Musikåret der (næsten) er gået

Det er på høje tid at jeg opdaterer siden med anbefalinger. Jeg har lagt en liste ind med de danske og udenlandske musikudgivelser i rock/pop/elektronisk/country/hvad nu alt der, der ikke er klassisk musik eller jazz hedder, som jeg har lyttet til i 2014. Jeg har også lyttet til en hel masse klassisk musik, men underligt nok har jeg ikke købt nyt i denne genre i år.

Alle albums, jeg nævner, har kvaliteter – nogle dog klart mere end andre.

En farlig film?

Jeg har med et halvt øje fulgt med i alt postyret om den amerikanske film The Interview, der handler om to amerikanere der rejser til Nordkorea for at myrde Kim Jong-Un. Hackere har angrebet filmselskabet, og en gruppe med det fredselskende navn Guardians of Peace “advarer” biografgængere i USA mod at gå ind at se filmen.

Store biografkæder i USA vil derfor ikke vise filmen. Nu har Sony Pictures også valgt at filmen ikke skal have premiere i Storbritannien juledag som planlagt. (Nyheden er at finde hos The Guardian, der dog næppe har forbindelse til Guardians of Peace.) Om filmen nogensinde får premiere er uklart.

Nu har jeg fået set filmens trailer, og The Interview viser sig at være en noget fjollet action-komedie. Af traileren ser det endda ud som om Kim Jong-Un tilsyneladende fremstilles forholdsvis sympatisk.

Nu er produktionen af en anden amerikansk film om Nordkorea også blevet indstillet. Hvad mon de trofaste mennesker i Trykkefrihedsselskabet siger i hele denne sag?