Gammelt nag, defekte diskettedrev og alt for mange piller

(null)

Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.

Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at danne et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.

På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.

Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).

I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).

Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis.  Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg  også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.

Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.

Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.

Den hellige ild?

En overdrive-pedal til el-guitar.
En overdrive-pedal til el-guitar.

Forleden talte jeg med en kollega, der var kommet til Danmark for ikke så mange år siden. Han syntes at mange PhD-studerende ikke altid var dedikerede nok – “de ser det som et 8-til-4-job”, sagde han og græmmede sig. Jeg græmmede mig ikke og prøvede at forklare ham at vore dages akademiske verden er en anden en den, han kom fra. Det er i dag typisk at man ikke kan gøre akademisk karriere når man har en PhD, og samtidig bliver PhD-studerende hele tiden målt og underlagt alskens krav. Derfor bliver tilværelsen som PhD-studerende et ganske almindeligt job – det er ikke en særlig tilværelse for dem, der er i besiddelse af “den hellige ild”. Og fordi universiteterne forventes at “producere” mange PhD’er, bliver de PhD-studerende rekrutteret langt bredere end tilfældet var engang.

Med fare for at blive rubriceret som kedelig: Det er i det hele taget ikke godt at tænke på akademisk succes som værende forbeholdt “de særligt udvalgte”. Vejen til akademisk succes er i langt højere grad et spørgsmål om en fokuseret arbejdsindsats kombineret med en god begavelse end om at have en “særlig gave”. Og i nogle tilfælde er denne opfattelse af “de særligt udvalgte” direkte skadelig. En amerikansk undersøgelse fra sidste år tyder på at der er langt færre kvindelige PhD-studerende i fag, hvor man forventes at have “særlige evner”. Inden for filosofi er det kun 31 procent af PhD-studerende i USA, der er kvinder. I undersøgelsen spurgte forskerne mere end 1800 PhD-studerende, universitetslærere og postdocs inden for 30 fag og her fik de udsagn som bl.a. at

Being a top scholar of [discipline] requires a special aptitude that just can’t be taught,

Even though it’s not politically correct to say it, men are often more suited than women to do high-level work in [discipline].

Det turde næsten være overflødigt at sige at en sådan holdning heller ikke er gavnlig, hvis man tænker på hvordan den kan påvirke studerendes holdning til det at lære.

Hurra for et nyt system?! (del 2)

data_person_ill

Før jul skrev jeg et lettere kritisk (læs: særdeles kritisk) indlæg her om det nye system til digital eksamen. Jeg blev opfordret til at sammenfatte mine kritikpunkter i et brev til Aalborg Universitets direktion, så i de sidste par dage inden jeg gik på juleferie skrev og sendte jeg et brev på tre en halv side. Lige inden jeg tog hjem på min sidste arbejdsdag inden jul fik jeg en e-mail fra rektor om at han havde læst mit brev og ville tage mine bekymringer alvorligt og diskutere dem med AAUs direktion og IT-tjeneste ITS.

Og nu har jeg så fået et svar fra direktionen. Hensigten er tydeligvis at berolige mig. Det bliver dog fra starten ligesom på informationsmødet i december sidste år pointeret at systemet til digital eksamen skal tages i brug (på ikke-datalogisk administratorsprog: implementeres) til sommereksamen 2015.

Men man indrømmer at de eneste, der har været inddraget som brugerrepræsentanter har været studieledere og udvalgte studiesekretærer. For at berolige mig yderligere, fremhæver direktionen at der skam har været inddrages af andre brugerrepræsentanter også! Der har således været et møde for det videnskabelige personale i Aalborg i december 2014 – det var så forresten det møde, jeg deltog i.  Og så skal der være et tilsvarende møde i København og et møde i Esbjerg i februar i år. Derudover har der været et møde for hvert fakultets dekan og studieledere, et tilsvarende møde for studienævn og et møde for centraladministrationen.

Som for at sætte trumf på, nævner direktionen også at man skam har inddraget undervisere og studerende i test af systemet: en lektor fra kemi,  en lektor fra jura og hele to (2) studerende der fagligt spænder hele vejen fra jura til erhvervsjura!

Endelig meddeler AAUs direktion at der nu vil blive nedsat en brugergruppe (kommissoriet vil blive fastsat senere) og at jeg hermed er inviteret til at være med i den.

Hvad skal jeg synes om alt dette? Det er selvfølgelig pænt af Aalborg Universitets direktion at tilbyde mig plads i en brugergruppe, men jeg er i tvivl om jeg bør deltage. Der er nemlig kun få måneder til systemet tænkes taget i brug – hvilket bekymrer mig en del, givet de skarpe reaktioner, der var fra mine kolleger på mødet i sidste måned, og den noget uformående præsentation af systemet, vi blev vidne til. Det er formodentlig begrænset, hvad man kan ændre nu. Og så vil jeg være meget nervøs for at min kritik af hele processen nu kan inddæmmes ved at gøre mig til medansvarlig for en udviklingsproces, der desværre bedst kan beskrives som en tragisk farce.

Endnu en dag med New Public Management

npm

I dag var endnu en dag på arbejdet. Først mødtes jeg med en kollega fra Institut for læring og filosofi for at tale om nogle af de aktiviteter, vi har planlagt sammen. Hun kunne fortælle mig at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet (alias tek-nat) netop har meddelt at det vil trække sig ud af instituttets drift og at de medarbejdere, der har primær tilknytning til tek-nat, herefter vil blive flyttet til Institut for planlægning. Uanset hvad man måtte synes om rimeligheden af beslutningen, er det en væsentlig ændring af en del menneskers arbejdsliv.

Senere samme eftermiddag sad jeg til møde i Akademisk Råd på samme fakultet. Her fik vi under punktet “Meddelelser” dels at vide at det var blevet besluttet at lukke medialogi-uddannelsen på AAUs campus i Esbjerg, dels at der ville ske de ændringer for Institut for læring og filosofi, min kollega derfra tidligere havde fortalt mig om. Nyheden om medialogi var faktisk 2 dage gammel, kunne jeg siden se.

Uanset hvad forekommer det underligt at to så vidtrækkende beslutninger kun dukker op som en meddelelse til et møde i det, der engang ville have været fakultetets øverste besluttende organ, men siden 2003 har været reduceret til en forsamling, der kan høres. Ofte bliver vi først hørt efter beslutningerne er blevet truffet.

Resten af mødet – der kun varede to en halv time, men føltes meget længere – gik med endnu engang at tale mere eller mindre henkastet om alle styringsmekanismerne og alle de succesindikatorer, der skal måles på: Bibliometrisk forskningsindikator (BFI), eksterne forskningsmidler, STÅ-produktion og hvordan forskellige dele af universitetet skulle betale til universitetets økonomi.

Efter mødet tog jeg til møde i DMs lokalklub-bestyrelse og talte med magisterkolleger fra de andre fakulteter om blandt andet de beslutninger, der havde været nævnt en passant i Akademisk Råd. Det var godt at se de andre DM’ere, men stemningen var noget blandet.

Vi er efterhånden sunket så grundigt ned i New Public Management med alle dens centraliserede beslutningsgange og fiksering på målbarhed og dokumentation, at jeg ikke ved hvordan det nogensinde skal kunne lade sig gøre at komme op igen. Hvor mange af os kan efterhånden huske en anden virkelighed på danske universiteter og det positive ved denne anden virkelighed? Også jeg, der i år har været universitetslærer i 24 år og har en del erfaring, føler mig efterhånden som et dårligt tilpasset tandhjul i en stor og uoverskuelig mekanisme.

Det er interessant at se at den svenske regering har varslet et opgør med New Public Management. Om det får konsekvenser også for den svenske universitetsverden, ved jeg ikke. I Danmark er der til gengæld ingen politikere fra partier med regeringsambitioner, der kritiserer New Public Management og hvad denne nyliberalistiske forståelse af den offentlige sektor har ført med sig.

 

Jamen, hvorfor kan de så ikke bare…?

rygere

Hvorfor er der kontanthjælpsmodtagere der ryger og går i byen lørdag aften? Hvorfor kunne de ikke bruge pengene på de fornuftige udgifter i stedet? Hvorfor gør nogle kontakthjælpsmodtagere i det hele taget noget, “vi der ved bedre” ved at de ikke burde gøre? Måske bliver de hos en voldelig partner. Måske køber de dyre ting og har derefter ikke råd til basale fornødenheder. Nogle politikeres holdning til mennesker på overførselsindkomst er baseret på dette spørgsmål.

For lidt over 3 år siden skrev jeg et langt indlæg om dette. Dengang var min pointe at en del privilegerede mennesker har svært ved at leve sig ind i mindre privilegerede menneskers situation. For nylig har der været et langt indlæg om det samme i The Guardian – og dets udgangspunkt er samme brist i empatien. Men der er også et andet vigtigt budskab i det.

Selvfølgelig vil jeg synes at det er bedre f.eks. ikke at ryge og ikke at blive hos en voldelig partner, men her er et spørgsmål jeg selv kan stille trygge middelklassemennesker (og jeg er selv et trygt middelklassemenneske): Har du nogensinde selv brugt for mange penge på noget, der objektivt set var overflødigt eller dumt, fordi du havde problemer?Jeg kunne også spørge om der var tilsyneladende trygge middelklassemennesker, der bliver hos en voldelig partner.

Svaret er nemlig at mennesker ofte ikke handler rationelt. Når vi har problemer, der virker uoverskuelige, handler vi især helt irrationelt.

Det er netop her, hele forestillingen om andre menneskers rationelle adfærd bryder sammen, og nogle gange måske også her at problemerne med indlevelse har deres udgangspunkt. Vi har meget nemt ved at kræve at andre mennesker handler rationelt, men vi skal huske at vi langt fra altid gør det selv. Og vi kan ikke engang være sikre på at vi kan få andre mennesker til at handle rationelt ved at præsentere dem for rationelle argumenter.

Den amerikanske filosof Charles Karelis er af den opfattelse at fattigdom sætter den økonomiske rationalitet ud af kraft. Når problemerne kradser ekstra meget,  kan man ganske enkelt ikke overkomme at handle rationelt. Fattigdom er ikke så meget noget, der manifesterer sig som mangel på penge, som det er den uoverskuelige samling af problemer, dette fører til. En sigende analogi som Karelis bruger, er denne: Hvis man får ét bistik, vil man gøre meget for at få det behandlet. Men hvis man får mange bistik, er der ikke rigtig nogen god grund til at kunne få behandlet ét af dem – de mange andre bistik gør stadig ondt.

Historien slutter med mig – lige nu!

calvin-on-end-of-history

I 2013 bad de tre amerikanske psykologer Jordi Quoidbach, Daniel T. Gilbert og Timothy D. Wilson i alt 7519  voksne forsøgspersoner udfylde en personlighedstest. De bad dem udfylde testen hele tre gange: Første gang som de ville svare nu. Anden gang som de mente at de ville have svaret for 10 år siden. Tredje gang som de mente at de ville svare om 10 år. En sammenligning med en anden gruppe forsøgspersoner, som man havde testet to gange, nemlig i 1995-1996 og igen i 2004-2006, afslørede at den faktiske ændring i personlighed  stemte godt overens med de ændringer, de 7519 forsøgspersoner vurderede at have oplevet inden for de seneste 10 år. Til gengæld undervurderede de 7519 forsøgspersoner ændringerne i deres personlighed når det gjaldt fremtiden. Kort sagt: der var en tydelig tendens til at forsøgspersonerne mente at de havde ændret sig meget indtil nu men at de ikke ville ændre sig meget i de kommende 10 år.

Dette tyder på at vi som mennesker fejlagtigt tror at det menneske, vi vil være senere i livet, vil have det samme sind som det menneske, vi er nu. Denne illusion kalder de tre psykologer for en end of history-illusion. Det minder da også forbløffende meget om den påstand, Francis Fukuyama fremsatte i 1989, da Berlinmuren faldt, nemlig at nu var historien slut. Den vestlige produktionsmåde og det vestlige politiske system havde vundet! Mange år senere trak Fukuyama som bekendt den påstand tilbage.

Hvorfor havner man i den fælde at tro at man selv udgør historiens kulmination? Der er formodentlig to grunde. Den ene er selvtilfredshed (hvis man ellers er tilfreds med sig selv!) og en uvilje til at tro at man en dag vil ændre sindelag. Den anden er at det ganske enkelt er svært at spå om hvordan man vil være om 10 år; så er det mest oplagte at regne med at alt til den tid vil være næsten som det plejer.

SYRIZA

syriza

Hvis man har læst tidligere indlæg fra mig, ved man forhåbentlig at jeg bestemt ikke er tilhænger af den nyliberalistiske tilgang til håndtering af økonomiske kriser – den vej, der går gennem nedskæringer, der først og fremmest rammer almindelige borgere. Det er kun meget sjældent de rige og magtfulde, der holder for, når krisen bliver hverdag. Jeg vil ikke lægge skjul på at det i mere end én forstand er befriende at der nu er et land, der siger nej til denne dagsorden. Og det kan ikke undre at det netop er Grækenland. Siden krisen slog igennem, har landet været præget af stærkt stigende fattigdom – fattigdommen blandt børn er fordoblet, det sociale sikkerhedsnet er væk, halvdelen af de unge er arbejdsløse – og fremkomsten af et uhyggeligt stærkt nazistisk parti, der har kunnet fare næsten uhindret frem. På mange måder giver dette mindelser om 1930’erne.

Jeg håber på det bedste, men jeg er samtidig klar over at Syrizas sejr måske svarer til at det eneste ikke-søsyge besætningsmedlem bliver udnævnt til kaptajn på et skib i orkan. Jeg ved også at Syriza kommer til at indgå kompromisser og derfor uundgåeligt vil komme til at skuffe nogen – et kompromis har man allerede indgået ved at danne en koalitionsregering med et lille højreorienteret parti.

Peripeti

signesmarker

Da jeg gik i gymnasiet, lærte jeg om begrebet peripeti – det er græsk og Den Store Danske definerer det som

peripeti, pludseligt omslag i skæbnen. Aristoteles’ betegnelse for det afgørende vendepunkt i et drama.

Min dansklærer sagde at man i nogle fortællinger kunne finde peripetien i dramaet præcis midt i teksten, nogle gange ned til den midterste linje. Siden da har jeg af og til prøvet at se efter om det faktisk gælder i film, tv-serier og romaner – nogle gange er det tæt på at være tilfældet (f.eks. er det tilfældet i Interstellar), andre gange er det mere uldent hvornår vendepunktet indtræffer.

Aftenens afsnit af Arvingerne er det midterste, og formodentlig var det netop denne gang at vi så peripetien i sæson 2. Og det håber jeg da faktisk også.

Jeg kunne egentlig godt lide 1864, men når jeg ser Arvingerne, bliver jeg mindet om dyderne i en “rigtig” tv-serie og her specielt betydningen af en cliff-hanger, af at serien skal have en indre logik og af at personerne skal udvikle sig gennem fortællingen. Det ville ikke f.eks. virke hvis de alle blev ved med at kæmpe om arven (det brugte de første sæson på) eller hvis Frederik pludselig begyndte at spille guitar (den slags gør en ægte knudemand ikke). Til gengæld er det fuldstændig oplagt at pothovedet Thomas først tilstår over for Emil at han har siddet i fængsel i Indien og siden bliver grebet i at have plantet euforiserende hamp på Signes marker. I 1864 var der ingen store cliff-hangere og personerne udviklede sig (med få undtagelser) mest ved at de blev ældre eller døde. På denne måde var 1864 tættere på at være en lang spillefilm.

Min kone gjorde mig opmærksom på at man sjældent har set så mange drikke så meget alkohol i en dansk tv-serie som i Arvingerne – men det er egentlig også længe siden, jeg har set så mange referencer til forskellige inkarnationer af hamp som her. Under alle omstændigheder er seriens store styrke, at personerne er ekstremt troværdige og er nogen, man godt kunne kende (eller i nogle tilfælde nok helst ikke ville kende) i virkeligheden.

Møder med Bertrand Russell

br71

En af de mest interessante tænkere fra det 20. århundrede er, synes jeg, den walisiske filosof og matematiker og forfatter og aktivist Bertrand Russell. Han levede fra 1872 til 1970, så han er et af mennesker, der nåede at påvirke mange, men også at møde og blive mødt af mange. Det er også interessant at læse om de mennesker, der har beskrevet deres møder med ham.

Giuseppe Peano mødte Bertrand Russell ved den internationale matematikkongres i Paris i 1900, hvor David Hilbert fremlagde sine problemer. Peano gav Russell et eksemplar af sin bog Formulario,
hvori den berømte aksiomatisering af de naturlige tal dukker op. Siden havde de to en brevveksling, der strakte sig fra 1901 til 1912. I alt 9 breve blev det til.

I 1920 rejste Bertrand Russell til Rusland, hvor han mødte Lenin, Trotskij og forfatteren Maxim Gorkij. Dette skrev Russell selv om i en rejseberetning fra dengang. Man kan af hans beretning se, at Russell troede at Gorkij var døende på det tidspunkt – men Gorkij levede helt frem til 1936!

Den irske forfatter George Bernard Shaw kolliderede med Bertrand Russell, engang de var ude at cykle sammen – men det tæller ikke som et møde, for de to mænd kendte hinanden inden da.

bernard-shaw-bertrand-russell

Paul McCartney mødte faktisk også Bertrand Russell mange år senere, og det var dét møde, der fik McCartney til at gå ind i modstanden mod Vietnam-krigen.

Og samme år (i 1964, et væsentligt år i mit liv), mødte den engelske skuespillerinde Sarah Miles Russell. Hun var 23 og hendes hund var sluppet løs, han var 92. Russell og Miles spiste agurkesandwich og Russell klemte hendes knæ – han havde nemlig altid, nå ja, været glad for damer.

sarah_miles_in_ryans_daughter

…men de ældre studerende siger at det ikke er vigtigt.

studiestart

I dag snakkede jeg med en af mine kolleger, der holder kurset Projektarbejde og videnskabsteori på 1, semester. Lige nu sidder hun og de andre kursusholdere på dette obligatoriske kursus med et stort antal eksamensbesvarelser, som skal bedømmes. Min kollega fortæller mig at nogle studerende ikke har deltaget i undervisningen – de har nemlig fået at vide at det ikke er nødvendigt, for kurset er meget nemt at bestå. Er det virkelig kursusholderen, der har sagt dette? Nej, det er ældre studerende, der har fortalt det. Og de pågældende studerende består næppe. Da jeg selv i sin tid holdt et kursus i programmering på 1. semester (det var dengang, kurset var obligatorisk for alle tek-nat-studerende), var der også en del studerende, der udviste en meget indifferent holdning til kurset. De havde fået at vide at programmering ikke ville kunne bruges til noget.

Andre af mine kolleger har holdt kurser i matematik på første studieår på visse ingeniøruddannelser, hvor holdningen  fra mange studerende har været temmelig indifferent.  Det viste sig at dette skyldes at ældre studerende har fortalt dem at matematikkurserne ikke var vigtige. Jeg husker selv et møde på tværs af uddannelser, hvor studerende ved en bestemt ingeniøruddannelse udtalte at matematikkurset på 1. semester burde flyttes til 10. semester – for det var først dér, man ville få brug for det. (Hvorfor man det ville være en god ide at følge et kursus i grundlæggende matematik, mens man skrev speciale, gik aldrig helt op for mig.) De studerende var ikke selv på 10. semester, så de må også have fået denne holdning overleveret et sted fra.

Denne slags oplevelser viser mig hvor stor en betydning mundtlig overlevering har for nye studerendes opfattelse af uddannelserne. Det kan godt ind imellem virke overvældende at tænke på. Tutorerne gør en masse godt arbejde for at tage imod de nye studerende, men fordi det i høj grad er netop disse ældre studerende, de nye studerende stifter bekendtskab med i starten af første studieår, kan en del af den negative mundtlige overlevering desværre også føres tilbage til hvad (nogle) tutorer har udtalt.

På den ene side bliver det derfor vigtigt at påvirke de ældre studerende til ikke at give dele af deres uddannelse et negativt image. På den anden side giver styrken af den mundtlige overlevering måske også nogle muligheder for at give uddannelser et bedre image.