Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

(Visited 213 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar