En populær regering

Ft-oct-2009-1

I denne uge blev de andre politiske partier i Sverige blevet enige om den såkaldte decemberöverenskommelseder er en aftale, der skal holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse i de næste otte år.

I Danmark oplever vi på samme tid en anden barok situation, men modsatrettet: det parti, der nu er blevet Danmarks største og mest elskede, kan slippe af sted med at overveje om det kan betale sig for det at være med i en regering. Denne type overvejelser plejer at være forbeholdt mindre koalitionspartnere, men Dansk Folkeparti er anderledes i sin egen dobbelte opfattelse: på én og samme tid regeringsbærende og i en slags indre opposition.

Der er dage, hvor jeg ret paradoksalt ønsker mig at Dansk Folkeparti bliver del af en kommende Venstre-regering. I Norge er Fremskrittspartiet gået stærkt tilbage i meningsmålingerne efter at partiet for første gang kom i regering i 2013. Det slider meget ofte på et politisk parti at være i regering.

Mens Dansk Folkeparti er i den hypotetiske danske regering, vil det blive ekstra hårdt for de borgere i Danmark, der tilhører de befolkningsgrupper, som partiet taler ned. Men allerede fra 2001 og frem har det været hårdt, og det er det på en del måder også nu. Det må kunne lade sig gøre for alle os andre at støtte disse befolkningsgrupper imens.

Om det rent faktisk ville kunne stække den reaktionære nationalisme, hvis Dansk Folkeparti kommer i regering, ved jeg ikke. Nogen universel løsning er der bestemt ikke tale om. I nogle lande har den reaktionære nationalisme allerede i praksis taget magten. I Ungarn har Fidesz  i kraft af sit flertal kunnet lave en række bekymrende ændringer af landets forfatning. Man kunne risikere at et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti ville blive enige om at lade Danmark forlade dele af den internationale menneskerettighedslovgivning, bl.a. FNs konvention om flygtninges rettigheder og de europæiske menneskerettighedskonventioner. De seneste års udmeldinger herhjemme kunne godt varsle en sådan politik.

Den eneste virkelige modvægt mod den reaktionære nationalisme er at tale imod den og tage afstand fra den i både ord og handling. Men hvem er parate til det?