Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.

arcane

I dag var jeg sammen med en del andre kolleger fra rundt om på mit universitet til orienteringsmøde om det nye system til digital administration af eksamen på danske universiteter. Systemet er et samarbejde mellem AU, KU, RUC, CBS og AAU , og der vil blive iværksat de første pilotprojekter om anvendelse af det til næste år. De to oplægsholdere var blandt dem, der deltog i projektet fra AAU.

Systemet bliver udviklet af et privat firma og derefter solgt til universiteterne for kun 2 millioner kroner – og det var en meget fordelagtig pris, sagde oplægsholderne.

Da den ene oplægsholder begyndte at tale om at systemet snart ville blive implementeret, begyndte jeg at blive urolig. Men så gik det op for mig at ordet “implementere” betyder noget helt andet for en administrator end for f.eks. en datalog, nemlig “taget i brug”. Vi andre tænker på programmering, når vi bruger det ord.

Jeg håbede at dette var det sidste tidspunkt under orienteringsmødet, hvor jeg ville være urolig. Men nej. Jeg blev ikke mere rolig, efterhånden som orienteringsmødet skred frem. Tværtimod. Og til sidst var jeg faktisk rigtig ked at at systemet faktisk var blevet implementeret (i datalog-forstand).

Ideen bag et nyt system til eksamensadministration er egentlig god, og for mundtlig eksamens vedkommende formodentlig ikke så bøvlet. Også for skriftlig eksamens vedkommende er der en hel del arbejdsgange, der gerne måtte forenkles. Der er en del papirarbejde med trykning og uddeling af eksamensopgaver og indsamling af besvarelser, og der er en række ukoordinerede systemer, der tager sig af forskellige aspekter af eksamen. Det ville være godt at få dette strømlinet. Og så er der et ønske fra studerende om at skriftlig eksamen kan blive gjort digital.

Men det er netop her, alle de smukke intentioner strander. Man vil nemlig lade systemet distribuere eksamensopgaverne digitalt og lade de studerende uploade deres besvarelser. Men hvordan håndterer man elektronisk aflevering i fag, hvor man skal aflevere tegninger eller besvarelser med et stort indhold af matematiske formler?  Rundt om på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er der en masse af den slags eksamener (jeg afholder selv et par stykker af slagsen).

De to lokale oplægsholdere nævnte, at de godt var klar over at der var et problem her.  Men vi har set på mulighederne for at skrive matematik i Word, og så havde man da også overvejet at købe en masse iPad’er, sagde den ene oplægsholder for at berolige. Det var her, jeg spontant ytrede at man da ikke skriver matematik i Word.  Adskillige af mine kolleger gryntede med netop her. Indkøb af en masse iPad’er var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med pointgivning ved skriftlig eksamen. I et eksamenssæt giver vi typisk hver opgave et pointtal og lader den studerendes karakter være baseret på hvor mange point, han/hun opnåede. Men systemet understøtter ikke muligheden for et pointregnskab – det kom tydeligt bag på oplægsholderne.

Og så var der også lige det med mulighederne for at læse og annotere besvarelser. Systemet understøtter dette, men kun via sin egen indbyggede dokumentlæser i et lille vindue og med begrænsede muligheder. Oplægsholderne syntes, det var interessant at der var PDF-værktøjer, der kunne en hel masse mere.  Den ene oplægsholder indrømmede (og sagde adskillige gange senere også) at han desværre ikke vidste så meget om IT.

Og så var der også lige det med at det var underligt, at eksamensformerne tilsyneladende skulle tilpasses til hvad systemet ville kunne, i stedet for at man kunne lade eksamen styre af hvordan læringsmålene skulle undersøges. F.eks. kunne man ønske at begrænse de studerendes adgang til hjælpemidler. Her forsikrede oplægsholderne os om at man i de tilfælde, hvor det slet ikke ville kunne lade sig gøre at bruge det nye system til eksamen, selvfølgelig ikke skulle bruge det.

Og så var der også lige det med brug af computere. En digital eksamen skal foregå på computer, og det nemmeste ville jo være hvis de studerende kunne tage deres egne computere med. Men på dem kunne der ligge alle mulige ikke-tilladte hjælpemidler og malware tillige. Her sagde den anden oplægsholder, at man jo kunne indrette “eksamensfabrikker” – store, særligt indrettede lokaler med et stort antal særligt indkøbte computere, der kun skulle bruges til skriftlig eksamen. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med projektrapporter. Mange af de tilstedeværende projektvejledere ville gerne fortsat have et papireksemplar af projektrapporter og ville insistere på at de studerende skulle bruge papireksemplarer for at undgå muligheder for snyd. Men jeres egne eksemplarer kan I jo selv skrive ud, sagde oplægsholderne. Men den slags var måske heller ikke ligefrem en besparelse.

Og så var der også lige det med inddragelsen af os, der skulle bruge systemet. Man havde involveret et mindre antal sekretærer og også spurgt studieledere om deres holdninger. (Her skal det i parentes bemærkes at studieledere i modsætning til undervisere, studiesekretærer og studerende hverken afholder, bedømmer, administrerer eller deltager i eksamen.) En kollega foreslog at man nedsatte en brugergruppe, der kunne bidrage til videreudviklingen af systemet og tage udgangspunkt i de behov, vi faktisk har. Men her sluttede orienteringsmødet. Oplægsholderne forsikrede os om at de havde taget notits af alle de bemærkninger, der var indkommet. For at berolige os sagde den ene oplægsholder at systemet bestemt ikke var tænkt som noget, der bare skulle gøre det lettere for dem, der skulle administrere.

Firmaet, der står bag det spændende nye system, hedder forresten Arcanic. Jeg forstår nu hvorfor – se ovenfor.

(Visited 181 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

5 kommentarer til “Hurra for et nyt system?! Eller: Jeg ved desværre ikke så meget om IT.”

Skriv et svar