Interstellar

interstellar

I dag fik jeg set Interstellar. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor den globale opvarmning har gjort vores planet tæt på ubeboelig. Støvstorme hærger USA, og her prøver man desperat at fastholde fokus på fødevareproduktion og til gengæld søger man systematisk at benægte at månelandingerne nogensinde fandt sted og at få så få som muligt til at interesse sig for naturvidenskab. På mange måder minder dette scenarie om beretningerne fra USA i 1930’erne, og nogle dokumentarklip med ældre mennesker, der beretter om netop denne tid, dukker da også op i Interstellar.

Enkemanden Cooper, der tidligere har været pilot hos NASA, bliver en af dem, der skal flyve igennem et ormehul ude ved Saturn for at finde en beboelig planet i en fjern galakse. Han må efterlade sine børn på 10 og 15 år hos sin svigerfar. Med sig på færden har han astrofysikeren Brand, der er datter af professor Brand, som Cooper kendte fra sin tid hos NASA. Hvordan filmen udvikler sig og ender, skal jeg ikke røbe her. Handlingen er nogle steder lidt kringlet, men ikke forudsigelig eller antiklimaktisk.

Er Interstellar en god film? Man skal nok ikke se den sammen med en fysiker. Der er bestemt begreber, der er helt reelle – ormehullerne er en mulig konsekvens af den generelle relativitetsteori, og tidsparadokserne med at kunne risikere at være fysisk yngre end sine børn er en konsekvens af den specielle relativitetsteori. Scenen med de to armbåndsure er en klassiker fra populære fremstillinger af tvillingeparadokset. Men andre steder er det tydeligt, at det først og fremmest er ønsket om at fortælle en spændende historie, der er i højsædet. Alle overvejelserne om tidens gang og dens mulige forkortelse og forlængelse ifølge relativitetsteorien bliver strøet lige lovlig flot rundt omkring.

Effekterne er store og flotte, og det er godt at se en filmskaber, der tør drømme og tør skabe velgennemtænkte billeder af de verdener, han forestiller sig. Der er kun lidt vold i filmen, og kærligheden handler mest af alt om kærligheden i en familie. Det er ét kys til sidst, og det er ikke det kys, folk, der kun kender min antydning af et handlingsreferat, vil regne med.

Interstellar vil gerne placere sig i en lang tradition for store science-fiction-film og har da en del referencer til nogle af klassikerne inden for genren – dokningen ved det roterende rumskib, de nedkølede astronauter og rejsen gennem ormehullet ved Saturn minder om Rumrejsen 2001, mens bl.a. isplaneten og de små rumskibe leder tankerne hen på Imperiet slår igen. Men der er også klare paralleller til Odysseen i historien om en fader, der må drage ud på en farefyldt færd, kun drevet af ønsket om at kunne vende hjem en dag, vel vidende at intet mere kan blive som før.

Det er også på denne måde, filmen er værd at se, som en historie om en familie revet itu af tiden. Flere steder i filmen dukker der linjer op et berømt digt fra Dylan Thomas:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Hvis filmen kan få nogen (gerne, men ikke kun, amerikanerne) til at tænke grundigt over konsekvenserne af den globale opvarmning og tilmed give dem lyst til at læse Dylan Thomas, er det heller ikke helt skidt. Interstellar er, når den er bedst, ægte gribende. Og det er et yderligere plus, at to af de største helte i filmen (måske den største helt) faktisk er kvinder, og de er endda begge naturvidenskabskvinder.

De sidste linjer af Dylan Thomas’ digt er ikke med i filmen, men faktisk passer de fremragende på den:

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Én enkelt ting fik jeg dog aldrig opklaret i filmen, og det forbliver dens største gåde: Hvad hed Cooper og Brand egentlig til fornavn?

(Visited 124 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar