Ukendt under andet navn + Er de sjældne

IMG_4225.JPG

IMG_4226.JPG

Ukendt under andet navn er et dæknavn for Henrik Olesen, engang sammen med bror Peter i Olesen-Olesen (og før det i Greene og før det igen i Sort-Hvide Landskaber). Er de sjældne er en duo bestående af Solveig Sandnes og Lone Hørslev. I går var der koncert med begge disse københavnske musiknavne på Huset.

Jeg har fulgt med i Henriks virke gennem snart ganske mange år, og hans album fra i år, Glade dage i St. Vemod, viser nye sider af hans musik. Den folk-rockede sangskrivning fra Olesen-Olesen møder her nogle krautrockede instrumentale forløb med få akkorder og enkel elektronik, og Henriks tekster er korte og koncise (“mindre er mere”, som han selv synger). Det er ikke skidt.

Glade dage i St. Vemod er det Henrik, der spiller det meste, men i koncertsammenhæng har han et band med Troels Bech, Nils Gröndahl og Solveig Sandnes med (alle tre er også med på albummet). Vi fik numre fra det nye album, fra de to ep’er, et par gamle Olesen-Olesen-numre og et enkelt nyt nummer. Der blev også tid til anekdoter om Henriks besøg i Aalborg i diverse band-sammenhænge gennem årene. Af uransagelige årsager var flere af dem forbundet med ture på skadestuen inden han skulle optræde.

Henrik røbede efter koncerten, at han arbejder på nyt materiale – hvordan det skal udgives, vidste han dog ikke. Vinyl er næppe en mulighed, sagde han – “Jeg har ikke engang en pladespiller selv.” (Det har jeg heller ikke.)

Er de sjældne kendte jeg til gengæld ikke meget til, men de var også en god oplevelse og (for mig) et interessant nyt bekendtskab. Jeg kunne huske Solveig Sandnes fra det gamle engelsksprogede band Lovebites, hvor Henrik Olesen også var med, og jeg ved naturligvis at Lone Hørslev er en kendt forfatter. Men deres fælles musik kendte jeg ikke meget til. I live-sammenhæng er der et stort overlap med Ukendt under andet navn – Henrik Olesen på guitar, Nils Gröndahl på violin, Henrik Vibskov (kendt fra Mikael Simpson og Trentemøller) på trommer og Lulu Wille-Jørgensen som korsangerinde.

Er de sjældne bevæger sig i et tekstunivers, der på mange måder er Lone Hørslevs. Musikalsk  leder de (i hvert fald for mig) tankerne hen på  lidt “kantede” amerikanske firsernavne som Laurie Anderson, Lene Lovich og The B-52s. Mange sange handler om fugle, men der er også mindst én sang der tydeligt refererer til Aalborg – teksten nævner Fjordkroen og det berømte/berygtede Fedtebrød. Bagefter købte jeg duoens album fra i år, Olé Olé – det lever fint op til hvad jeg så og hørte. Det er heller ikke skidt.

Så godt som alle musikere i går aftes er faktisk oprindelig fra rundt om i Jylland (Lulu W. er så vidt jeg kunne huske, den eneste undtagelse). Men da der på et tidspunkt blev spurgt om “man kan høre Radio 24Syv heroppe” blev det rigtig tydeligt, hvor godt de er faldet til i København!

(Og ja, vi kan høre Radio 24Syv heroppe. Lone Hørslev er dommer i et lyrik-program på denne kanal med start i den kommende uge.)

 

(Visited 131 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar