Natten der kommer

nattenderkommer

Carl-Henning Wikjmark skrev i 2007 en kort roman om Hasse, der ligger på terminalafdelingen på et svensk hospital. På svensk hedder den Stundande natten; på dansk er den blevet til Natten der kommer.

Vi kan kun forestille os hvordan det må være at være døende og hvad den døendes indre liv er. Der er gjort mange forsøg på at skildre afslutningen af livet set indefra. Richard Strauss skrev som ung det symfoniske digt Tod und Verklärung om netop dette og mange år senere, da han var blevet gammel, Vier letzte Lieder. Det er smuk musik, men også en lidt tung omgang.

Natten der kommer handler også om en døende mands tanker, men bogen er ikke den knugende omgang, man kunne have forestillet sig. Hele handlingen foregår på Hasses stue og ud over ham selv og tre medpatienter, der dør lidt over en tredjedel inden i romanen, er de vigtige skikkelser personalet, her især to sygeplejersker. Hasse bruger en hel del tid på at prøve at forstå døden ved at læse om den i litteraturen, men ender med selv at måtte reflektere over den for for alvor at kunne forstå og acceptere den.

Om skildringen af Hasses sidste måned på jorden er korrekt, ved jeg ikke (og det haster ikke med at finde ud af det), men Wijkmarks tanker om døden, udtrykt gennem Hasse, giver genklang. Nedenstående citat holder jeg især meget af; det rammer ned i det, der er så svært at acceptere for mig om dødens væsen og uvæsen.

Endnu en gang: Det er ikke livet, jeg er træt af, kun mig selv, og jeg ville med glæde tage imod en ny identitet. Men sådan er det ikke, man får ikke en chance til. Brug og smid væk. Alt det materiale man samler i hovedet i løbet af et liv, underligt at det sporløst skal gå til spilde. Naturen tager sig i sin råhed kun af vores kemikalier – og ikke engang det efter at det igen er blevet moderne at gå op i røg. På den anden side: Hvem gør krav på dette mylder af minder, erfaringer, tanker som findes hos hver eneste af os? Hvem i det endnu større mylder af mennesker har lyst til at gøre sig bekendt med det? Og mens man lever, kommer kun en brøkdel af det til andres kendskab, og det man selv når at overskue, er langtfra alt. Og så vips er det væk. Menneskedøden, hvilket spild, trods alt.

Da Natten der kommer udkom på dansk her i efteråret, bragte Information et interview med Carl-Henning Wijkmark. Det er – ligesom bogen – hermed anbefalet. Jeg har vel gjort det samme som Hasse (der faktisk er en uformel svensk form af mit navn), nemlig at læse om døden for at forstå den. Men ét sted skal man jo starte.