Evigt ejes kun det tabte

Zeigarnik1921
Bluma Zeigarnik. Billede fra 1921.

Jeg kan huske en tv-film, jeg aldrig fik set færdig som barn. Jeg skulle i seng, og filmen var vist også lidt uhyggelig eller sørgelig eller begge dele. Utallige andre film har jeg glemt. Denne film var fransk og hed Liljen i dalen. Så der blev slukket for fjernsynet. Og jeg husker en tøjhund, jeg glemte i en bus som 5-årig. Den havde lange ører.

Vi husker bedst dét, der ikke bliver afsluttet. Vi husker den ulykkelige, uforløste kærlighed. Vi husker hvad vi lavede på den arbejdsdag, vi blev nødt til at afbryde fordi der skete noget uventet. Vi husker det skænderi, der aldrig sluttede med forsoning. Vi ligger vågne og husker dagens uforløste bekymringer.

I filmens og tv-seriernes verden er cliffhanger-teknikken et velkendt virkemiddel: Handlingen afbrydes, og vi må se næste episode. Når den begynder, husker vi hvad vi så sidst.

Alt dette er manifestationer af Zeigarnik-effekten, opkaldt efter den sovjetiske psykolog Bluma Zeigarnik (i dag ville vi sige at hun var litauer), der levede fra 1901 til 1988. Hun opdagede det fænomen, der er opkaldt efter hende, mens hun studerede i Berlin hos Kurt Lewin. Han havde lagt mærke til en bestemt tjener, der var god til at huske alle de regninger, der ikke var blevet betalt som de skulle.

Denne effekt kan også bruges i læringsøjemed. Man kan afbryde undervisningsaktiviteter på et vigtigt sted. Man kan bede studerende, der har svært ved at komme i gang med en større opgave, om at lave en første delopgave, der er uoverskuelig. Og i virkeligheden er det vel også Zeigarnik-effekten, der er en medvirkende årsag til at de af os, der i studietiden lavede projektarbejde, har så nemt ved at huske projekterne fra dengang. Et godt projekt er nemlig sjældent et velafrundet hele, hvor der ikke er mere at sige.

(Visited 61 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar