Mit barndomshjem

thyvej10
Mit barndomshjem på Thyvej 10 i Arentsminde. Foto: Google Street View, 2009.

Jeg forlod mit barndomshjem på Thyvej 10 i Arentsminde for sidste gang i sommeren 1984. Siden da er jeg af og til kørt igennem Arentsminde, men jeg kender ikke nogen fra landsbyen mere. Da min mor døde og hendes lejlighed i Nørresundby blev solgt, blev mange af mine barndomsminder sat i flyttekasser og kasseret – jeg havde ikke plads til dem. Jeg  ved ikke præcis hvad jeg har mistet ved den lejlighed, men nogle gange kan jeg ikke undgå at tænke på at min barndom og tidlige ungdom nu kun findes i min egen erindring.

Dem, jeg kender, som stadig bor i Han Herred, har med mellemrum kunnet fortælle mig at mit barndomshjem er begyndt at forfalde og efterhånden er i en bogstaveligt talt sørgelig forfatning. Sidst jeg passerede gennem Arentsminde, stod der en trampolin ude foran huset – så nu er det i det mindste da igen blevet et barndomshjem for nogen.

Den amerikanske forfatter Hanna Schank har skrevet en lille beretning om hvordan det var omsider at besøge sit gamle barndomshjem med familien. Hun havde længe drømt om at se stedet igen, men først nu skulle det være. De nuværende beboere viste Hanna og hendes mand og børn rundt, men meget var forandret – og barndomshjemmet var begyndt at forfalde. Det var på én gang oprivende og underligt tilfredsstillende for hende at gense huset.

As we pulled out of my old driveway, I felt rattled — but also satisfied. Opening the door on a happy family living in a tidy house might have only underscored what I had lost. But seeing the house in a state I could never have imagined somehow brought it back to me whole. That night I closed my eyes and could see my childhood home as it once was: clean, intact and mine.

Jeg har selv ikke fundet ud af om jeg skal prøve noget lignende. Min datter har besøgt min hustrus barndomshjem mange gange og set sin mors gamle værelse og gamle omgivelser, for det er dér, min svigerfar stadig bor. Men mit barndomshjem, en halv times bustur fra vores hjem, har hun aldrig besøgt. Måske skal min datter være mit alibi for et gensyn? Jeg spekulerer stadig på det.

(Visited 38 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar