anderledes. Hitler var en grusom leder af et grusomt diktatur, men det samme kunne man sige om Stalin. Ikke desto mindre var USA, Storbritannien og Sovjetunionen allierede i 2. verdenskrig.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Det er et interessant essay, men om det er godt, ved jeg ikke. Der er ikke rigtig nogen god konklusion – det ville også være et stort forlangende. Mest af alt virker det på mig, som om John Gray vil finde en måde at tale om ondskab på, som gør det muligt at sige at ondskaben findes og at nogle onder er værre end andre. Der er bare det, at ondskab er  en underlig størrelse at tage ind i en analyse af samfundsforhold.

En del af historien, som Gray ikke nævner, er at også USA og Storbritannien jo faktisk også handlede ondt i nogle sammenhænge. I USA var der i 1940’erne stadig apartheid, og befolkningen i de britiske kolonier blev på denne tid udsat for udbredt diskrimination og voldsom ulighed. Jeg ved ikke, om USA og Storbritannien vil det gode i vore dage. Så vidt jeg kan se, bruger de (ligesom andre lande med stormagtsdrømme) motivet om at ville det gode som en begrundelse for det, der dybest set er en håndhævelse af deres geopolitiske og økonomiske interesser. Det var i høj grad kontrollen over Iraks olieresurser, der motiverede invasionen af Irak i 2003 – og vel også fraværet af olie, der gør at der ikke sker en tilsvarende invasion af Irak. Geopolitisk set er det også en fordel for USA, at alle parterne i borgerkrigen i Syrien slås mod hinanden i stedet for at true deres eneste fælles fjende, nemlig USAs trofaste allierede IsraelIsrael.

Og så er der jo også det, at de mennesker, vi gerne vil holde med i konflikten i Syrien, er en tredjepart – det er som om alle tænker på at vi, der hævder at ville det gode, partout skal alliere os med de magtfulde parter. Er det virkelig en god måde at tænke på? Hvis/når konflikten ender en dag, vil vi have meget let mistet al troværdighed hos den tredjepart, vi hævdede at vi ville støtte.

Hele spørgsmålet om hvorvidt ondskaben findes og om ondskaben kan fjernes én gang for alle, er stort og svært at svare på. Jeg tror ikke selv på at vi kan nå til et statisk idealsamfund, hvor alt bliver godt i al fremtid, men det betyder ikke at jeg vil gå på kompromis med at ville det gode. Jeg tænker snarere på dette således, at ondskaben i verden gør at man altid vil blive nødt til at fortsætte med stræbe efter det gode.