Farvel til 2014

Det er blevet den sidste aften på året, og  jeg kigger tilbage for en stund. Det år, hvor jeg blev 50, endte med at blive et år med store bekymringer og store glæder. Min mor døde efter mange års svær sygdom. Vores datter måtte til lægen alt for mange gange med halsbetændelse; en overgang var vi temmelig bekymrede.

Men det var også i år, min hustru og jeg holdt en dejlig og minderig fælles fødselsdagsfest, hvor mange af dem, vi holder af, var samlet fra nær og fjern – bl.a. for første gang alle mine fire søskende. Jeg selv oplevede at blive kåret til årets underviser ved AAU. Hele familien drog i efteråret på weekend til London, og her var jeg til koncert med Kate Bush – en helt igennem uforglemmelig oplevelse. Vores datter så samme dag Warner Bros.-studierne; det havde hun talt om i flere år. Og sidst på året var der en lang pause med halsbetændelserne.

I skrivende stund er vi tilbage i Storbritannien for at fejre nytår sammen med tre af mine fire søskende og deres familier. Rejsen er betalt af penge, jeg har arvet fra min mor; på sin vis er dette hendes sidste julegave til os. Det er utroligt at tænke på at alle dem, jeg er sammen med på denne nytårsaften, er mennesker, jeg ikke kendte for 20 år siden. Om noget viser det hvordan tiden forandrer os og at der kan vente noget godt rundt om hjørnet. Lige nu er jeg vis på at det hele nok skal gå.

Min nytårshilsen til jer, der læser dette, er en på alle måder smuk musikvideo med Kate Bush. Spørger man mig, er “Moments of pleasure” fra The Red Shoes en af hendes bedste sange. Den skildrer det at skulle være i tiden, at elske og at miste, og det sidste vers giver mig altid en klump i halsen. Here come the hills of time.

Godt nytår.

Natten der kommer

nattenderkommer

Carl-Henning Wikjmark skrev i 2007 en kort roman om Hasse, der ligger på terminalafdelingen på et svensk hospital. På svensk hedder den Stundande natten; på dansk er den blevet til Natten der kommer.

Vi kan kun forestille os hvordan det må være at være døende og hvad den døendes indre liv er. Der er gjort mange forsøg på at skildre afslutningen af livet set indefra. Richard Strauss skrev som ung det symfoniske digt Tod und Verklärung om netop dette og mange år senere, da han var blevet gammel, Vier letzte Lieder. Det er smuk musik, men også en lidt tung omgang.

Natten der kommer handler også om en døende mands tanker, men bogen er ikke den knugende omgang, man kunne have forestillet sig. Hele handlingen foregår på Hasses stue og ud over ham selv og tre medpatienter, der dør lidt over en tredjedel inden i romanen, er de vigtige skikkelser personalet, her især to sygeplejersker. Hasse bruger en hel del tid på at prøve at forstå døden ved at læse om den i litteraturen, men ender med selv at måtte reflektere over den for for alvor at kunne forstå og acceptere den.

Om skildringen af Hasses sidste måned på jorden er korrekt, ved jeg ikke (og det haster ikke med at finde ud af det), men Wijkmarks tanker om døden, udtrykt gennem Hasse, giver genklang. Nedenstående citat holder jeg især meget af; det rammer ned i det, der er så svært at acceptere for mig om dødens væsen og uvæsen.

Endnu en gang: Det er ikke livet, jeg er træt af, kun mig selv, og jeg ville med glæde tage imod en ny identitet. Men sådan er det ikke, man får ikke en chance til. Brug og smid væk. Alt det materiale man samler i hovedet i løbet af et liv, underligt at det sporløst skal gå til spilde. Naturen tager sig i sin råhed kun af vores kemikalier – og ikke engang det efter at det igen er blevet moderne at gå op i røg. På den anden side: Hvem gør krav på dette mylder af minder, erfaringer, tanker som findes hos hver eneste af os? Hvem i det endnu større mylder af mennesker har lyst til at gøre sig bekendt med det? Og mens man lever, kommer kun en brøkdel af det til andres kendskab, og det man selv når at overskue, er langtfra alt. Og så vips er det væk. Menneskedøden, hvilket spild, trods alt.

Da Natten der kommer udkom på dansk her i efteråret, bragte Information et interview med Carl-Henning Wijkmark. Det er – ligesom bogen – hermed anbefalet. Jeg har vel gjort det samme som Hasse (der faktisk er en uformel svensk form af mit navn), nemlig at læse om døden for at forstå den. Men ét sted skal man jo starte.

En populær regering

Ft-oct-2009-1

I denne uge blev de andre politiske partier i Sverige blevet enige om den såkaldte decemberöverenskommelseder er en aftale, der skal holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse i de næste otte år.

I Danmark oplever vi på samme tid en anden barok situation, men modsatrettet: det parti, der nu er blevet Danmarks største og mest elskede, kan slippe af sted med at overveje om det kan betale sig for det at være med i en regering. Denne type overvejelser plejer at være forbeholdt mindre koalitionspartnere, men Dansk Folkeparti er anderledes i sin egen dobbelte opfattelse: på én og samme tid regeringsbærende og i en slags indre opposition.

Der er dage, hvor jeg ret paradoksalt ønsker mig at Dansk Folkeparti bliver del af en kommende Venstre-regering. I Norge er Fremskrittspartiet gået stærkt tilbage i meningsmålingerne efter at partiet for første gang kom i regering i 2013. Det slider meget ofte på et politisk parti at være i regering.

Mens Dansk Folkeparti er i den hypotetiske danske regering, vil det blive ekstra hårdt for de borgere i Danmark, der tilhører de befolkningsgrupper, som partiet taler ned. Men allerede fra 2001 og frem har det været hårdt, og det er det på en del måder også nu. Det må kunne lade sig gøre for alle os andre at støtte disse befolkningsgrupper imens.

Om det rent faktisk ville kunne stække den reaktionære nationalisme, hvis Dansk Folkeparti kommer i regering, ved jeg ikke. Nogen universel løsning er der bestemt ikke tale om. I nogle lande har den reaktionære nationalisme allerede i praksis taget magten. I Ungarn har Fidesz  i kraft af sit flertal kunnet lave en række bekymrende ændringer af landets forfatning. Man kunne risikere at et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti ville blive enige om at lade Danmark forlade dele af den internationale menneskerettighedslovgivning, bl.a. FNs konvention om flygtninges rettigheder og de europæiske menneskerettighedskonventioner. De seneste års udmeldinger herhjemme kunne godt varsle en sådan politik.

Den eneste virkelige modvægt mod den reaktionære nationalisme er at tale imod den og tage afstand fra den i både ord og handling. Men hvem er parate til det?

Hvornår lære de det?

træstammer

Der er en måske ikke så opsigtsvækkene artikel i internet udgaven af Politiken i dag. Skole elever lære ikke at stave – dvs jo de lære det, men deres kompetance niveau er bestemt ikke mest optimalt. Det er især sammensatte navne ord og verber i nutidsform, hvor man ikke nemt høre det afsluttene r, der føre til deres problemer.

»På baggrund af vores data tør vi godt slå fast, at skoleelever er blevet lidt dårligere til at stave«, siger Jørgen Schack, seniorforsker ved Dansk Sprognævn og medlem af opgavekommissionen for dansk læsning…

Danmarks populærerste parti Venstre forerslår ikke overraskene at indfører stopprøver efter 1.g. Hvad det skulle hjælpe, ved jeg ikke; stopprøver er i det hele taget en uskik i uddannelses systemet, og dårlige staverer kan sagtens blive f.eks. gode fysikerer.

I mine år som vejleder på datalogi uddannelserne har studerenes dårlige skrift sprog været en stor kilde til iritation når jeg stod overfor det – jeg skal jo ikke værer dansk lære, det er trodsalt andet der er i fokus i projekt arbejde. Men samtidig skal vi der underviser blive ved med at pointerer at det er vigtigt at bruge sproget godt. Man kan altid forbedrer sin beherskelse af det. Og samtidig kunne jeg godt tænke mig at der var mere fokus på det gode sprog i de mange sammenhænge, hvor kommunikation har betydning.

Hvad du ønsker, skal du få, når jeg blot tør stole på…

julegaver

I dag var jeg ude for at købe julegaver. Julegaver den 27. december? kan jeg høre nogen spørge nu. Ja, det er rigtigt nok. Min hustru, vores datter og jeg skal besøge slægtninge i Storbritannien hen over nytåret, og det medfører en lidt forsinket udveksling af gaver. På en dag, hvor mange andre kunder i byens butikker var ude for at bytte eller for at købe småting til nytår, var der god mulighed for at tænke over hvilke gaver jeg skulle købe og hvorfor.

Der er en masse usagte traditioner om gaver, og de traditioner rummer i sig elementer af anvendelser af spilteori og en slags folke-psykologisk indsigt, der handler om at prøve at forudsige modtagerens følelser. Når jeg giver en gave til 300 kr., skal modtageren også helst opleve at gaven er 300 kr. værd. Et eksempel: Hvis nogen giver mig en flaske rødvin der har kostet dette beløb, vil jeg ikke føle at den er 300 kr. værd, for jeg drikker ikke rødvin.

Vi kunne selvfølgelig vedtage at vi alle gav hinanden 300 kr. i kontanter (eller indbetalte 300 kr. på hinandens bankkonti), men så bliver antagelsen om et nulsum-spil for tydelig, og overførslerne bliver faktisk helt redundante. Vi kunne selvfølgelig i stedet lade som om vi gav hinanden for 50.000 kroner hver. Reelt ville det ikke koste os noget, men vé den, der kun indbetalte 150 kr. i et sådant scenarie – og det giver visse mindelser om det berømte Prisoner’s dilemma fra spilteori. Og så er der også et etisk dilemma her: Julegaver må hverken være for store eller for små; hvad disse begreber dækker over, er desværre slet ikke veldefineret.

Vi kunne også udarbejde detaljerede ønskelister med priser og navne på butikker, hvor gaven kan købes (måske endda et URL til en web-butik). Netop dette ser vi efterhånden meget hyppigt, og da er det unægtelig som om glæden ved at give forsvinder.

De bedste gaver viser, synes jeg, et forsøg på personlig indsigt og er uforudsete for modtageren. Min hustru har nogle gange i årenes løb foræret mig trøjer i julegave (aldrig bukser eller sokker eller bøger, altid trøjer!); nogle gange har hun ramt plet i forhold til min trøje-smag, andre gange er det ikke helt lykkedes. Men på en måde er netop disse julegaver ekstra gode, for de viser at hun havde overvejet hele gaveproblemet grundigt.

Der er selvfølgelig også blevet forsket i det med julegaver.  To tyske forskere har skrevet en lille oversigtsartikel om julegaveforskning.

At tilgive det utilgivelige

eva-mozes-kor1

Noget af det, jeg ofte ender med at vende tilbage til, er beretninger om mennesker, der tilgiver det, vi andre ville kalde for utilgiveligt. Eva Mozes Kor var fra Rumænien og voksede her op i den eneste jødiske familie i sin landsby. Familien blev taget til fange af nazisterne under 2. verdenskrig og endte til sidst i Auschwitz. Her blev Eva og hendes tvillingesøster Miriam straks skilt fra resten af familien, som de aldrig genså. Søstrene blev i tiden derefter udsat for de grusomme eksperimenter på tvillinger, som dødslægen Josef Mengele var leder af.  Det var kun krigens afslutning, der reddede de to piger på 10 år. Efter krigen vendte Eva og Miriam tilbage til Rumænien, men kom i 1950 til Israel og siden til USA.

I 1995 genså Eva Kor Auschwitz, men denne gang sammen med Hans Münch, en tysk læge der havde kendt Josef Mengele og havde været til stede, mens mennesker blev gasset. Her tilgav Eva Kors nazisterne og afstod fra at ville lade dem retsforfølge, og Hans Münch underskrev en erklæring hvori han indrømmede sin skyld i grusomhederne og at holocaust havde fundet sted. Der er blevet lavet en dokumentarfilm om Eva Kors tilgivelsesproces. Når man læser om Hans Münch, bliver det også tydeligt at han er en af de temmelig få nazister, der angrede – og at han allerede under krigen var utilpas ved den rolle, han befandt sig i.

Nogle har været vrede over hvad Eva Kor gjorde. Selv har Eva Kor fremhævet at hun 50 år efter 2. verdenskrig bestemt ikke ville lade holocaust blive glemt. Tværtimod ville hun bruge tilgivelsen som et vigtigt led i helingsprocessen, og samtidig insisterede hun på at alle tilbageværende nazistiske krigsforbrydere skulle tilstå deres handlinger.

Under alle omstændigheder synes jeg at hendes handling maner til eftertanke, især når man tænker på hvad der er sket siden. Det var da også i 1995, at den sydafrikanske regering nedsatte en sandhedskommission, der skulle stå for opgøret med apartheid-regimets grusomheder.

Schopenhauer og Tidsrejsen

tidsrejsen

Alt jeg vil er kun at finde ro og skabe fred
Gennem tid og sted
Minderne de ta’r mig med
Prøver på at finde fred
i tidsrejsen

Så har det været vintersolhverv, og dagens længde er allerede tiltaget med 1 minut. Nu er der håb om lysere tider. Vi håber på at næste år bliver et godt år. Måske er det godt. Eller måske er håbet bare overvurderet? Information har en lang og spændende artikel om håbet. Nogle gange er håbet vores brændstof, andre gange er det sukker i benzintanken. I Tidsrejsen fandt Sofie kun ro og fred, da hun opgav håbet om at hendes forældre en dag ville finde sammen igen og opgav sine anstrengelser for at lave om på fortiden. I stedet fik hun en masse andet.

I går aftes var en af de julegaver, jeg fik, den nyeste danske oversættelse af Verden som vilje og forestilling af Arthur Schopenhauer. Tak til min hustru for den!  Den er en på mere end én måde tung sag, som jeg glæder mig til at komme i gang med at læse. Men den kræver lidt tilløb, så i dag har jeg bladret lidt rundt i den.

Jeg har fundet et rigtig godt citat fra Verden som vilje og forestilling (fjerde bog, §58, side 473), der lige netop siger noget om håbet.

Derfor kan tilfredsstillelsen eller lykken aldrig være andet end befrielsen fra en smerte, fra en bekymring. For til smerten hører ikke kun enhver virkelig, åbenbar lidelse, men også ethvert ønske der så længe det er uopfyldt, forstyrrer vores ro, ja, selv den dræbende kedsomhed som gør tilværelsen til en byrde for os.

Umiddelbart lyder det måske negativt og livstræt. Men det er lige præcis det modsatte, Schopenhauer siger: meget af tiden lever vi på et andet tidspunkt end det faktiske. Når det sker, kan håbet desværre forhindre os i at leve der hvor vi egentlig er.

Endelig jul igen

endeligjul

Så blev det dén dag endnu engang. Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul med alt hvad dertil hører: dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed.

David Gelernter

david-gelernter-bw

Forleden skrev jeg om den amerikanske datalogiprofessor David Gelernter og om hans observation om at almendannelse er vigtig på universitetsuddannelserne. Nogle kunne derfor forledes til at tro, at jeg på mange måder er enig med ham. En artikel i Chronicle of Higher Education røber, hvad jeg længe har vidst:  David Gelernter er meget belæst og har talenter inden for mange forskellige områder. Han har skrevet bøger om datalogi, om litteraturkritik og om samfundsforhold. Han har udgivet skønlitteratur og er billedkunstner.

Men Gelernter er samtidig indehaver af en perlerække af holdninger der vel er et lille stykke til højre for familien Krarup. I 1996 skrev han et essay om hvorfor kvinder skal blive i hjemmet. Han mener at USA har nogle kvaliteter der gør at amerikanere er tættere på gud. Gelernter er indædt modstander af “Obamacare” og indædt tilhænger af dødsstraf og fri adgang til håndvåben. Han er vred over at USA trak sig ud af Vietnam og ser verden igennem Fox News. Bøsser, lesbiske og transkønnede skal ikke have ret til ægteskab, men må ifølge Gelernter gerne være i hæren eller i offentlige embeder, “bare de holder deres seksualitet for sig selv”. Og nå ja, så er han selvfølgelig også stærkt religiøs.

Så nej, jeg er ikke enig med David Gelernter om ret meget.

Om at stå af universitetsræset

0

Da jeg gik på juleferie, tvivlede jeg meget på berettigelsen af at være akademiker på et dansk universitet. Nogle af mine kolleger vælter sig i forskningsmidler og PhD-studerende og postdocs og bruger alt dette til at få en masse publikationspoints. Ledelsen roser dem for at bidrage positivt til universitets økonomi. Selv jeg har ingen af delene – jeg publicerer og gør hvad jeg skal, men kun hvad jeg er i stand til som individ. Det er svært ikke at føle sig dømt ude og det er meget nærliggende at føle sig som en akademisk fiasko.

Men i et system, hvor sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om EUs Horizon 2020-midler er 7 procent og sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om danske forskningsrådsmidler er 10% (hvis man da ikke sidder i forskningsrådet selv, for så er sandsynligheden langt større) og hvor 75% af alle artikler til førende konferencer bliver afvist, oplever langt de fleste af os ikke succes. Vi bliver nødt til at kaste terningen igen og igen og igen for om muligt en dag at få en sekser. Men er det os, eller er det terningen, der er noget galt med?

I dagens udgave af Information er der en rigtig god artikel, hvor der er et interview med forfatteren, aktivisten og billedkunstneren Jakob Jakobsen, der står bag en ny kritisk bog om universitetsverdenen; den hedder Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi. Han er også medstifter af et initiativ, der hedder Copenhagen Free University. Her er to gode citater:

»Den oplevelse af, at dit liv er ved at falde fra hinanden, er jo reel nok, selv om du måske også har en bil og ejer en lejlighed. Du føler, dit liv er miserabelt. Og det skyldes den måde, vi hele tiden reproducerer os selv i samfundet.«

»Vi bliver bragt ind i en ekstrem konkurrence, hvor vi hele tiden underbyder vores kolleger. Vi er vores egen arbejdsgiver, og vi er den bedste til at udbytte os selv. På den måde er neoliberalismen blevet masseret ind i vores kroppe, ind i vores hjerner og i hele vores tankegang. Alle vores fibre reproducerer den samme konkurrence og individualisme.«

Det ironiske og triste er at jeg, der altid taler neoliberalismen imod, selv i et ubevogtet øjeblik ender med at vurdere mig selv på dens præmisser. Det er jo lige præcis dét, vi ikke skal.