Djivan Gasparyan

Djivan Gasparyan

Det var omkring 1990, jeg for alvor begyndte  at læse om musik på nettet. Det var før WWW slog igennem, og det var i Usenet-nyhedsgrupperne, de interessante musikanmeldelser var at finde. I 1993 læste jeg en fascinerende anmeldelse af Moon Shines At Night, et album med en armensk musiker ved navn Djivan Gasparyan, og fordi man endnu ikke kunne høre musik på nettet, var der kun ét at gøre: Jeg bestilte cd’en over nettet. Det krævede en telnet-forbindelse til CD Connection i USA og en bankoverførsel til deres konto. 3 uger senere kom CD’en. Anmelderen havde (selvfølgelig) ret – dette var usædvanligt smuk musik.

Djivan Gasparyan spiller på duduk. En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte.

I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med Djivan Gasparyan – en remastered genudsendelse af det første album, jeg fik med ham og et andet, lidt tidligere album i samme stil.  Også denne gang havde jeg bestilt over nettet, men bestillingsprocessen var anderledes strømlinet.

For I Will Not Be Sad In This World er det meget svært for mig ikke at tænke på I denne verden vil jeg ikke være trist, der var arbejdstitlen for Jens Unmacks album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er dog ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.

Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien 7. december 1988. En af sangene på Moon Shines At Night bærer denne dato som titel.

Og nå ja, så er Moon Shines At Night produceret af den canadiske guitarist Michael Brook, der ud over at være kendt for sin specialkonstruerede delay-enhed kaldet Infinite Guitar også har produceret en del anden verdensmusik., bl.a. den algeriske sanger Khaled og den pakistanske ditto Nusrat Fateh Ali Khan.

Djivan Gasparyan har senere udsendt et album, hvor han spiller sammen med Michael Brook. Det er et rytmisk tæt album. Men på I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night  står lyden af hans duduk alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Denne musik er værd at høre på tænksomme, stille aftener, en rigtig novemberplade (eller rettere to, hvis man overhovedet kan tale om plader i vor tid) af den gode slags.

Herunder er et nummer at starte med.

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar