Frivillig førtidspension?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

David Gross, der er fra USA og arbejdede som tekstforfatter,  var modstander af den amerikanske invasion af Irak i 2003 og besluttede sig derfor til at han ikke ville lade sin skat gå til militæret. Han bad sit firma om at sætte ham så langt ned i indtægt, at han ikke længere skulle betale skat til forbundsstaten (i modsætning til skat til delstaten eller lavere niveauer) Men det kunne ikke lade sig gøre. Gross tog konsekvensen og sagde sin stilling op, så han kunne arbejde som freelancer med så lav en indkomst, at han ville komme under den skattefrie bundgrænse.

I USA er det 43 procent af alle husstande, der ikke betaler skat til forbundsstaten. Det skyldes at de pågældende husstande simpelthen ikke har en nettoindkomst, der er høj nok.

Men David Gross’ situation er et bevidst valg. I USA findes en National War Tax Resistance Coordinating Committee, der koordinerer protester af den slags, som David Gross står for.

En anden, der har truffet en lignende beslutning, men af andre årsager, er den danske fysiker Jacob Lund Fisker, som er bosat i USA. Også han har valgt at have en så lav indkomst, at han ikke skal betale skat. Jacob Lund Fisker har lavet et websted om netop denne idé, http://earlyretirementextreme.com/, og der er kommet en bog fra ham med samme titel.

Ideen er for så vidt interessant: Hvor få penge kan man klare sig for?

Problemet er at denne øvelse er en af dem, nedskæringsglade politikere gerne vil udsætte andre mennesker for. Så vidt jeg kan se, er de personer, der kan leve på en sten, netop meget resursestærke mennesker med et stærkt socialt netværk. De er nemlig i stand til at kompensere for den manglende indtægt ved at have intellektuelle ambitioner. Hvis man er 17 år gammel og har måttet droppe ud af en erhvervsuddannelse, er det ikke givet at man vil se dette som et valg. Man er ikke “stået af ræset”, tværtimod.

Og parallellerne til USA er nødvendigvis få. Den amerikanske skattenægter-bevægelse udspringer af en holdning til skatter, der er meget anderledes end en holdning om at skat er et bidrag til fællesskabet. Der er også mange steder i lovgivningen, der forhindrer at man i Danmark ville kunne lave en protesthandling som den, David Gross har foretaget.

Hvis man kan bruge de amerikanske “frivillige førtidspensionisters” erfaringer til noget, er det derimod til en personlig overvejelse om hvad livskvalitet er. Og på denne måde er de “frivillige førtidspensionister” en klar modsætning til den holdning, de nedskæringsglade politikere også har, nemlig at arbejdet er et mål i sig selv og at der skal være så meget af det som muligt. Ironisk nok har mange af disse politikere en holdning om at skatten skal sænkes, men bestemt ikke som protest mod militæret eller mod forbrugerismen eller af sociale hensyn.

 

(Visited 108 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar