Stille hjerte

stillehjerte

Jeg havde ikke troet at jeg en dag igen skulle se en god film af Bille August – men Stille hjerte er faktisk særdeles vellykket. Den sidste film, jeg har set før den, var Interstellar, og på en måde skulle man vel tro at de to film ikke kan være længere fra hinanden. Men i begge film er det reelt det samme eviggyldige tema, der bliver centralt, nemlig forholdet mellem forældre og børn.

Stille hjerte er den enkle historie om et ældre ægtepar, hvor Esther er så hårdt ramt af ALS at hun vil se den nærmeste familie og sin nære veninde en sidste gang i en weekend og derefter med mandens hjælp (Poul er pensioneret læge) dø ved at tage sovemedicin. Esther og Poul har to døtre, der har et kompliceret forhold (faktisk er det en slags magtforhold) til hinanden og egentlig også til forældrene.

Stille hjerte er en velkomponeret film. Den gamle idé om tidens, stedets og handlingens enhed bliver overholdt til punkt og prikke. Af beskrivelsen alene kunne man godt tro at stemningen ville være knugende fra ende til anden, men sådan er det nu ikke. Ghita Nørby har spillet moder i utallige danske film  – og igen gør hun det rigtig godt. Paprika Steen har spillet skrap dame i formodentlig lige så mange film, men denne gang kommer der for en gangs skyld en stor sprække i skrapheden. Billedsiden er meget smukt fotograferet af den ekstremt rutinerede Dirk Brüel. Og hvor er der dog mange ure i filmen!
Når man selv har mistet sin mor (min mor døde i maj i år, min hustru mistede sin mor sidste år) gør sådan en film et ekstra indtryk.