Alexander Grothendieck

692870-grothendieck

Alexander Grothendieck døde i denne uge. Libération har en nekrolog om ham (den er på fransk), der berører både hans matematiske virke og hans aktivisme. En artikel fra Notices of the AMS fra 2006 (den er på engelsk) giver en grundig beskrivelse af både hans matematiske bedrifter og hans senere eneboer-tilværelse.

Grothendieck er en af de skikkelser, hvis liv og virke virker utroligt. Han blev født i 1928 i Berlin – hans far var russer og jøde, hans mor var tysker og socialist. Da Hitler kom til magten, flygtede familien til Frankrig, men da den spanske borgerkrig brød ud, rejste forældrene til Spanien. Grothendieck så dem først igen i 1939, men de var kun sammen i kort tid. Grothendiecks far blev deporteret af tyskerne og døde i Auschwitz i 1942.

I gymnasiet gjorde han sig ikke særligt bemærket, og da han begyndte at studere på universitetet, dumpede han i et fag. Men da han fortalte sine lærere, at han havde fundet en metode til at finde volumen af vilkårlige legemer, spidsede de øren. Uden at være klar over det, havde teenageren Grothendieck nemlig genopdaget det, man kalder for Lebesgue-målet (Libérations nekrolog hævder fejlagtigt, at han havde genopfundet funktionalanalyse).

grothendieck65b

Grothendieck er en af de helt store skikkelser i det 20. århundredes matematik. Han grundlagde algebraisk geometri, det område af matematikken der undersøger egenskaber ved kurver og flader ved brug af algebra – og her fik han stor glæde af kategoriteori. Begrebet topos (der er en særlig slags kategori med de egenskaber, en mængdeteori bør have) skyldes Grothendieck. I 1966 fik han Fields-medaljen; højere kan man vel ikke nå i matematik. Men Grothendieck nægtede at deltage i prisoverrækkelsen i Moskva for at vise sin solidaritet med to fængslede russiske systemkritikere.

En af Grothendiecks vejledere var Jean Dieudonné, og via ham kom han ind i Bourbaki-forfatterkollektivet. Så på denne måde er Grothendieck indirekte også en af fadderne til nogle af de lærebogssystemer med fokus på mængdelære, der blev brugt i danske folkeskolers matematikundervisning i 1970’erne.

Alexander Grothendieck var antimilitarist og miljøaktivist; han var statsløs i en stor del af sit liv – først i 1980’erne blev han fransk statsborger. Igennem 1960’erne og frem engagerede han sig i kampen mod Sovjetunionens militære aggression og mod Vietnam-krigen. På et tidspunkt i 1967 foretog han på eget initiativ en rejse til Vietnam; her gav han forelæsninger om kategoriteori i Hanoi under de amerikanske bombardementer af byen.

En vigtig del af Grothendiecks karriere fandt sted ved Institut des Hautes Études Scientifiques, men i 1970 forlod han IHÉS i 1970, da han fandt ud af at instituttet var delvist finansieret af militæret. Fra da af havde han kun midlertidige ansættelser. Op gennem 1980’erne publicerede Grothendieck ikke noget, men han producerede lange manuskripter.

Grothendieck-460x305

I 1991 flyttede Grothendieck til et sted i Pyrenæerne, som kun få kendte, og her begyndte han en eneboertilværelse. Han skrev stadig, men ikke om matematik. Hans mange skrifter fra de sidste 23 år af  hans liv er ikke udgivet, og nogle af dem har han formodentlig selv tilintetgjort.

Grothendieck var en inspiration for fransk miljøaktivisme; i et interview fortæller den ikke helt ukendte franske aktivist José Bové om denne side af Grothendiecks liv.

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar