Vore fælles liv

pg-38-milner
Lucy og Robin Milner. Foto: The Independent.

Der er en interessant artikel i The New Statesman af Helen Lewis om hvordan pårørende bliver påvirket af kriser og hvad dette kan lære os om hvordan vi påvirker hinanden i det hele taget. Man bliver påvirket af dødsfald i sin nærmeste familie. I de første måned efter en ægtefæller død har man selv en stærkt øget risiko for at dø, viser undersøgelser fra USA.

Jeg kommer til at tænke på Robin Milner, der var ekstern opponent på min PhD-afhandling i sin tid (og modtog Turing-prisen i 1991) levede et langt liv sammen med sin hustru Lucy. Få måneder efter Lucy gik bort, døde Robin selv pludseligt.

Men forskning viser nu at det ikke kun er de nærmeste pårørende, der bliver påvirket. Også længere ude – hos f.eks. børnenes ægtefæller og deres venner – kan et menneskes krise sætte sig spor. En af de første, der observerede dette og begyndte at forske i sammenhængene var lægen Nicholas Christakis. Helen Lewis interviewer Christakis, der fortæller om hvad man nu ved om hvordan vi påvirker hinanden i de sociale netværk , vi indgår (her mener jeg ikke Facebook o.lign., men de rigtige sociale netværk af faktisk eksisterende mennesker, der faktisk omgås hinanden).

Blandt andet viser resultater nu, at hvis man er omgivet af stærkt overvægtige mennesker har man selv en øger sandsynlighed for at blive stærkt overvægtig. Påvirkningen er ikke kun på de nærmeste, men virker op til fire led væk.

At forholdene er sådan, kan forklare hvordan tendenser i samfundet opstår og spredes og kan samtidig også give et bud på hvordan man skal modvirke negative tendenser. Og det modsiger samtidig Maggie Thatchers påstand om at der ikke er noget samfund, kun individer.

(Visited 35 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar