Om at stå af universitetsræset

0

Da jeg gik på juleferie, tvivlede jeg meget på berettigelsen af at være akademiker på et dansk universitet. Nogle af mine kolleger vælter sig i forskningsmidler og PhD-studerende og postdocs og bruger alt dette til at få en masse publikationspoints. Ledelsen roser dem for at bidrage positivt til universitets økonomi. Selv jeg har ingen af delene – jeg publicerer og gør hvad jeg skal, men kun hvad jeg er i stand til som individ. Det er svært ikke at føle sig dømt ude og det er meget nærliggende at føle sig som en akademisk fiasko.

Men i et system, hvor sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om EUs Horizon 2020-midler er 7 procent og sandsynligheden for at få antaget sin ansøgning om danske forskningsrådsmidler er 10% (hvis man da ikke sidder i forskningsrådet selv, for så er sandsynligheden langt større) og hvor 75% af alle artikler til førende konferencer bliver afvist, oplever langt de fleste af os ikke succes. Vi bliver nødt til at kaste terningen igen og igen og igen for om muligt en dag at få en sekser. Men er det os, eller er det terningen, der er noget galt med?

I dagens udgave af Information er der en rigtig god artikel, hvor der er et interview med forfatteren, aktivisten og billedkunstneren Jakob Jakobsen, der står bag en ny kritisk bog om universitetsverdenen; den hedder Bidrag til kritik af den politiske vidensøkonomi. Han er også medstifter af et initiativ, der hedder Copenhagen Free University. Her er to gode citater:

»Den oplevelse af, at dit liv er ved at falde fra hinanden, er jo reel nok, selv om du måske også har en bil og ejer en lejlighed. Du føler, dit liv er miserabelt. Og det skyldes den måde, vi hele tiden reproducerer os selv i samfundet.«

»Vi bliver bragt ind i en ekstrem konkurrence, hvor vi hele tiden underbyder vores kolleger. Vi er vores egen arbejdsgiver, og vi er den bedste til at udbytte os selv. På den måde er neoliberalismen blevet masseret ind i vores kroppe, ind i vores hjerner og i hele vores tankegang. Alle vores fibre reproducerer den samme konkurrence og individualisme.«

Det ironiske og triste er at jeg, der altid taler neoliberalismen imod, selv i et ubevogtet øjeblik ender med at vurdere mig selv på dens præmisser. Det er jo lige præcis dét, vi ikke skal.

(Visited 62 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar