1864, femte gang

dinesen

Det, der gør 1864 til en tv-serie, det kan være svært at få styr på. er at den på nogle måder slet ikke er tænkt som en sædvanlig tv-serie. Prøv at sammenligne med Arvingerne (som jeg glæder mig meget til at se næste sæson af). I Arvingerne har hvert afsnit en cliffhanger, og vi ved som seere slet ikke hvordan det vil ende for Gro, Signe og de andre. For et historisk dramas vedkommende er der ikke de samme friheder, for historiens gang er såre velkendt. Her er den eneste mulighed at opfinde nogle fiktive skikkelser, vi kan leve os ind i.

Det er omsider ved at ske nu; vi er begyndt at følge en fasttømret lille gruppe af danske soldater (og et tilsvarende tysk hold) ved fronten, og væk fra fronten er beretningen samtidig begyndt at fokusere på Inge og Sofia. Det tog lang tid at nå til dette tidspunkt i fortællingen, og måske er det først nu, jeg for alvor begynder at forstå hvad Ole Bornedal vil med sin fortælling ud over at påpege hvordan nationalismen fører os ud i meningsløse krige. Jeg lægger mærke til at det ikke er generalerne som sådan, der er de stupide aktører – det er først og fremmest politikerne på begge sider.

Aftenens dramatiske højdepunkt er den usædvanligt ulækre sekvens, hvor danske infanterister og tyske husarer under ledelse af en Voldemort-agtig officer kommer i nærkamp. Her får Bornedal for alvor mulighed for at vise at der var en grum virkelighed bag de gamle guldaldermalerier. Visuelt kan man ikke sætte en finger på aftenens afsnit.

Det sted i aftenens afsnit, hvor Laust må hoppe i det underafkølede vand for at forsøge at bjærge en kanon, må da i øvrigt være inspireret af et af disse malerier, nemlig Niels Simonsens maleri, der er herunder.

Dannevirke_tilbage_2

Den faktiske historie bag det, som Simonsens maleri skildrer, er dog en noget anden og mindre grufuld (her citeret fra http://www.1864.dk)

En dansk menig Jens Jacobsen fra 8. Regiment 5. Kompagni fortæller: “Lidt nord for Flensborg reddede vort kompagni en feltkanon, som stod i grøften. Premierløjtnant Schiøtt syntes, det var en skam, om tyskerne skulle have den. Nogle artillerister, som kom forbi, kunne ikke tage den med, for seletøjet til deres heste var sprunget. Skal vi tage den med? – foreslog han. Jo, det blev vi let enige om. En flok tog straks fat, og en syg kammerat kom op at køre.”

Indsamling til Dansk Flygtningehjælp

2014-11-09 13.47.07

I dag var jeg igen indsamler ved Dansk Flygtningehjælps årlige landsindsamling.

På det seneste har danske politikere prøvet at føre indenrigspolitik ved at skabe et negativt fokus på flygtningene fra borgerkrigen i Syrien. Derfor havde jeg forberedt mig på at få en masse hadske kommentarer. Der var dog få, der sagde nej på min rute. Det værste er næsten dem, der smiler et sødt, selvtilstrækkeligt nej og forventer at jeg skal være glad for deres søde nej til at hjælpe verdens flygtninge. Andre indsamlere oplevede en noget mere ubehagelig stemning på deres ruter.

På min rute med 170 husstande var der til gengæld forbløffende mange steder, hvor der ikke var nogen hjemme (eller også sov de længe). Flere steder oplevede jeg to opgange i træk, hvor ingen åbnede døren. Der var også mange af dem, der lukkede op, der ikke havde kontanter. I nogle tilfælde er dette helt reelt; danskernes betalingsmønstre har ændret sig en del inden for de seneste år. Men dette havde Dansk Flygtningehjælp taget højde for – man kan nu betale med SMS, ved at ringe til et særnummer, over netbank eller med MobilePay. Jeg gav en folder til de kontantløse, og de lovede som regel at se nærmere på det. Det håber jeg så at de gør nu.

Jeg fik samlet lidt over 800 kroner ind på 3 timer. Det var jeg ikke helt tilfreds med; jeg havde en fornemmelse af at jeg har gjort det meget bedre før i tiden. Derfor så jeg efter, da jeg kom hjem. Og ganske rigtigt: I 2008 fik jeg indsamlet næsten dobbelt så meget, nemlig 1588 kroner.