En eftermiddag med bæredygtighed i Zoo

zoo

I dag var jeg sammen med VIP- og TAP-kolleger til et eftermiddagsmøde i Aalborg Zoo. Mødet var en del af diskussionerne af Aalborg Universitets kommende strategi, og emnet var bæredygtighed.  Formålet var at høre medarbejdere, der interesserer sig for dette emne. I vore dages universitetsverden spørger de ansatte ledere (nogle gange) os almindelige ansatte, og efter høringerne træffer de ansatte ledere de beslutninger, de vil. Sådan er det manglende demokrati indrettet.

Ideen med mødet var sympatisk, men der var alt for lidt tid. Det hele startede med en halv times frokost (indbefattet en præsentationsrunde) og sluttede tre timer senere. Mere end halvdelen af tiden blev brugt til oplæg fra eksterne og interne personer. På et tidspunkt fik vi hele 15 minutter til at diskutere tre af de fem hovedpunkter i AAUs strategi. Der kom en del lovende bemærkninger, og det kunne være blevet gode diskussioner, hvis der bare havde været meget mere tid.

Oplæggene var af varierende kvalitet. Nogle var gode, i andre føg det med floskler. Der var brændende platforme. Der var brand (som ikke har noget at gøre med de platforme, der åbenbart er ild i). Der var tovholdere. Osv. osv. Også ordet bæredygtighed er blevet en floskel. Egentlig kommer begrebet fra Brundtland-rapporten og sigter ikke bare til spørgsmål om miljøbelastning, men også til bl.a. arbejdsmiljø og muligheder for medindflydelse. Disse yderligere aspekter af bæredygtighed prøvede flere af os da også at bringe på banen.

Kald mig gerne gammel og tvær, men selv ikke nok så mange høringsrunder eller det glatteste managementsprog med de mest flommede floskler kan erstatte det universitetsdemokrati,  der ikke er mere. Jeg savner denne manglende bæredygtighed hver dag og jeg vil aldrig tilgive de partier, der fjernede den.