1864, femte gang

dinesen

Det, der gør 1864 til en tv-serie, det kan være svært at få styr på. er at den på nogle måder slet ikke er tænkt som en sædvanlig tv-serie. Prøv at sammenligne med Arvingerne (som jeg glæder mig meget til at se næste sæson af). I Arvingerne har hvert afsnit en cliffhanger, og vi ved som seere slet ikke hvordan det vil ende for Gro, Signe og de andre. For et historisk dramas vedkommende er der ikke de samme friheder, for historiens gang er såre velkendt. Her er den eneste mulighed at opfinde nogle fiktive skikkelser, vi kan leve os ind i.

Det er omsider ved at ske nu; vi er begyndt at følge en fasttømret lille gruppe af danske soldater (og et tilsvarende tysk hold) ved fronten, og væk fra fronten er beretningen samtidig begyndt at fokusere på Inge og Sofia. Det tog lang tid at nå til dette tidspunkt i fortællingen, og måske er det først nu, jeg for alvor begynder at forstå hvad Ole Bornedal vil med sin fortælling ud over at påpege hvordan nationalismen fører os ud i meningsløse krige. Jeg lægger mærke til at det ikke er generalerne som sådan, der er de stupide aktører – det er først og fremmest politikerne på begge sider.

Aftenens dramatiske højdepunkt er den usædvanligt ulækre sekvens, hvor danske infanterister og tyske husarer under ledelse af en Voldemort-agtig officer kommer i nærkamp. Her får Bornedal for alvor mulighed for at vise at der var en grum virkelighed bag de gamle guldaldermalerier. Visuelt kan man ikke sætte en finger på aftenens afsnit.

Det sted i aftenens afsnit, hvor Laust må hoppe i det underafkølede vand for at forsøge at bjærge en kanon, må da i øvrigt være inspireret af et af disse malerier, nemlig Niels Simonsens maleri, der er herunder.

Dannevirke_tilbage_2

Den faktiske historie bag det, som Simonsens maleri skildrer, er dog en noget anden og mindre grufuld (her citeret fra http://www.1864.dk)

En dansk menig Jens Jacobsen fra 8. Regiment 5. Kompagni fortæller: “Lidt nord for Flensborg reddede vort kompagni en feltkanon, som stod i grøften. Premierløjtnant Schiøtt syntes, det var en skam, om tyskerne skulle have den. Nogle artillerister, som kom forbi, kunne ikke tage den med, for seletøjet til deres heste var sprunget. Skal vi tage den med? – foreslog han. Jo, det blev vi let enige om. En flok tog straks fat, og en syg kammerat kom op at køre.”

(Visited 415 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar